Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler SKATs afgørelse om, at tre udlån fra klagerens enkeltmandsvirksomhed ikke kunne anses for erhvervsmæssige aktiver i virksomhedsordningen. Klageren driver en virksomhed med arbejdsudleje, udlejning af lastbiler og driftsmidler, udlejning af fast ejendom samt salg af korn, og anvender virksomhedsordningen.
SKAT havde hævet de tre udlån, der samlet udgjorde 12.637.029 kr., ud af virksomhedsordningen ultimo 2014 og behandlet dem som private hævninger. Dette medførte en betydelig forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for 2014.
SKAT begrundede sin afgørelse med, at ingen af udlånene var erhvervsmæssigt begrundede. For udlånet til [virksomhed2] A/S anførte SKAT, at det bogførte tilgodehavende reelt var et ikke-eksisterende aktiv efter aktiekøbet i 2009. For de øvrige udlån til [virksomhed3] A/S og [virksomhed4] ApS mente SKAT, at der ikke var dokumenteret en forretningsmæssig tilknytning til klagerens virksomheds drift, og at de snarere var ydet for at tilgodese klagerens private interesser. SKAT henviste til Virksomhedsskatteloven § 1 og Virksomhedsskatteloven § 5 og fastslog, at hævningerne skulle placeres i 2014, da dette var det tidligste indkomstår inden for den ordinære genoptagelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.
Klagerens repræsentant påstod principalt, at udlånene var erhvervsmæssigt begrundede, idet det at tjene penge på udlån i form af renter og kursgevinster i sig selv var en forretningsmæssig begrundelse. Subsidiært påstod repræsentanten, at hvis udlånene ikke var erhvervsmæssige, skulle hævningerne placeres på det faktiske udlånstidspunkt (2008 og 2010), hvilket ville være uden for den ordinære genoptagelsesfrist. Repræsentanten henviste til en tidligere Landsskatteretskendelse (LSR 14-1492502) til støtte for, at hævninger skulle ske på det tidspunkt, hvor fejlen opstod, og argumenterede for, at SKATs afgørelse udgjorde en skærpende praksisændring.
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at tre udlån ikke kunne anses for erhvervsmæssige aktiver i virksomhedsordningen og derfor skulle behandles som private hævninger i indkomståret 2014.
Landsskatteretten henviste til Virksomhedsskatteloven § 1 og dens forarbejder, som fastslår, at kun erhvervsmæssige aktiver kan indgå i virksomhedsordningen. Private lån, der finansieres via virksomheden, anses som hævninger efter Virksomhedsskatteloven § 5. Det er ikke tilstrækkeligt, at der opnås en god forrentning af lånet, hvis formålet primært tilgodeser private interesser.
Udlån til [virksomhed2] A/S (5.187.029 kr.): Landsskatteretten fandt, at udlånet ikke var et erhvervsmæssigt aktiv. Der blev lagt vægt på, at lånet ikke havde en direkte tilknytning til virksomhedens drift, og at det året efter etableringen blev konverteret til aktier, som ikke kan placeres i virksomhedsordningen. Lånebeløbet skulle derfor overføres i hæverækkefølgen, jf. Virksomhedsskatteloven § 5.
Udlån til [virksomhed3] A/S (5.600.000 kr.): Retten anså heller ikke dette udlån for et erhvervsmæssigt aktiv. Begrundelsen var, at lånet ikke havde direkte tilknytning til virksomhedens drift, og der var ikke dokumentation for samhandel. Lånet blev anset for primært ydet til finansiering af selskabets drift som følge af klagerens interesser som aktionær i et selskab, der ejede aktier i [virksomhed3] A/S. Lånebeløbet skulle derfor overføres i hæverækkefølgen, jf. Virksomhedsskatteloven § 5.
Udlån til [virksomhed4] ApS (1.850.000 kr.): Ligeledes blev dette udlån ikke anset for et erhvervsmæssigt aktiv. Retten lagde vægt på manglende direkte tilknytning til virksomhedens drift og fravær af dokumentation for samhandel. Udlånet blev anset for ydet for at tilgodese klagerens private interesser. Lånebeløbet skulle derfor overføres i hæverækkefølgen, jf. Virksomhedsskatteloven § 5.
Landsskatteretten fastslog, at de samlede udlån på 12.637.029 kr. skulle overføres i hæverækkefølgen i indkomståret 2014, jf. Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 5. Ændringen blev anset for foretaget inden for den ordinære genoptagelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.
