Manglende momsfradragsret for filial af norsk selskab grundet manglende selvstændig leverance

Sagen omhandlede en dansk filial af et norsk selskab, der anmodede om genoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2016 med henblik på at opnå momsfradrag. Filialen, hvis primære aktivitet var formidling og distribution af værdipapirer i norske fonde til danske kunder, mente at være berettiget til fuldt momsfradrag i henhold til Momsloven § 37, stk. 7, da ydelserne var momsfritaget efter Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e og leveret til aftagere uden for EU (norske fonde).

Skattestyrelsen afviste anmodningen med den begrundelse, at filialen ikke udøvede selvstændig økonomisk virksomhed i forhold til hovedetableringen i Norge, jf. Momsloven § 3, stk. 1, og ikke selvstændigt leverede ydelser mod vederlag, jf. Momsloven § 4, stk. 1. Skattestyrelsen henviste til, at rammeaftaler og betalinger skete direkte mellem hovedetableringen og fondene, og at filialens indtægter alene var et resultat af intern allokering. Den økonomiske risiko blev anset for at påhvile hovedetableringen, hvilket betød, at filialen og hovedetableringen udgjorde ét og samme momssubjekt, jf. EU-Domstolens dom i sagen C-210/04, FCE Bank.

Filialens repræsentant fastholdt, at filialen var berettiget til fradrag. Repræsentanten argumenterede for, at filialen de facto leverede formidlingsydelser fra et fast forretningssted i Danmark med tilstrækkelige ressourcer. Der blev henvist til EU-Domstolens domme i sagerne C-388/11, Le Crédit Lyonnais, og C-165/17, Morgan Stanley, for at underbygge, at momsfradragsretten skulle opgøres separat for filialen, uafhængigt af hovedetableringens omsætning, og at filialen havde ret til fradrag, hvis hovedetableringens aktiviteter ville give ret til fradrag, hvis de var udført i Danmark. Filialen påpegede, at Skattestyrelsens synspunkt var i strid med principperne i Morgan Stanley-dommen, som ifølge Skatterådets afgørelse SKM2023.184.SR ændrer hidtidig dansk praksis. Filialen afviste relevansen af SKM2023.264.ØLR, da den omhandlede en fællesregistrering, hvilket ikke var tilfældet i den aktuelle sag for den omhandlede periode.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om ikke at imødekomme filialens anmodning om genoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2016. Retten fandt, at filialen ikke var berettiget til momsfradrag i henhold til Momsloven § 37, stk. 7, da den ikke selvstændigt kunne anses for at have leveret ydelser mod vederlag, jf. Momsloven § 4, stk. 1.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Der var alene tale om retsforhold indgået mellem hovedetableringen i Norge og fondene, herunder rammeaftaler.
• Betalingen for ydelserne skete samlet til hovedetableringen i Norge, hvorefter der skete en intern allokering af indtægterne til filialen.
• Der var ikke tale om en selvstændig transaktion mellem en tredjemand og filialen, men derimod mellem fondene og hovedetableringen i Norge. Transaktionerne og aktiviteterne måtte derfor henregnes til hovedetableringens aktiviteter.
• Risikoen forbundet med aktiviteten i filialen måtte anses for at påhvile hovedetableringen i Norge, og filialen var afhængig heraf. Dette var i overensstemmelse med principperne fra EU-Domstolens afgørelse i sagen C-124/04, FCE Bank, præmis 35-38.

Filialen kunne således ikke anses for en selvstændig etablering i filialstrukturen på baggrund af de indtægter, som hovedetableringen henførte til denne. Aktiviteterne i Danmark skulle henregnes til hovedetableringen og ikke til filialen.

Da aktiviteterne ikke skulle henregnes til filialen, fandt Landsskatteretten, at EU-Domstolens afgørelser i sagerne C-388/11, Le Crédit Lyonnais, og C-165/17, Morgan Stanley, ikke var relevante. Fradragsordningen blev anset for et lokalt anliggende, hvor virksomheden i hvert af de lande, hvor den er etableret, må begære fradrag i henhold til de nationale fradragsregler og på baggrund af de aktiviteter, som kan henregnes til den pågældende etablering.