Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation for fjernelse af dige

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Brønderslev Kommunes afgørelse af 24. august 2018 om afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af dige D00.043.590.

Nævnets vurdering af digets beskyttelsesstatus

Nævnet lagde til grund, at diget var beskyttet efter museumslovens § 29 a, stk. 1, da det var angivet på Geodatastyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) i den seneste reviderede udgave forud for den 1. juli 1992, jf. Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 1, nr. 4. Diget fremgik desuden af historiske målebordsblade og luftfotos. Nævnet vurderede, at diget i hvert fald var kulturhistorisk værdifuldt, især som ejerlavsdige, der viser den grundlæggende struktur for inddelingen af landet.

Vurdering af dispensationsansøgningen

Nævnet bemærkede, at en ansøgning om dispensation til et allerede gennemført indgreb som udgangspunkt skal behandles, som om der var ansøgt på forhånd. Det følger af lovens forarbejder og fast praksis, at driftsmæssige eller økonomiske interesser ikke er tilstrækkelige til at meddele dispensation. Formuleringen om, at der kun i ”særlige tilfælde” kan dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer, indikerer en yderst restriktiv praksis, især ved nedlæggelse af diger i forbindelse med landbrugsdrift.

Nævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en fravigelse fra den restriktive praksis. Det blev lagt vægt på, at fjernelsen af diget var sket af driftsmæssige årsager i forbindelse med sammenlægning af marker. En dispensation ville desuden kunne medføre uønsket præcedens.

Klagerens anbringender og nævnets bemærkninger

Nævnet afviste klagerens anbringender om proportionalitet og lighedsgrundsætningen, da dispensation ikke meddeles af økonomiske årsager, og da der ikke var beskyttede diger på naboejendommen mod vest, hvilket betød, at der ikke forelå sammenlignelige forhold. Pligten til at berigtige et ulovligt forhold påhviler den til enhver tid værende ejer af ejendommen, jf. museumslovens § 29 p, stk. 1, hvorfor det ikke tillagdes betydning, at klager først overtog ejendommen, efter diget var fjernet. En VVM-redegørelse fra 2006, udarbejdet med et andet formål, kunne heller ikke give klager en berettiget forventning om, at der ikke kunne indledes sager i strid med museumsloven.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Afgørelsen blev den 20. december 2018 påklaget af Slots- og Kulturstyrelsen. Klager anførte, at den fjernede digestrækning havde væsentlig kulturhistorisk, biologisk og landskabelig værdi, at erstatningsdiget ikke udgjorde en tilstrækkelig erstatning, og at dispensation ikke burde meddeles på baggrund af driftsmæssige eller økonomiske interesser. Slots- og Kulturstyrelsen fremhævede, at erstatningsdiget ikke havde dokumenterbar kulturhistorisk værdi, da dets oprindelse var usikker og ikke markeret som dige på ældre kortværker, i modsætning til det fjernede dige, der stammede fra ejerlavets udskiftning omkring 1805.

Vesthimmerlands Kommunes bemærkninger

Vesthimmerlands Kommune bemærkede, at digerne oprindeligt blev udpeget af biologiske årsager, og at hensynet til kulturhistoriske interesser ikke burde tillægges større vægt end de biologiske og landskabelige. Kommunen anførte, at både menneskeskabte diger og skel opstået ved jordfygning har landskabelig og biologisk værdi. Kommunen lagde vægt på ejerens forventning om at kunne dyrke arealet uden restriktioner og fastholdt, at det udpegede erstatningsdige ville udgøre en tilstrækkelig erstatning. Kommunen bemærkede desuden, at der var en manglende forståelse blandt lodsejere og det politiske flertal for en restriktiv dispensationspraksis, og at de i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen havde truffet afgørelser om erstatningsdiger for at opnå en mere smidig sagsbehandling.