Klage over afgørelse om ikke VVM-pligt for etablering af rørlagt vandløb ikke taget til følge

Sagen omhandler en klage over Svendborg Kommunes afgørelse af 6. marts 2017, som fastslog, at etablering af et nyt rørlagt vandløb ved [A1] og den private ejendom på [A2], 5700 Svendborg, ikke var omfattet af krav om udarbejdelse af en VVM-redegørelse. Projektet har til formål at reducere oversvømmelse af den offentlige vej og den private ejendom.

Projektets omfang og formål

Det rørlagte vandløb skal primært aflede rent kildevand, men ved kraftigt regnvejr kan det også aflede overfladevand fra tag og befæstede arealer. Den maksimale udledning af overfladevand er angivet til 1,8 l/sekund. Afledningen sker via drænrør og faste rør til en nærliggende sø på 1000 m², som er beskyttet under Naturbeskyttelseslovens § 3. Som en del af projektet etableres to sandfangsbrønde for at filtrere vandet inden udledning til søen.

Kommunens vurdering og klagen

Svendborg Kommune vurderede, at projektet var omfattet af den dagældende Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) bilag 2, punkt 10 g_bilag_2_punkt_10_g) om regulering af vandløb. Efter en VVM-screening konkluderede kommunen, at projektet ikke ville påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke var VVM-pligtigt. Kommunen lagde vægt på, at vandet primært var rent kildevand, og at projektet ikke ville forringe søens naturkvalitet eller have længerevarende konsekvenser for områdets arter. Der var heller ingen kendte bilag IV-arter i projektområdet, som ville blive beskadiget.

Danmarks Naturfredningsforening, lokalafdeling Svendborg, påklagede afgørelsen den 4. april 2017. Klager anførte, at der ikke var foretaget en tilstrækkelig vurdering af projektets påvirkning af den § 3-beskyttede sø. De fremhævede, at udledning af overfladevand fra vejen kunne medføre udledning af miljøfremmede stoffer som olie og salt, hvilket potentielt kunne skade søens flora og fauna.

Kommunens bemærkninger til klagen

Svendborg Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at det afledte areal maksimalt var 92 m², og at trafikken i området var begrænset. Størstedelen af vandet var kildevæld, og mængden af miljøfremmede stoffer blev vurderet som ubetydelig. Kommunen påpegede desuden, at en del af overfladevandet allerede naturligt blev udledt til søen, og at der ikke var nationale retningslinjer eller lokale krav om rensning af vand fra veje med så lav trafikbelastning. Eventuel forurening kunne oprenses fra sandfangsbrøndene.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) behandlede sagen og fandt ikke grundlag for at give medhold i klagen over Svendborg Kommunes afgørelse om ikke-VVM-pligt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. . Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. .