Nægtelse af skattemæssigt fradrag for udgifter til underleverandører grundet manglende realitet i fakturaer

Klagerens argumenter og dokumentation

Klageren gjorde gældende, at arbejdet reelt var udført, hvilket blev understøttet af erklæringer fra visse kunder og en tidligere direktør hos en underleverandør. Repræsentanten fremhævede, at klageren havde udvist en vis grad af "due diligence" ved at kontrollere underleverandørernes momsregistrering og indgå samarbejdsaftaler. Det blev anført, at klageren var i god tro og ikke havde mulighed for eller ret til at kontrollere underleverandørernes interne regnskabs- og ansættelsesforhold.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte fradrag for udgifterne til de pågældende underleverandører. Retten fastslog, at bevisbyrden for en udgifts realitet og fradragsberettigelse efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a påhviler den skattepligtige.

Rettens begrundelse og konklusion

Landsskatteretten fandt, at der i sagen forelå så usædvanlige omstændigheder, at beviskravet til dokumentationen for udgifterne var skærpet. Retten lagde vægt på:

• Manglende sammenhæng mellem de afholdte udgifter og de angivne underleverandørers faktiske formåen.
• Politiet fund af fakturaskabeloner hos tredjemand.
• At medarbejdere på arbejdssedlerne ikke var ansat hos de påståede leverandører.
• Underleverandørernes tilknytning til kædesvig.

"Det forhold, at det er dokumenteret, at der er betalt for ydelserne, kan ikke i sig selv udgøre et sikkert bevis for, at udgifterne dækker over fradragsberettigede driftsomkostninger..."

Landsskatteretten konkluderede, at der ikke var godtgjort realiteter bag de fremlagte fakturaer. Selve den talmæssige opgørelse af forhøjelserne blev overladt til Skattestyrelsen i medfør af Bekendtgørelse om forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 4.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant påstod, at fradraget skulle godkendes, eller subsidiært, at sagen skulle hjemvises. Argumenterne var:

• Selskabet burde ikke rammes af underleverandørernes manglende overholdelse af forpligtelser, da dette ikke var selskabets ansvar eller undersøgelsespligt.
• Fakturaerne opfyldte de centrale dokumentationskrav i Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1, nr. 3 og nr. 4 (selvom denne lov ikke er direkte anvendt af retten i afgørelsen om indkomstfradrag, er den en del af selskabets argumentation).
• SKAT havde konstateret, at betalinger rent faktisk var afholdt.
• Specifikke indvendinger mod SKATs vurdering af enkelte underleverandører, herunder at manglende indberetning af ansatte ikke nødvendigvis betød, at der ingen ansatte var, og at rengøring efter byggeri var en kendt realitet.