Udlejning af hotelejerlejlighed blev ikke anset for erhvervsmæssig virksomhed grundet manglende eksplicit rådighedsfraskrivelse

Klageren argumenterede for, at hun de facto ikke havde haft råderet, da hun ikke besad nøgler til lejligheden og aldrig havde benyttet den privat. Der blev henvist til en nyere kontrakt fra 2013, hvor fraskrivelsen af privat brug var eksplicit indføjet, men denne var ikke gældende for de omhandlede år. SKAT opgjorde i stedet resultatet efter Ligningslovens § 15 o, stk. 1, som kapitalindkomst med standardfradrag.

SKATs beregning efter Ligningsloven § 15 o

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse med stemmerne 2-1. Flertallet lagde vægt på praksis fra Højesteret, herunder SKM2002.229.HR, hvorefter udlejning af en fritidsbolig kun kan anses for erhvervsmæssig, hvis ejeren positivt og effektivt har fraskrevet sig retten til privat benyttelse.

Landsskatteretten udtalte:

Da den fremlagte udlejningsaftale alene er en generel aftale, der intet indeholder om klagerens dispositionsmuligheder, kan klageren i relation til den skattemæssige bedømmelse... ikke anses for effektivt at have fraskrevet sig retten til at benytte lejligheden. Det er uden betydning, om klageren rent faktisk har benyttet lejligheden.

Som følge heraf kunne klageren ikke anvende Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, og renteudgifterne blev henført til kapitalindkomsten i overensstemmelse med Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Mindretallet i retten fandt derimod, at formuleringen om at stille lejligheden til hotellets "fulde rådighed" i sig selv indebar en effektiv fraskrivelse af privat brug.

SKAT fastholdt, at rådighedsfraskrivelsen først var effektiv fra indkomståret 2017, på trods af [virksomhed2]s bekræftelse af, at fraskrivelsen var gældende fra indgåelsen af den oprindelige formidlingsaftale. SKAT henviste til, at momsregistrering ikke var afgørende for den skattemæssige vurdering af erhvervsmæssighed og mente, at den oprindelige udlejningskontrakt ikke tilstrækkeligt begrænsede klagerens dispositionsmuligheder.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at rådighedsfraskrivelsen havde været gældende siden erhvervelsen i 2008, og at lejligheden udelukkende var købt og anvendt til erhvervsmæssig udlejning. Det blev fremhævet, at klageren, som advokat, havde sikret sig, at erhvervelsen var en 100% erhvervsinvestering, og at lejligheden aldrig var blevet benyttet privat. Repræsentanten påpegede, at SKATs momsafdeling tidligere havde godkendt erhvervsmæssig virksomhed for lejligheden på hotellignende vilkår, og at [virksomhed2]s brev blot var en bekræftelse af en allerede eksisterende civilretlig situation. Det blev også anført, at SKATs egen anerkendelse af rådighedsfraskrivelsen fra 2017 betød, at der ikke var nogen reel ændring i de faktiske forhold, der kunne begrunde en forskellig skattemæssig behandling i de tidligere år.