Fradrag nægtet for underleverandørudgifter grundet manglende dokumentation og tvivl om realitet

Sagen omhandler en virksomhed, der blev nægtet skattemæssigt fradrag for udgifter til fire underleverandører på i alt 1.850.124 kr. for indkomstårene 2021 og 2022. Udgifterne vedrørte angiveligt køb af ydelser som opvask og rengøring.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen afviste fradragene, da styrelsen vurderede, at underleverandørerne reelt var "fakturafabrikker", der udstedte fiktive fakturaer. Begrundelsen var baseret på en række mistænkelige forhold:

• Underleverandørerne havde ingen registrerede ansatte.
• Deres registrerede branchekoder (f.eks. "Juridisk bistand", "Computerprogrammering") stemte ikke overens med de leverede ydelser.
• Flere af selskaberne var efterfølgende gået konkurs.
• Der var uregelmæssigheder i deres momsangivelser, og nogle var ikke momsregistrerede.
• Nogle benyttede udenlandske bankkonti eller havde slet ingen bankkonto.

Skattestyrelsen konkluderede, at underleverandørerne ikke havde de menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de fakturerede ydelser, og at udgifterne derfor ikke var fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Klagerens argumenter

Klageren fastholdt, at ydelserne var reelle og nødvendige for at opnå virksomhedens omsætning. Det blev anført, at klageren ikke kunne lastes for eventuelle fejl i underleverandørernes regnskaber. Til støtte for fradraget fremlagde klageren fakturaer, bankoverførsler og to samarbejdsaftaler.

Nægtede fradrag fordelt på underleverandører

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle vurdere, om klageren var berettiget til fradrag for driftsomkostninger på i alt 1.850.124 kr. for ydelser, der angiveligt var købt hos fire underleverandører. Retsgrundlaget er Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, som fastslår, at den skattepligtige har bevisbyrden for, at en udgift er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og nægtede fradrag med følgende begrundelse:

• Mangelfulde fakturaer: De fremlagte fakturaer var uspecificerede og manglede oplysninger om mængden og arten af de leverede ydelser, samt hvor og hvornår arbejdet var udført.
• Utilstrækkelig dokumentation: Klageren havde ikke fremlagt timesedler, korrespondance eller anden understøttende dokumentation, der kunne bevise, at ydelserne reelt var leveret. De fremlagte samarbejdsaftaler med to af underleverandørerne blev anset for at være generiske standardaftaler uden konkret indhold.
• Underleverandørernes forhold: Samtlige underleverandører udviste mistænkelige forhold, der svækkede troværdigheden af, at de kunne levere de fakturerede ydelser. Dette inkluderede:
  • Ingen registrerede ansatte.
  • Mange var efterfølgende gået konkurs.
  • Deres registrerede branchekoder og selskabsformål stemte ikke overens med de fakturerede ydelser (rengøring/opvask).
  • Manglende eller forkert momsangivelse.
  • Brug af udenlandske bankkonti.
• Betaling er ikke bevis: Selvom fakturaerne var betalt via bankoverførsel, anså retten ikke dette som tilstrækkeligt bevis for, at ydelserne rent faktisk var blevet leveret.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om reelle, fradragsberettigede driftsomkostninger.