Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation i Sønderborg Kommune

Vurdering af dispensation fra lokalplanens § 5.3

Nævnet vurderede, at lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. Lokalplanens § 5.3 omhandler carporte og udhuse og fastsætter maksimale mål for højde, længde og areal. Nævnet fandt, at bestemmelsen alene gælder for carporte og udhuse, og at en overdækning, som den pågældende, der er sammenhængende med boligen og garagen og åben på den ene side, ikke kan karakteriseres som hverken en carport eller et udhus, men snarere en overdækket terrasse.

På denne baggrund konkluderede Planklagenævnet, at overdækningen ikke var omfattet af bestemmelsen i lokalplanens § 5.3, og at dens højde, længde og areal derfor var umiddelbart tilladt i forhold til denne bestemmelse. Overdækningen krævede således ikke dispensation fra denne del af bestemmelsen.

Vurdering af bebyggelsesprocenten

Lokalplanens § 5.1 fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 30 %. Nævnet fastslog, at beregningen af bebyggelsesprocenten skal ske efter de regler i Bygningsreglement 1998 (BR98), der var gældende ved lokalplanens vedtagelse i april 2007. Kommunen havde beregnet bebyggelsesprocenten til 23,87 % ved at fratrække arealet af overdækningen og legehuset samt 35 m² pr. bolig for fritliggende enfamiliehuse, i overensstemmelse med BR98. Nævnet fandt, at bebyggelsesprocenten var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophævede Sønderborg Kommunes dispensation fra lokalplanens § 5.3 vedrørende højde, længde og størrelse, da det ansøgte var umiddelbart tilladt i forhold til denne bestemmelse og derfor ikke krævede dispensation. Nævnet kunne ikke give medhold i de resterende klagepunkter over Sønderborg Kommunes afgørelse af 16. oktober 2018.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Klagen fra grundejerforeningen og naboejendommen

Grundejerforeningen og ejerne af en naboejendom påklagede kommunens afgørelse. Deres hovedargumenter var:

• Bygherren er en professionel entreprenør, der burde kende byplanvedtægtens bestemmelser.
• Kommunen havde ikke hjemmel i byplanvedtægtens § 10 til at meddele dispensationen, da områdets karakter skal fastholdes. Klagerne mente, at de dispenserede forhold var af så markant betydning, at en fysisk lovliggørelse eller en ny lokalplan var nødvendig.
• Arealet omfattet af strandbeskyttelseslinjen burde ikke medregnes i grundarealet ved beregning af udnyttelsesgraden.
• Den markante overskridelse af facadehøjden (§ 5.2) og den tætte placering af det hævede opholdsareal (§ 5.3) og udhuset (§ 5.4) ved skel var generende for privatlivets fred og naboerne.
• Ejerne af naboejendommen anførte desuden, at en del af kystsikringen var fjernet i forbindelse med bebyggelsens opførelse, hvilket kunne føre til oversvømmelser.