Landsskatteretten Stadfæster Opkrævning af Dækningsafgift på "[produkt1]" Grundet Afgiftspligtigt Karamelfyld

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om opkrævning af yderligere dækningsafgift på 1.106.896 kr. for klagerens import af produktet "[produkt1]" i perioden fra den 1. april 2014 til den 28. februar 2016.

Vurdering af produktets afgiftspligt

Landsskatteretten vurderede først, om "[produkt1]" i sin helhed var afgiftspligtig:

• Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 1 (chokoladevarer): Retten fandt, at produktet ikke var omfattet af afgiftspligten som en chokoladevare. Dette skyldtes, at chokoladen (13 % af vægten) ikke var karaktergivende for produktet, hverken i mængde, smag eller visuel fremtræden. Smagen af kiks og karamel var mere fremtrædende, og chokoladen var placeret på toppen.
• Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 4 (sukkervarer): Retten fandt heller ikke, at produktet i sin helhed skulle anses som en sukkervare, selvom det indeholdt ca. 37 % sukkerarter. Produktets visuelle fremtræden som en bagt kiks med chokolade signalerede ikke tilstrækkeligt tydeligt, at sukker var den karaktergivende egenskab. Den dominerende smag var af sprødt fedtholdigt bagværk, hvor sukkeret kun var en understøttende smagsfaktor.

Vurdering af karamelfyldets afgiftspligt

Da produktet ikke var afgiftspligtigt i sin helhed, vurderede retten, om det indeholdt afgiftspligtige bestanddele i henhold til Chokoladeafgiftsloven § 22. Retten lagde vægt på, om karamelfyldet kunne anses som en selvstændig identificerbar bestanddel, og om det i sig selv ville være afgiftspligtigt under Chokoladeafgiftsloven kapitel 1 eller kapitel 2.

• Retten fandt, at karamelfyldet (32 % af produktvægten) fremstod som en gyldenbrun, klæbrig masse, der udgjorde en selvstændig identificerbar bestanddel af produktet.
• Fyldet smagte sødt af karamel og signalerede visuelt et højt sukkerindhold. Det bestod primært af forarbejdede sukkerarter og fedtstoffer.
• På denne baggrund anså retten karamelfyldet for at være en afgiftspligtig bestanddel, der skulle svares afgift af ved import, jf. Chokoladeafgiftsloven § 22, stk. 1 og 3, jf. Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 4.

Vurdering af EU-retlig stridighed

Klageren havde anført, at dækningsafgiften var i strid med EU-retten som enten en told/toldlignende afgift (TEUF art. 28 og TEUF art. 30) eller en diskriminerende intern afgift (TEUF art. 110).

• Told/toldlignende afgift: Retten fandt, at dækningsafgiften ikke stred mod TEUF art. 28 og TEUF art. 30. Afgiften er en del af en generel, intern afgiftsordning, der systematisk omfatter forskellige varekategorier baseret på objektive kriterier, uanset oprindelse, jf. EU-Domstolens sag C-90/94, Haahr Petroleum. Afgiften forfalder ved overgangen til forbrug, hvilket er i overensstemmelse med forfaldstidspunktet for afgiftspligtige varer under Chokoladeafgiftsloven kapitel 1 og 2 og harmoniserede punktafgifter, jf. Rådets Direktiv 2008/118/EF artikel 7. Retten fandt ikke, at importører pålægges andre økonomisk belastende byrder end danske producenter, heller ikke i medfør af Chokoladeafgiftsloven § 22, stk. 7.
• Diskriminerende intern afgift: Retten fandt, at dækningsafgiften i sin generelle udformning ikke stred mod TEUF art. 110. Hensigten med afgiften er at sikre ligestilling i beskatningen mellem importerede og indenlandsk producerede varer. Afgiftssatsen for det importerede produkt var i overensstemmelse med den sats, der ville gælde, hvis karamelfyldet isoleret set var importeret eller fremstillet i Danmark. Retten konkluderede, at der ikke fandt forskelsbehandling sted.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse, da klageren med rette var opkrævet den yderligere dækningsafgift.

