EU-retten kræver ikke fuld refusion af teleoperatørers omkostninger for retslig aflytning (Colt Technology Services)

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) vedrørende fortolkningen af EU-retten i forbindelse med nationale regler om refusion af omkostninger, som udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester afholder i forbindelse med retslig aflytning.

De sagsøgende telekommunikationsoperatører, herunder Colt Technology Services, Wind Tre, Telecom Italia og Vodafone Italia, anfægtede en italiensk lovgivning, som forpligter dem til at levere aflytningstjenester til de judicielle myndigheder mod et fast årligt gebyr.

Ifølge den nationale lovgivning (artikel 96 i kodeksen for elektronisk kommunikation, ændret ved tværministerielt dekret af 28. december 2017) blev godtgørelsen for disse ydelser reduceret med mindst 50% i forhold til tidligere takster. Operatørerne hævdede, at dette faste gebyr ikke dækkede deres faktiske og dokumenterede omkostninger fuldt ud, hvilket stred mod EU-rettens principper – herunder fri etableringsret og retten til fri erhvervsudøvelse – samt direktiv (EU) 2018/1972 (Den Europæiske Kodeks for Elektronisk Kommunikation).

Det centrale præjudicielle spørgsmål var, om EU-retten er til hinder for en national lovgivning, der ikke sikrer fuld refusion af operatørernes omkostninger for disse obligatoriske aflytningsaktiviteter, især når lovgivningen pålægger en reduktion af godtgørelsen i forhold til tidligere kriterier.

Domstolen fastslog, at artikel 13 i direktiv 2018/1972, sammenholdt med artikel 3 og bilag I, del A, punkt 4, ikke er til hinder for en national lovgivning, som ikke sikrer fuld refusion af de omkostninger, teleoperatører har afholdt i forbindelse med lovlig aflytning, forudsat at lovgivningen er ikkediskriminerende, forholdsmæssigt afpasset og transparent.

Domstolens Ræsonnement

Domstolen understregede, at direktiv 2018/1972 tillader medlemsstaterne at knytte vilkåret om kompetente nationale myndigheders mulighed for lovlig aflytning til den generelle tilladelse til udbud af elektronisk kommunikation.

Da direktivet ikke indeholder en præcisering af refusionsniveauet, råder medlemsstaterne over et skøn på området. Dette skøn indebærer, at der ikke kan udledes en forpligtelse til at fastsætte bestemmelser om fuld refusion af de afholdte omkostninger alene på baggrund af direktivet.

»I mangel af en præcisering i denne henseende i direktiv 2018/1972 råder medlemsstaterne derfor over et skøn på området. Følgelig kan artikel 13 i og bilag I, del A, punkt 4, til direktivet ikke fortolkes således, at disse bestemmelser pålægger medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser om refusion – a fortiori fuld refusion – af disse eventuelle omkostninger.« (Præmis 42)