Afgørelse om klage over lokalplan nr. 104.1140-L02 for boligområde ved [vejnavn1] og [vejnavn2], Hjørring

Planklagenævnet har heller ikke hjemmel til at tage stilling til spørgsmål reguleret af Lov om private fællesveje. Nævnet afviste derfor klagepunkterne vedrørende vejrettigheder, ekspropriation og godtgørelse efter denne lovgivning. Nævnet bemærkede, at der ikke efter planloven er noget til hinder for, at en kommune vedtager en lokalplan, selvom den endelige realisering af planen afhænger af tilladelse fra anden lovgivning, som f.eks. vejlovgivningen.

Vejadgang via [vejnavn1]

Nævnet vurderede, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig betydning, herunder adgangsforhold, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 4. Lokalplaner kan dog ikke regulere vejrettigheder, som reguleres af anden lovgivning. Planklagenævnet antog ikke, at det har været hensigten med lokalplanens § 8.1 at fastsætte bestemmelser om vejret til [vejnavn1], da bestemmelsen ikke bruger udtrykket 'vejret', og da lokalplanens redegørelse angiver, at nye adgange kræver tilladelse efter vejlovgivningen. Desuden kan en lokalplan alene regulere forhold inden for lokalplanområdet, og [vejnavn1] ligger uden for dette område. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagepunktet om vejadgang.

Beslutningsgrundlag

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen har handlet i strid med officialprincippet, selvom kommunen i et brev fejlagtigt betegnede [vejnavn1] som en 'kommunal vej' i stedet for 'kommunal ejet vej'. Nævnet lagde vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af lokalplan nr. 135.4 § 5.2, at vejen udlægges som privat fællesvej, og at kommunen i sine bemærkninger til nævnet har præciseret fejlen. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at kommunen har været i en vildfarelse om, at [vejnavn1] er en privat fællesvej. Klagepunktet om, at kommunens afgørelse var truffet på et forkert grundlag, blev derfor ikke imødekommet.

Afgørelse

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over lokalplan nr. 104.1140-L02, som er endeligt vedtaget af Hjørring Kommune den 6. december 2017. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Klager over Manglende Underretning

Klager anførte, at der manglede skriftlig underretning fra kommunen til flere involverede parter, herunder ejere, lejere, naboer og brugere af området, specifikt Haveforeningen [...], i strid med Planloven § 26. Kommunen oplyste, at der var givet skriftlig underretning til ejere, lejere og brugere af ejendomme omfattet af forslaget, samt til tilstødende naboejendomme og foreninger, som kommunen skønnede havde væsentlig betydning for dem. Kommunen henviste desuden til digital annoncering, offentlig debat og borgermøder som yderligere informationskilder.

Spørgsmål om Inhabilitet

Klager gjorde gældende, at borgmester AS og tidligere borgmester LS var inhabile i sagen. AS sad i bestyrelsen for Campus, og LS sad i bestyrelsen for [virksomhed1], som er naboer til Campus. Klager henviste til, at de var erklæret inhabile ved vedtagelsen af den sammenhængende lokalplan nr. 1158, og at lokalplan nr. 1155 indeholdt en bestemmelse om adgangsvej til uddannelsesinstitutionerne, hvilket skabte en interessekonflikt. Kommunen vurderede, at der for LS og AS forelå inhabilitet i forbindelse med lokalplan nr. 1158, jf. Forvaltningsloven § 3, stk. 1, nr. 5, men ikke for lokalplan nr. 1155, da den potentielle vejadgang blev anset for en mindre detalje uden væsentlig betydning for Campus og [virksomhed1]. Kommunen henviste til Forvaltningslovens § 3, stk. 2, som undtager inhabilitet, hvis interessens karakter eller styrke ikke kan antages at påvirke afgørelsen af uvedkommende hensyn.