Afgørelse i klagesag om Københavns Kommunes påbud om lovliggørelse af døre og hegn

Kommunen erkendte en administrativ fejl ved det forsinkede tilsyn, men afviste, at dette ændrede ved behovet for tilsyn. Kommunen fastholdt, at hegnet var omfattet af lokalplanen fra 1987 og krævede dispensation. Kommunen afviste brud på lighedsgrundsætningen, da der ikke var givet dispensationer til de nævnte ejendomme, og lovede at undersøge de påståede ulovlige forhold.

Planklagenævnet ophævede Københavns Kommunes påbud af 25. oktober 2016 om lovliggørelse af døre mod gården og hegn mod gaden. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunens afgørelser efter planloven, herunder tilsynsafgørelser og påbud om lovliggørelse, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 og Planloven § 51, stk. 1. Nævnet kunne dog ikke behandle klagepunktet om forøgede udgifter, da dette vedrører byggelovgivningen eller erstatningsret, og heller ikke spørgsmålet om eventuel efterfølgende opfyldelse af påbuddet.

Myndighedspassivitet og indrettelseshensyn

Nævnet fandt ikke, at der forelå myndighedspassivitet eller indrettelseshensyn. Kommunen blev først bekendt med de ulovlige forhold i marts 2016, og forløbet fra færdigmeldingen i 2013 til 2016 var ikke udtryk for passivitet i planlovens forstand. En sagsbehandlingstid på tre år var heller ikke tilstrækkelig til at skabe en berettiget forventning om, at kommunen ikke ville håndhæve lokalplanen. Indrettelseshensyn forudsætter, at forholdet har eksisteret i betydeligt mere end tre år.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Nævnet fastslog, at lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Opsætning af et nyt hegn, som erstatning for et tidligere, skal overholde lokalplanen fra 1987. Nævnet vurderede, at lokalplanens § 4, stk. 2 er en kompetencenorm, der kræver tilladelse/dispensation for opsætning af hegn. Ligeledes fandt nævnet, at lokalplanens § 6, stk. 1 og lokalplanens § 6, stk. 2, litra c betød, at døre i fuld glas krævede tilladelse/dispensation.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Det forhold, at kommunen ikke havde forfulgt lignende ulovlige forhold på andre ejendomme, kunne ikke sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis.

Vurdering af lovliggørelsespåbuddet

Nævnet fandt, at påbuddet led af væsentlige mangler:

• Hegnet: Påbuddet var ikke tilstrækkeligt klart formuleret, da det ikke specificerede, om hegnet skulle fjernes helt eller kunne bibeholdes i en lavere højde. Da lokalplanens § 4, stk. 2 er en kompetencenorm, kunne klageren ikke direkte udlede lovliggørelsesmåden af bestemmelsen. Dette gjorde påbuddet ugyldigt.
• Dørene: Kommunen havde ikke vurderet muligheden for retlig lovliggørelse (dispensation) for dørene, hvilket er et krav i henhold til proportionalitetsprincippet. Denne mangel gjorde påbuddet vedrørende dørene ugyldigt.

Bemærkninger til ny behandling af sagen

Planklagenævnet påpegede, at en eventuel ny behandling af sagen skal ske i overensstemmelse med følgende:

• Kommunen skal vurdere muligheden for retlig lovliggørelse af dørene.
• Hvis kommunen fortsat ønsker at give påbud om fysisk lovliggørelse af dørene, skal et fornyet påbud indeholde en præcis beskrivelse af, hvad adressaten skal gøre.
• Kommunen skal desuden beskrive, hvad adressaten skal gøre for at opfylde påbuddet i forhold til hegnet.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Kommunens bemærkninger

• Området var ikke præget af lignende tilfælde.
• Placeringen af carporten skulle ændres.
• Anmeldelsespligten var ikke bortfaldet, da der var tale om anden lovgivning (Planloven).
• Lokalplanen var entydig, og påbuddet omfattede både carport og udhus.