Dom angående tilsidesættelse af voldgiftskendelse grundet anvendelse af faglig enevoldgiftsdommer

Sagen omhandlede en anke af en byretsdom, der stadfæstede en voldgiftskendelse vedrørende en byggesag. Appellanten (tidligere sagsøger) søgte at få voldgiftskendelsen tilsidesat, mens appelindstævnte (tidligere sagsøgte A/S) og biintervenienten (Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed) påstod dommen stadfæstet.

Sagens Baggrund

Sagen udsprang af en byggesag, hvor der var opstået uenighed om isoleringen af kviste. En voldgiftssag blev afholdt, og der blev afsagt en voldgiftskendelse. Appellanten mente, at der var begået væsentlige fejl under voldgiftssagen, både formelle og materielle, som berettigede en tilsidesættelse af kendelsen.

Voldgiftssagens Forløb

Appellanten anførte, at voldgiftskendelsen skulle tilsidesættes, fordi sagen var behandlet af en faglig enevoldgiftsdommer, der ikke var jurist. Dette blev anset for at være i strid med Voldgiftsloven § 28, som foreskriver, at voldgiftssager skal afgøres efter gældende ret. Appellanten påpegede, at praksis med faglige enedommere, især efter Voldgiftsloven af 2005, burde være revideret, da den tidligere tillod afgørelser efter billighed.

Appellanten gjorde endvidere gældende, at voldgiftskendelsen skulle tilsidesættes på grund af procedurefejl, jf. Voldgiftsloven § 37, stk. 2, nr. 1, litra d. Disse fejl inkluderede:

• Gennemførelse af supplerende skønsforretning uden deltagelse fra den ene part.
• Sen fremkomst af den supplerende skønserklæring.
• Voldgiftsrettens afvisning af udsættelse af den mundtlige forhandling.
• Manglende stillingtagen til rentepåstanden.
• Skønsmandens forklaring ikke gengivet i kendelsen.
• Omkostningsafgørelsen truffet af den juridiske sekretær.

Endelig påstod appellanten, at kendelsen var åbenbart uforenelig med landets retsorden, jf. Voldgiftsloven § 37, stk. 2, nr. 2, litra b, og at afgørelsen var materielt forkert, herunder med fejlagtig anvendelse af bevisbyrderegler.

Appelindstævntes Påstande

Appelindstævnte påstod, at byrettens dom skulle stadfæstes. De anførte, at voldgiftskendelsen ikke kunne prøves materielt af landsretten, og at der ikke var grundlag for at antage væsentlige formelle eller materielle fejl. Det blev fremhævet, at parterne havde samtykket til behandlingen ved en faglig enedommer, og at voldgiftsdommeren havde tilstrækkeligt retligt kendskab. Appelindstævnte påpegede også, at appellanten selv valgte at udeblive fra den supplerende skønsforretning, og at der ikke var gjort indsigelse mod rentepåstanden under voldgiftssagen.

Biintervenientens Påstande

Biintervenienten, Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, tilsluttede sig appelindstævntes påstand. De anførte, at Voldgiftsloven ikke forbyder enevoldgiftsdommere, herunder faglige dommere, og at ordningen med juridiske sekretærer ikke er i strid med loven. De fremhævede, at voldgiftsdommeren var kompetent til at afgøre sagen, og at der ikke var påvist formelle eller materielle fejl. Biintervenienten anmodede om sagsomkostninger i henhold til Retsplejeloven § 252, stk. 4.

Landsrettens Begrundelse og Resultat

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte voldgiftskendelsen. Retten lagde vægt på følgende:

• Anvendelse af faglig enevoldgiftsdommer: Det blev ikke anset for at være i strid med Voldgiftsloven at anvende en faglig enevoldgiftsdommer, når parterne havde samtykket hertil. Der var heller ikke grundlag for at anse voldgiftsdommeren for at mangle tilstrækkelige kompetencer til at behandle sagen.
• Medvirken af juridisk sekretær: Landsretten fandt ikke, at medvirken af en juridisk sekretær var i strid med Voldgiftsloven.
• Fejl ved sagsbehandling og kendelse: Der blev ikke påvist sådanne fejl ved voldgiftssagens behandling, at den kunne anses for stridende mod loven, jf. Voldgiftsloven § 37, stk. 2, nr. 1, litra d. Ligeledes blev der ikke påvist fejl ved selve kendelsen, der kunne anses for åbenbart uforenelig med landets retsorden, jf. Voldgiftsloven § 37, stk. 2, nr. 2, litra b.
• Bevismæssige og retlige spørgsmål: Landsretten bemærkede, at voldgiftsretten havde afgjort sagen på grundlag af parternes synspunkter og bevisførelse, herunder sagens bevismæssige og retlige spørgsmål.
• Rente påstand: Der var ikke gjort særskilt indsigelse mod rentepåstanden for voldgiftsretten.
• Omkostningsafgørelse: Der var ikke grundlag for at antage, at omkostningsafgørelsen ikke var truffet af voldgiftsretten.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Afgørelse om Sagsomkostninger

Landsretten pålagde appellanten at betale sagsomkostninger:

• Til Appelindstævnte: 35.000 kr. (ekskl. moms) for advokatbistand.
• Til Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed (Vba): 30.000 kr.

Beløbene skulle betales inden 14 dage og forrentes efter Renteloven § 8 a. Ved fastsættelsen af omkostningerne blev der lagt vægt på sagens værdi, omfang og karakter, herunder at sagen var hovedforhandlet over to dage.