Landsskatteretten: Skattepligt af bankindsætninger og uregistreret bilhandel

Skattestyrelsen godkendte ikke fradrag for afholdte udgifter i forbindelse med bilhandlen, da klageren ikke havde dokumenteret disse.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen begrundede forhøjelserne med, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at indsætningerne stammede fra allerede beskattede midler eller var skattefrie, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1. De fremlagte gevinstkuponer var ikke tilstrækkelige, og gældsbrevet med [person2] blev ikke anset for dokumentation for et lån. Skattestyrelsen anså klageren for at have drevet uregistreret erhvervsmæssig virksomhed med bilsalg på grund af omfanget af bankindsætninger og antallet af solgte biler, og nægtede fradrag for udgifter efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a grundet manglende dokumentation. For indkomståret 2014 fandt Skattestyrelsen, at sagen kunne genoptages ekstraordinært efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive beløbene. Reaktionsfristen på 6 måneder i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 blev anset for overholdt, da kundskabstidspunktet blev fastsat til den 5. april 2018, hvor Skattestyrelsen modtog klagerens redegørelse og dokumentation.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse af skatteansættelserne til 0 kr. Principalt gjorde klageren gældende, at bankindsætningerne primært stammede fra skattefrie gevinster ved spil, jf. Lov om afgifter af spil § 1, stk. 3. Overførsler fra [person1] og [person2] var spillegevinster, der oversteg kioskernes kontantbeholdning. Kontantindsætninger var også spillegevinster, hvor ”løn” blev brugt som kamuflage. Valutaveksling var en tjeneste for en ven. Overførsler fra andre var private eller tilbagebetaling af udlæg. Lånet fra [person7] dækkede overtræk og spillemidler.

Desuden hævdede klageren, at han ikke havde udøvet erhvervsmæssig virksomhed med bilsalg, da bilerne var indkøbt til privat benyttelse og derfor var skattefrie efter Statsskatteloven § 5. Den hurtige udskiftning skyldtes spillegevinster og ønske om bedre biler. En Toyota Corolla Verso var solgt på vegne af en ven. Subsidiært nedlagde klageren påstand om fradrag for driftsomkostninger efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, idet han havde afholdt udgifter til køb af bilerne, og avancen kun var 2.000-5.000 kr. pr. bil. Klageren bestred også momstilsvaret.

Bankindsætninger

Landsskatteretten fandt, at de kontante bankindsætninger på klagerens private bankkonto for indkomstårene 2014 (39.993 kr.) og 2015 (31.916 kr.) måtte anses for skattepligtig indkomst i medfør af Statsskatteloven § 4. Retten lagde vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at beløbene stammede fra skattefrie spillegevinster eller valutaveksling. Specifikt for valutaveksling blev det bemærket, at der manglede dokumentation for pengestrømmene, og at klagerens forklaring om hævninger svarende til indsætninger ikke var tilstrækkelig.

For så vidt angår overførsler fra andre (23.500 kr. i 2014 og 54.712 kr. i 2015), fandt retten, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene stammede fra modregning for spil, bilkøb for venner eller lån. Der manglede dokumentation som korrespondance, bankudskrifter eller posteringer. Overførslen på 45.000 kr. fra [person7] i 2015 blev ikke anset for et dokumenteret låneforhold, da der manglede objektive kendsgerninger som lånedokument med vilkår eller dokumentation for gældsforholdets beståen.

Vedrørende overførsler fra [person1] og [person2] (611.690 kr. i 2014 og 630.712 kr. i 2015), fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde dokumenteret, at der var tale om ikke-skattepligtige spillegevinster. Retten lagde vægt på, at der ikke kunne laves en afstemning af hævede og indsatte beløb, og at klageren ikke havde fremlagt et spilleregnskab eller en opgørelse over gevinster og indskud. Desuden fremgik det ikke af kontoudskrifterne, hvad overførslerne vedrørte, eller hvem de var udbetalt af, da de primært var overført med teksten ”[person1]” og ”[person2]”. De fremlagte gevinstkuponer fra 2015 blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation, da de ikke var ihændehaverbeviser, og der manglede tidsmæssig sammenhæng og overensstemmelse med de indbetalte beløb. Gældsbrevet med [person2] blev heller ikke anset for at dokumentere en klar sammenhæng, da det var underskrevet i 2017 og afviklingen først skulle ske fra 2017. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse på disse punkter.

