Tvungen tilslutning til national social sikring for pensionerede EU-tjenestemænd: EU's enekompetence udelukker nationale bidrag

JD, en pensioneret tjenestemand fra Europa-Kommissionen, der havde gjort tjeneste indtil pensionsalderen, anlagde sag mod de belgiske myndigheder (Acerta, Inasti og den belgiske stat) vedrørende sin tvungne tilslutning til Belgiens sociale sikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende. Efter sin pensionering i 2006 udførte JD konsulentopgaver som selvstændig i Belgien. De belgiske myndigheder krævede, at han betalte sociale bidrag i perioden 2007-2020 i henhold til national lovgivning (Kongelig Anordning nr. 38/1967).

JD gjorde gældende, at denne obligatoriske tilslutning stred mod EU-retten, navnlig princippet om, at kun én social sikringslovgivning finder anvendelse, og påpegede, at han allerede var omfattet af Unionens obligatoriske sociale sikringsordning som pensioneret tjenestemand. De sagsøgte argumenterede derimod for, at EU's enekompetence kun gjaldt under selve ansættelsesforholdet, og at JD nu som selvstændig erhvervsdrivende var underlagt den nationale lovgivning på det sted, hvor aktiviteten blev udøvet.

Hovedspørgsmålet for den forelæggende ret var, om EU-retten – herunder Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter – er til hinder for, at Belgien opkræver obligatoriske sociale bidrag fra en pensioneret EU-tjenestemand, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, når denne person fortsat er omfattet af Unionens egen sociale sikringsordning.

Domstolens afgørelse om enekompetence

Domstolen fastslog, at artikel 14 i protokol (nr. 7) om privilegier og immuniteter og artikel 72 i vedtægten for tjenestemænd skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat tvunget tilslutter en pensioneret EU-tjenestemand, som driver selvstændig erhvervsvirksomhed på dens område, til den nationale sociale sikringsordning.

Begrundelse

Domstolen præciserede, at Unionen har enekompetence til at fastsætte de regler, der gælder for EU-tjenestemænds sociale sikringsforpligtelser (præmis 32, 34). Denne enekompetence fratager medlemsstaterne beføjelsen til at pålægge EU-tjenestemænd obligatorisk medlemskab eller bidragspligt til nationale ordninger, forudsat at de er dækket af EU-ordningen.

Afgørende var fortolkningen af Vedtægtens artikel 72, stk. 2. Denne artikel sikrer, at tjenestemænd, der er forblevet i Unionens tjeneste indtil pensionsalderen, fortsat er omfattet af Unionens sygeforsikringsordning efter fratrædelse, uanset om de efterfølgende påbegynder indtægtsgivende erhvervsmæssig beskæftigelse i en medlemsstat (præmis 41).

Domstolen afviste de sagsøgtes argumenter:

• Den generelle koordineringsforordning for social sikring (nr. 883/2004) finder ikke anvendelse på EU-tjenestemænds forhold til Unionen (præmis 31).