Tilbagebetaling af grundbetalingsstøtte i Kalundborg Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 4. oktober 2018, som pålagde en landbruger at tilbagebetale for meget udbetalt støtte under grundbetalingsordningen for 2015. Sagen vedrører specifikke marker, der ifølge styrelsen ikke var støtteberettigede i 2014, 2015 og 2016, da der ikke retmæssigt blev udbetalt støtte til arealerne i 2008.

Klager indsendte Fællesskema 2015 og modtog støtte til de omstridte marker. Landbrugsstyrelsen genvurderede senere ansøgningerne for 2014-2016 og fandt, at markerne ikke var støtteberettigede, da de var tilplantet med skov i 2008, og der ikke var udbetalt retmæssig støtte til dem det år. Styrelsen krævede tilbagebetaling af støtte svarende til 5,41 ha.

Klager påklagede afgørelsen den 10. oktober 2018 med følgende hovedargumenter:

• Markerne var berettiget til grundbetaling i 2015, da der retmæssigt var udbetalt enkeltbetaling til dem i 2008.
• Markerne var anmeldt med korrekt afgrødekode.
• Der var tilstrækkeligt med udtagningsrettigheder i 2008.

Sagens historik og klagers anbringender

I 1999 blev der tildelt et 20-årigt tilsagn til udtagning af agerjord til en tidligere ejer af markerne, som klager senere overtog. Klager anmeldte markerne første gang i Fællesskema 2008 og ansøgte om støtte under enkeltbetalingsordningen. Klager rådede over 10,50 udtagningsrettigheder i 2008, som blev anvendt til andre marker. Støtte blev udbetalt til de omstridte marker fra 2008 til 2017.

Klager oplyste i et brev til Landbrugsstyrelsen i 2017, at markerne i 2008 var anmeldt forkert i fællesskemaets kolonne 6 (almindelige betalingsrettigheder) med en forkert afgrødekode. Klager anførte, at der var tilstrækkeligt med udtagningsrettigheder til rådighed til skovarealet i 2008, men disse blev fejlagtigt brugt på andre afgrøder. Klager henviste til forvirring omkring anmeldelse af denne type arealer i 2008 og handlede i god tro.

Landbrugsstyrelsen bemærkede i sit svar, at betalingsrettigheder i 2008 ikke kunne anvendes til arealer med permanente afgrøder eller skov, og at udtagningsrettigheder kun kunne bruges til sådanne arealer. Styrelsen fremhævede, at markerne skulle have været anmeldt med udtagningsrettigheder i fællesskemaets kolonne 7 og med afgrødekode 314 (20-årig udtagning med tilsagn om skovrejsning fra Naturstyrelsen), ikke 312.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Landbrugsstyrelsens afgørelse af 4. oktober 2018 om tilbagebetaling af for meget udbetalt støtte efter grundbetalingsordningen i 2015. Nævnet har vurderet sagen ud fra klagers anbringender samt spørgsmål om overholdelse af forvaltningslovens begrundelseskrav og markernes støtteberettigelse i både 2008 og 2015.

Begrundelseskravet i forvaltningsloven

Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens afgørelse ikke fuldt ud levede op til begrundelseskravet i Forvaltningslovens § 22, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1. Der manglede en fyldestgørende henvisning til de retsregler, der lå til grund for styrelsens vurdering af, at klager ikke retmæssigt havde modtaget støtte i 2008. Dog vurderede nævnet, at denne mangel ikke var konkret væsentlig for sagen og ikke medførte afgørelsens ugyldighed, da klagerens forståelse af sagen og evne til at klage ikke var påvirket.

Markernes støtteberettigelse i 2008

I 2008 kunne støtte opnås via betalingsrettigheder eller udtagningsrettigheder. Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 fastsatte reglerne herfor. Ifølge Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 artikel 44, stk. 2, kunne betalingsrettigheder ikke anvendes til arealer med skov. Derimod kunne udtagningsrettigheder anvendes til arealer med skov, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 artikel 54, stk. 2, især for arealer tilplantet med skov i henhold til Forordning (EF) nr. 1257/1999 artikel 31.

Nævnet fastslog, at markerne ikke gav ret til støtte under enkeltbetalingsordningen i 2008. Dette skyldtes, at klager i Fællesskema 2008 havde angivet at ville anvende betalingsrettigheder på markerne, hvilket var i strid med Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 artikel 44, stk. 2, da markerne var skovarealer. Selvom klager kunne have anvendt udtagningsrettigheder, var det ansøgningen, der var afgørende for støtteberettigelsen, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 artikel 22, stk. 1, og Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 artikel 23, stk. 1.

Markernes støtteberettigelse i 2015

For at opnå støtte under grundbetalingsordningen i 2015 skulle arealet have givet ret til betalinger under enkeltbetalingsordningen i 2008, og arealet skulle være tilplantet med skov i henhold til Forordning (EF) nr. 1257/1999 artikel 31 eller Forordning (EF) nr. 1698/2005 artikel 43. Dette følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 32, stk. 1, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 32, stk. 2, litra b, nr. ii.

Da nævnet havde fastslået, at markerne ikke retmæssigt gav ret til støtte i 2008, var betingelsen for støtte i 2015 ikke opfyldt. Det forhold, at klager faktisk modtog støtte i 2008 på grund af en fejl fra Landbrugsstyrelsens side, ændrer ikke ved, om arealerne gav ret til støtte, hvilket er det afgørende kriterium.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Landbrugsstyrelsens afgørelse af 4. oktober 2018 om tilbagebetaling af for meget udbetalt støtte efter grundbetalingsordningen i 2015. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.