Stadfæstelse af strakspåbud om retablering af vandløb - Kratbæk, Skive Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Skive Kommunes afgørelse af 14. december 2018 om strakspåbud om retablering af Kratbæk.

Nævnets vurdering af det retlige grundlag

Nævnet bemærkede, at påbuddet var truffet i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5, jf. Naturbeskyttelsesloven § 3, samt Vandløbsloven § 54, jf. Vandløbsloven § 17. Nævnet fastslog, at afgørelser efter Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5 ikke kan påklages, men spørgsmålet om et ulovligt forhold kan. Vedrørende Okkerloven § 9, stk. 4, som påbuddet også var hjemlet i, fastslog nævnet, at det ikke havde kompetence til at behandle spørgsmål vedrørende okkerloven, jf. Okkerloven § 13, stk. 2.

Vurdering af oprensningens omfang

Nævnet fandt, at der var foretaget ændringer i vandløbets skråningsanlæg, hvilket udgjorde en regulering i strid med Vandløbsloven § 17, da der ikke var givet tilladelse hertil. Dette var i modsætning til almindelig vedligeholdelse, som kun omfatter oprensning af aflejrede materialer og grødeskæring, jf. Vandløbsloven § 27.

Nævnet lagde vægt på:

• Limfjordsrådets Sekretariats vurdering af, at der var gravet ca. 10-25 cm hård vandløbsbund op.
• Orbicons vurdering af ustabile brinker forårsaget af afgravning og fund af grus og større sten i det opgravede sediment.
• Fotomateriale fra kommunen, der viste unaturligt stejle, blottede brinker med spor efter gravemaskinens skovl, samt omfattende afgravning af skråningsanlægget på lange strækninger.

Nævnet konkluderede, at omfanget af indgrebet gik langt ud over almindelig vedligeholdelse og udgjorde en ulovlig regulering af vandløbets profil. Da vandløbet var beskadiget, havde Skive Kommune hjemmel til at udstede påbud om genoprettelse af den tidligere tilstand, jf. Vandløbsloven § 54, stk. 1.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 3.

Kommunen meddelte påbuddet med hjemmel i Vandløbslovens § 54, stk. 1 og henviste til, at reguleringen var i strid med vandløbets målsætning og udpegning som beskyttet vandløb efter naturbeskyttelsesloven.

Klagerens indsigelser

Ejeren af V 1 påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageren anførte navnlig, at de to niveauspring (styrt) ved st. 2.295 og st. 2.298, som kommunen mente var etableret ulovligt, var af ældre dato og en integreret del af brokonstruktionen, og dermed ikke etableret af den nuværende ejer. Klageren henviste til en helhedsplan fra 1996, der forudsatte en tidssvarende oprensning af Åkær Å for at sikre, at hovedbygningen ikke blev negativt påvirket af åens tilstand. Klageren frygtede desuden, at en generel hævning af vandløbsbunden ville få en alvorlig negativ påvirkning på hovedbygningens funderingsforhold, hvilket blev understøttet af et notat om bygningens konstruktive forhold.

Kommunens bemærkninger til klagen

Odder Kommune fastholdt, at der ikke var modtaget en dispensationsansøgning for reguleringen. Kommunen vurderede, at styrtene var opstået ved uddybning af vandløbet nedstrøms stemmene, hvilket havde skabt en strækning med langsomt flydende vand, der påvirkede vandløbets miljømålsætning. Kommunen bekræftede, at påbuddet ikke omfattede ændring af stensætningen på brinkerne, men krævede udlægning af bundsubstrat for at hæve bunden til regulativmæssig kote nedstrøms st. 2.295. Kommunen mente, at dette ikke ville påvirke grundvandsspejlet under godset, da vandspejlshøjden bestemmes af spærringen ved st. 2.295, som ikke skulle fjernes.