Retten henviste til egen praksis i SKM2018.467.LSR og SKM2018.652.LSR, hvor aktiver, der fejlagtigt var placeret i virksomhedsordningen, kunne udtages i det indkomstår, hvor SKAT konstaterede fejlen, så længe det var inden for den ordinære ligningsfrist. Klagerens henvisning til LSR 14-1492502 førte ikke til et andet resultat, da den sag var konkret begrundet i anvendelsen af Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5 (kontrollerede transaktioner) og en anden begrundelse for hævetidspunktet. Landsskatteretten fandt ikke, at afgørelsen i nærværende sag var udtryk for en praksisændring.
Erhvervsstyrelsen vurderer, at NKT A/S ikke skal aktivere låneomkostninger for nye investeringer i produktionskapacitet, da selskabets likvide beholdninger overstiger dets gæld.
Skatteministeriet
Skatteministeriet
Sagen omhandler to hovedspørgsmål vedrørende en klagers udlejningsvirksomhed, der anvender virksomhedsordningen: overførsel af en privat ejerlejlighed fra virksomhedsordningen til privatsfæren og behandlingen af et udlån til en tredjepart som et erhvervsmæssigt aktiv.
Klageren driver en udlejningsvirksomhed med tre ejendomme under virksomhedsordningen. I 2011 købte klageren en ejerlejlighed ([adresse1], 5. th) med sin ægtefælle, oprindeligt til privat brug. Lejligheden blev ved en fejl indregnet i virksomhedsordningen i 2011. Klageren forsøgte at korrigere dette i 2012 ved at regulere kapitalafkastgrundlaget primo 2012 med et nettobeløb på 1.143.911 kr. via mellemregningskontoen, svarende til ejendommens værdi reduceret med prioritetsgælden. Klageren argumenterede for, at denne nettoregulering var korrekt og i overensstemmelse med gældende praksis for rettelse af fejl, og at ejendommen aldrig skulle have været i virksomhedsordningen, da den var til privat brug.
Satser i lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven)
Oversigt over de gældende skattesatser og beløbsgrænser i selskabsskatteloven for 2025 og 2026.
Det andet spørgsmål vedrørte et udlån på 800.000 kr. fra klagerens udlejningsvirksomhed til [virksomhed1] ApS i september 2011. [virksomhed1] ApS er et ejendomsudviklingsselskab, hvor klageren ikke har ejerandel eller familiære relationer. Lånet var forrentet med 12 % p.a., uopsigeligt i 36 måneder, og sikret med underpant i et ejerpantebrev samt personlig kaution. Klageren mente, at lånet var en erhvervsmæssig disposition, da det stammede fra overskydende likviditet i virksomheden og var ydet på markedsvilkår til en forretningsforbindelse, hvilket gav et højere afkast end traditionelle investeringer. Klageren henviste til, at pantebreve kan indgå i virksomhedsordningen på lige fod med forrentede obligationer, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 2 og lovforarbejderne.
SKAT godkendte ikke klagerens primo-regulering af ejendommen og anså udlånet til [virksomhed1] ApS for et ikke-erhvervsmæssigt aktiv. SKATs opfattelse var, at overførslen af ejendommen skulle behandles som to separate transaktioner (indskud og hævning) efter bruttometoden, og at udlånet var af privat karakter og derfor skulle hæves ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2012, jf. Virksomhedsskatteloven § 5. SKAT argumenterede for, at udlånet ikke havde tilknytning til klagerens udlejningsvirksomheds drift, og at klageren ikke drev næring med pengeudlån. SKAT foretog konsekvensrettelser i virksomhedsordningen for indkomstårene 2013 og 2014.
Klageren nedlagde sekundær påstand om, at udtagningen af udlånet var forældet, jf. Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, da lånet blev etableret i 2011, og fristen for genoptagelse af 2011 var udløbet, da SKAT foretog reguleringen i 2016. Klageren henviste til LSR2018.14-1492502, der støttede, at rettelsen skulle ske i etableringsåret.
Sagen vedrører en anmodning om bindende svar på, hvorvidt konvertible obligationer kan indgå i virksomhedsordningen, når...
Læs mereSagen omhandler, hvorvidt et beløb på en mellemregningskonto mellem klagerens virksomhed under virksomhedsordningen og e...
Læs mere