Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU’s institutioner og organer, Østrig, Europa-Kommissionen, EU-medlemsstater
Generaladvokat
Biltgen
Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt østrigske regler for tildeling af førtidig alderspension til advokater er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig principperne om fri bevægelighed og etableringsfrihed, når pensionen gøres betinget af, at ansøgeren giver afkald på at udøve advokatvirksomhed i både ind- og udland.
FK, der er polsk og tysk statsborger, har i årevis udøvet advokatvirksomhed i Tyskland, Østrig og Schweiz (sidstnævnte sidestilles med en medlemsstat i social sikringshenseende under EF-Schweiz-aftalen). Han har indbetalt bidrag til de særlige advokatpensionsordninger i både Tyskland og Østrig. Efter at have flyttet sin bopæl og sit interessecenter til Schweiz, udgjorde hans aktivitet i Østrig kun ca. 5% af hans samlede erhvervsmæssige beskæftigelse.
FK modtog allerede førtidspension i Tyskland, men ansøgte ligeledes om førtidspension fra Advokatsamfundet i Wien (Østrig) baseret på sine indbetalte bidrag. Han erklærede dog, at han ville fortsætte med at praktisere i Tyskland og Schweiz.
Advokatsamfundet i Wien afviste FK's ansøgning. Afvisningen var baseret på § 50, stk. 2, i den østrigske advokatlov, som gjorde tildeling af førtidig alderspension betinget af, at ansøgeren giver afkald på at udøve advokatvirksomhed samtlige steder (dvs. både i Østrig og i udlandet).
Den forelæggende ret, Verwaltungsgericht Wien, forelagde sagen for EU-Domstolen for at få afklaret, om EU-retten var til hinder for denne nationale betingelse, især set i lyset af principperne om fri bevægelighed.
Domstolen fastslog, at de nationale regler, der betinger tildeling af førtidig alderspension af et totalt afkald på erhvervsudøvelse i udlandet, er i strid med EU-retten, specifikt artikel 45 TEUF (arbejdskraftens frie bevægelighed) og artikel 49 TEUF (etableringsfriheden).
Domstolen præciserede først, at tvisten ikke vedrørte fastlæggelsen af den kompetente lovgivning i henhold til de udtømmende lovvalgsregler i forordning nr. 883/2004 (Art. 13), da FK's aktivitet i Østrig var mindre end 25% af hans samlede aktivitet. Sagen vedrørte derimod FK's direkte ret til en ydelse fra den østrigske pensionsordning, baseret på indbetalte bidrag, hvilket er uafhængigt af lovvalgsreglerne.
Domstolens konklusion på spørgsmål 1:
| Retsgrundlag | Konklusion |
|---|
| Begrundelse |
|---|
| Art. 13, stk. 2, Reg. 883/2004 | Finder ikke anvendelse | Reglerne regulerer ikke, om en person har direkte rettigheder vedrørende indbetalte bidrag til en særlig ordning i en ikke-kompetent medlemsstat. |
Domstolen bemærkede, at kravet om at give afkald på erhvervsudøvelse i udlandet udgør en hindring for etableringsfriheden (Art. 49 TEUF) og den frie bevægelighed (Art. 45 TEUF), da det kan afholde unionsborgere fra at udnytte disse rettigheder.
Selvom Østrig anerkendte legitime formål (beskæftigelsespolitik, sund konkurrence og sikringsordningens finansielle levedygtighed), fandt Domstolen, at foranstaltningen var disproportional. Kravet om at ophøre med praksis i udlandet går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de tilsigtede mål, da:
FlygtningenævnetFlygtningenævnet beder EU-Domstolen vurdere, om tidsfrister i Dublin-sager genstartes, når en sag hjemvises til fornyet behandling.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
Færdselsstyrelsen
Sagen omhandler Walter Larcher mod Deutsche Rentenversicherung Bayern Süd og drejer sig om tildeling af tysk alderspension efter aldersbetinget deltidsbeskæftigelse, når ansøgeren har haft aldersbetinget deltidsbeskæftigelse i Østrig.
Larcher, en østrigsk statsborger, havde arbejdet i Tyskland i over 29 år og efterfølgende i Østrig, hvor han gik på aldersbetinget deltidsbeskæftigelse. Hans ansøgning om tysk alderspension efter aldersbetinget deltidsbeskæftigelse blev afvist, da han ikke opfyldte betingelserne efter tysk ret.
Bundessozialgericht forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om ligebehandlingsprincippet i EU-retten er til hinder for, at en medlemsstat kræver, at aldersbetinget deltidsbeskæftigelse udelukkende skal være udøvet efter den pågældende medlemsstats lovgivning.
Rudolf Kolbe fra EESC undersøger, om afregulering er den rette løsning på bureaukrati i EU, eller om kvaliteten af lovgivningen er vigtigere.
EU-Domstolen afgjorde den 16. oktober 2025, at det ikke var i strid med EU-retten, da Danmark i 2019 indførte 7-dagsreglen. Danmark kan derfor forsat håndhæve den nuværende praksis.
Domstolen skulle tage stilling til, om Tyskland kunne nægte Larcher alderspension med den begrundelse, at hans aldersbetingede deltidsbeskæftigelse var omfattet af østrigsk lovgivning og ikke tysk.
Domstolen fandt, at et krav om, at aldersbetinget deltidsbeskæftigelse udelukkende skal være udøvet efter tysk ret, er indirekte diskriminerende og dermed i strid med EU-retten. Dog skal de nationale myndigheder foretage en sammenlignende undersøgelse af de to ordninger for at vurdere, om de forfølger de samme legitime mål.
Snezhana Somova anmodede i Bulgarien om alderspension, men fik afslag, da hun ikke opfyldte kravene om alder og ancienni...
Læs mereDenne sag vedrører en præjudiciel anmodning fra Verwaltungsgericht Düsseldorf om fortolkningen af artikel 45 TEUF om arb...
Læs mere