SKATs afgørelse

SKAT afslog genoptagelse og tilbagebetaling med den begrundelse, at chokoladeafgiftsloven, herunder bestemmelserne om råstof- og dækningsafgift, udgør en generel intern afgiftsordning, der systematisk og baseret på objektive kriterier anvendes på hele det afgiftspligtige vareområde, uanset varens oprindelse. SKAT anførte, at de tre elementer i chokoladeafgiftsloven (chokolade- og sukkervareafgift, råstofafgift og dækningsafgift) skal ses samlet som en helhed, der sikrer ligestilling mellem indenlandske og importerede varer. SKAT anerkendte forskelle i betalingstidspunkter for importører og indenlandske avlere/producenter, men vurderede, at dette havde begrænset praktisk betydning og var i overensstemmelse med opbygningen af EU-harmoniserede afgifter. Forskelle i afgiftsniveau for nødder i ren form og nødder i chokoladevarer blev begrundet med, at der var tale om forskellige varer med forskellige karakteristika. Vedrørende Chokoladeafgiftsloven § 22, stk. 7 (værnsreglen om fabrikanterklæring) mente SKAT, at den kun ramte få virksomheder i praksis, da fødevaremærkningsregler allerede kræver varedeklarationer.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om tilbagebetaling af det fulde beløb og gjorde gældende, at råstof- og dækningsafgiften var i strid med EU-traktatens forbud mod told og tilsvarende afgifter (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde art. 28 og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde art. 30) eller forbuddet mod at pålægge varer fra andre medlemsstater højere interne afgifter end lignende indenlandske varer (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde art. 110).

Klagerens argumenter for diskrimination omfattede:

• Afgiften pålægges ved grænsepassagen: Dette udgør en økonomisk byrde, der ensidigt pålægges importerede varer, og er ikke et led i en generel intern afgiftsordning.
• Forskel i afgiftsniveau: Afgiftssatsen for importerede nødder (f.eks. mandler) er højere end for danskavlede nødder (f.eks. hasselnødder) og kan endda overstige afgiften på chokoladevarer. Klageren afviste SKATs argument om forskellige varekategorier.
• Dækningsafgiften og fabrikanterklæring: Reglen i Chokoladeafgiftsloven § 22, stk. 7, der pålægger en højere afgift uden fabrikanterklæring, blev anset for diskriminerende, uanset hvor få virksomheder den måtte ramme i praksis. Klageren bestred SKATs henvisning til bekendtgørelse nr. 1355 af 27. november 2015 om mærkning m.v. af fødevarer, da den ikke dækker alle dækningsafgiftspligtige varer.
• Forskel i afgiftspligtens indtræden: For importerede varer indtræder afgiftspligten ved indførsel/modtagelse, mens den for danskproducerede varer først forfalder ved udlevering fra producenten. Dette medfører en diskrimination i forhold til svind, ukurante varer og likviditetsbelastning for importører. Klageren afviste SKATs sammenligning med EU-harmoniserede punktafgifter, da importører af råstofafgiftspligtige varer ikke har samme valgmulighed for registrering som autoriseret oplagshaver som f.eks. øl- og vinimportører.
• Økonomisk byrde og grænseformaliteter: Afgiften fordyrer nøddeprodukter og medfører betydelige administrative byrder og omkostninger for importører i forbindelse med fastlæggelse af korrekt afgiftssats for blandingsprodukter, hvilket danske producenter ikke oplever. Klageren opfordrede Landsskatteretten til at forelægge sagen for EU-Domstolen.

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse og henviste til, at chokoladeafgiftsloven er en national afgift med fiskalt og sundhedsmæssigt sigte, der fungerer som en generel intern afgiftsordning. Styrelsen fremhævede lovens lighedspunkter med EU-harmoniserede punktafgifter, herunder sondringen mellem oplagshavere og varemodtagere, og at afgiften forfalder ved varens overgang til forbrug, ikke ved grænsepassagen. Skattestyrelsen oplyste desuden, at Europa-Kommissionen havde lukket en pilotsag vedrørende råstof- og dækningsafgiften uden yderligere tiltag.