Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om ophævelse af påbud om støjmålinger fra vindmøller i Brønderslev Kommune

Brønderslev Kommune meddelte den 23. marts 2018 et påbud om nye støjmålinger af vindmøllerne ved Pulsen, matr. nr. F og F Voergård Hgd, Voer samt matr. nr. F Kvisselholtgård, Dronninglund. Påbuddet blev givet på baggrund af gentagne naboklager over støj og med henvisning til Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 12, stk. 1, nr. 3. Målingerne skulle udføres i henhold til bekendtgørelsens bilag 1, afsnit 1 og 2, samt som en ”Miljømåling – ekstern støj” efter kvalitetsbekendtgørelsen.

Klagerens argumenter

En af vindmøllernes ejere påklagede afgørelsen den 8. maj 2018 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageren anførte, at der ikke var grundlag for påbuddet, da vindmøllerne ikke forårsagede væsentlige støjgener.

Klageren fremhævede følgende punkter:

• Akkrediterede støjmålinger fra 2014, udført som krævet i VVM-tilladelsen, viste, at Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 4s grænseværdier var overholdt.
• Byretten i Hjørring (2016) og Vestre Landsret (2017) havde afvist tvivl om validiteten af 2014-målingerne. Logfiler dokumenterede uændrede støjindstillinger siden idriftsættelsen.
• Miljøstyrelsen og dens referencelaboratorium havde oplyst, at der ikke var kendskab til, at støjbidrag fra vindmøller stiger over tid.
• Støjmålinger udført af den omboende med ikke-akkrediteret udstyr kunne ikke tillægges betydning.

Brønderslev Kommunes bemærkninger

Brønderslev Kommune fastholdt påbuddet med henvisning til gentagne klager fra en omboende. Kommunen henviste til en orienterende måling af lavfrekvent støj, som viste en støjbelastning på 21,9 dB(A) til 31,9 dB(A), hvilket oversteg grænseværdien på 20 dB(A) for lavfrekvent støj fastsat i Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 4, stk. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Brønderslev Kommunes påbud af 23. marts 2018 om målinger af støj fra vindmøllerne. Nævnet fandt, at kommunen ikke havde sandsynliggjort, at vindmøllerne gav anledning til væsentlige støjgener, hvilket er en forudsætning for at meddele påbud i henhold til Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 12, der svarer til den generelle bestemmelse i Miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 1, nr. 1. Sagen blev behandlet efter den dagældende bekendtgørelse fra 2015, jf. Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 15, stk. 7.

Nævnets vurdering

Nævnet lagde vægt på følgende:

• En støjrapport fra 13. juni 2014 dokumenterede, at støjbelastningen ved de omboende lå mindst 1 dB(A) eller mere under de fastsatte støjgrænser i Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 4, stk. 1, nr. 1.
• Vindmøllernes støjmodes var uændrede i forhold til det tilladte på opstillingstidspunktet og det, der lå til grund for støjrapporten.
• Der var ingen indikationer på, at støjniveauet fra vindmøllerne ændrede sig over tid.

Nævnet bemærkede, at tilsynsmyndigheden kan foretage orienterende støjmålinger for at vurdere nødvendigheden af at pålægge ejerne at udføre støjmålinger. Særligt for lavfrekvent støj skal Miljøstyrelsens orientering nr. 9/1997 indgå i kommunens vurdering på grund af måletekniske vanskeligheder.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8. Nævnet begrænsede sin prøvelse til de forhold, der var klaget over, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.