Afvisning af klage over påstået handicapdiskrimination ved ansættelsesafslag grundet manglende beviser

Sagen omhandler en ansøger, der indbragte en klage for Ligebehandlingsnævnet efter at have modtaget afslag på ansættelse i en stilling. Klageren mente, at afslaget var begrundet i personens handicap, hvilket ifølge klageren udgjorde ulovlig forskelsbehandling.

Sagens baggrund og forløb

Klageren indsendte sin klage i november 2022 med et krav om godtgørelse på 50.000 kr. Sagen blev i første omgang behandlet af Ligebehandlingsnævnets sekretariat, som traf en administrativ beslutning om at afvise at behandle klagen. Denne afvisning skete med henvisning til, at det blev vurderet som åbenbart, at der ikke kunne gives medhold i klagen.

Sekretariatets vurdering byggede på, at der i klagen ikke var fremlagt oplysninger eller dokumentation, som indikerede, at arbejdsgiveren havde lagt vægt på klagerens handicap i forbindelse med ansættelsesprocessen. Klageren valgte efterfølgende at indbringe sekretariatets afgørelse direkte for selve nævnet.

Juridiske tvistpunkter

Kernen i sagen er fortolkningen af reglerne om forskelsbehandling i forbindelse med ansættelse. De centrale juridiske spørgsmål omfattede:

• Hvorvidt der forelå faktiske omstændigheder, som kunne skabe en formodning om direkte eller indirekte forskelsbehandling.
• Rækkevidden af sekretariatets kompetence til at afvise sager, der skønnes udsigtsløse.
• Anvendelsen af reglerne om delt bevisbyrde i sager om handicapdiskrimination.

Ligebehandlingsnævnet har truffet afgørelse om at tiltræde sekretariatets afvisning af sagen. Det betyder, at klagen ikke realitetsbehandles af nævnet.

Nævnets begrundelse

Afgørelsen er truffet med hjemmel i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, hvorefter nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold.

Nævnet lagde vægt på følgende juridiske vurderinger:

• Ifølge Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a påhviler det klageren at påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling.
• Nævnet vurderede, at der hverken i klagen eller i sagens øvrige materiale var oplysninger, der understøttede, at klageren var blevet udsat for ringere behandling på grund af sit handicap i strid med eller .