Forarbejder til Spilleafgiftsloven § 1
I stk. 1 fastsættes, at der skal betales afgift af spil, der udbydes eller arrangeres i det omfang det følger af reglerne i loven.
I relation til forslagets stk. 2 skal anføres, at det i spillelovens § 2, stk. 2 og 3 foreslås fastsat, at der kan gives tilladelse til spil på danske fartøjer, udenlandske fartøjer, der befinder sig i dansk territorium, og danske fartøjer samt udenlandske fartøjer, der opereres i henhold til dansk driftstilladelse, uanset om skibet eller luftfartøjet befinder sig uden for dansk territorium. Spilleloven finder ikke anvendelse på fartøjer, der ikke anløber dansk havn eller flyver til dansk lufthavn. Forslaget til dette brede anvendelsesområde skal ses i lyset af, at der givetvis er mange danskere ombord på sådanne transportmidler, hvorfor det, for at beskytte spillerne så godt som muligt, er hensigtsmæssigt, at der er kontrol m.v. med de spil, der foregår ombord.
Det er hensigten at kunne give tilladelse til udbud af spil (f.eks. gevinstgivende spilleautomater eller et kasino), men man ønsker også at kunne forbyde spil ved ikke at give tilladelse. Ved lovgivningen sikres, at der ikke f.eks. kan oprettes kasinoer uden spilletilladelse på danske og udenlandske skibe, der opereres i henhold til dansk driftstilladelse, som så åbner, så snart skibet/flyet er ude af dansk territorium.
I afgiftsmæssig henseende er det naturligt at opkræve afgift af spil på dansk territorium. For så vidt angår opkrævning af spilleafgift i internationalt farvand/luftrum, er det endvidere muligt at opkræve afgift af de spil, der udbydes med dansk tilladelse. Herved kan der opkræves dansk afgift af f.eks. spilleautomater opstillet på færgerne mellem Danmark og Tyskland (hvilket der også bliver i dag), og af kasinospil, hvis der f.eks. gives tilladelse til udbud heraf på en sådan færge eller en færge med rute mellem en dansk havn og en havn i et tredjeland. Det er dog kun muligt at opkræve dansk afgift af spil, der udbydes på et andet lands territorium (f.eks. tysk/svensk/norsk søterritorium), såfremt dette er aftalt med det pågældende land.
Med hensyn til spil der foregår internationalt, dvs. udbydes eller afholdes i flere lande samtidig, herunder i Danmark, er den del af spillet, der udbydes eller afholdes i andre lande, ikke omfattet af afgiftspligten.
Det foreslås i stk. 3, at gevinster fra spil, der er omfattet af loven, og hvor afgiftsbetalingen derfor bestemmes af loven, ikke skal indkomstbeskattes. Dette svarer til gældende regler.
Indtil 2004 skulle gevinster fra alle spil i andre lande indkomstbeskattes her i landet. Imidlertid fastsatte EU-Domstolen i sag (C-42/02, Lindman), at et EU-land ikke kan anse gevinster vundet i et lotteri i et andet EU-land for skattepligtig indkomst for vinderen, hvis gevinster vundet i nationale lotterier er skattefri. Dette førte til, at Skatteministeriet den 15. marts 2004 udsendte en meddelelse (SKM2004.121.DEP) om, at gevinster vundet på et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU-land eller EØS-land, er fritaget for indkomstbeskatning i det omfang, det tilsvarende spil eller lotteri her i landet ikke indkomstbeskattes. Gevinster vundet i spil i lande uden for EU og EØS forblev indkomstskattepligtige.
Det foreslås, at princippet i Skatteministeriets meddelelse indsættes i loven, jf. stk. 3.
Indkomstskattepligtigt vil ligesom efter gældende regler være:
– Gevinster vundet fra spiltyper, der ikke omfattes af afgiftsloven.
– Gevinster vundet fra spil udbudt her i landet, som ikke udbydes med tilladelse her i landet.
– Gevinster vundet fra spil udbudt i et andet EU- eller EØS-land, når spillet ikke tilladt i det pågældende land.
– Gevinster vundet i spil udbudt i et land uden for EU og EØS.
Opkrævningsloven, der trådte i kraft den 1. januar 2001, indeholder som udgangspunkt fælles regler om opkrævning af alle skatter og afgifter. På visse områder skønnes det mest hensigtsmæssigt med særregler for spilleafgifterne. Dette gør sig eksempelvis gældende i forhold til afregningsperioden, hvor afregningsperioderne i denne lov er tilpasset forskellige spilletyper. Denne lov indeholder derfor særskilte regler herom.
Endvidere finder opkrævningslovens § 12 og § 13 om negativ afgiftstilsvar ikke anvendelse, da der ikke vil forekomme negative afgiftstilsvar i forbindelse med betaling af spilleafgifter, jf. stk. 4.
Til kapitel 2
Til lotterier