Indtægter fra bilsalg

Landsskatteretten vurderede, at klageren havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af brugte biler i indkomstårene 2014 og 2015. Dette blev baseret på en samlet konkret vurdering af aktivitetens intensitet og omfang. Retten lagde vægt på:

• Væsentlige beløb fra bilsalg indsat på klagerens konto (432.300 kr. i 2014 og 94.530,77 kr. i 2015).
• Løbende aktivitet på kontoen relateret til bilsalg.
• Salg af 3 biler til bilmægler [person8] i 2014 og 2 biler i 2015, hvoraf klageren ikke var registreret som ejer af 4 af bilerne.
• Salg af biler med afdrag til bilmægleren, hvilket gav transaktionerne et professionelt islæt.
• Klagerens erhvervelse af 3 biler i 2014 og 6 biler i 2015 inden for relativt korte perioder ifølge R75-kontroloplysninger.

Retten fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at handlerne alene var et udslag af klagerens private interesse for biler. Derfor blev klageren anset for selvstændig erhvervsdrivende i de omhandlede indkomstår.

Fradrag for driftsomkostninger

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradrag for driftsomkostninger i forbindelse med bilhandlen. Retten henviste til, at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for afholdte driftsudgifter eller sandsynliggjort sine udgifter til køb af biler ved oplysninger om samhandelspartnere. Desuden var det rettens opfattelse, at anskaffelsen af bilerne var foretaget med ikke-beskattede midler, herunder udeholdte indtægter, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og praksis som SKM2004.162.HR og SKM2013.493.VLR.

Formalitet

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2014. Retten lagde vægt på, at klageren ved ikke at selvangive de betydelige beløb, der løbende blev indbetalt på hans konti, og som Skattestyrelsen først fik kendskab til via SØIK, havde handlet mindst groft uagtsomt. Dette bevirkede, at Skattestyrelsen havde foretaget skatteansættelsen på et ufuldstændigt grundlag, hvilket opfyldte betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

Vedrørende reaktionsfristen på 6 måneder i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, fastslog retten, at kundskabstidspunktet var den 5. april 2018. Dette var tidspunktet, hvor Skattestyrelsen modtog klagerens svar og dokumentation, og dermed var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere grundlaget for ekstraordinær ansættelse, jf. U.2018.360H. Da agterskrivelsen blev fremsendt den 18. juli 2018, og afgørelsen den 24. august 2018, var varslingsfristen overholdt. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse i sin helhed.

Bankindsætninger

SKAT havde forhøjet klagerens indkomst med 71.000 kr. og 81.200 kr., i alt 152.200 kr., indsat på klagerens bankkonto. Klageren forklarede, at indsætningen på 71.000 kr. vedrørte indfrielse af lån til bekendte, og at indsætningen på 81.200 kr. var provenu fra salg af en bekendts bil, som klageren havde modtaget en check for og efterfølgende hævet kontant og afregnet. SKAT fandt ikke, at klageren havde dokumenteret, at beløbene stammede fra allerede beskattede midler eller var indkomstopgørelsen uvedkommende. SKAT anførte, at det virkede usandsynligt, at klageren skulle have modtaget løbende tilbagebetalinger i kontanter, og at han kort tid efter at have lånt penge af sin mor, havde udlånt store beløb til bekendte. Klagerens repræsentant fastholdt, at der var tale om tilbagebetaling af udlån og afregning af bilhandel for en bekendt, og at manglende gældsbeviser skyldtes gensidig tillid. Klagerens likvide formue stammede fra en erstatning efter en trafikulykke.