Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om manglende fradrag for underskud af virksomhed og renteudgifter - 2012

Sagen drejede sig om en klagers ret til fradrag for underskud af virksomhed og renteudgifter i den personlige indkomst samt anvendelse af virksomhedsordningen for indkomståret 2012. SKAT havde nægtet dette med den begrundelse, at klagerens aktiviteter, primært drift af et automobilmuseum (virksomhed1) og en relateret udlejnings-/salgsvirksomhed (virksomhed2), ikke blev anset for at være erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig forstand.

Klageren havde over en lang årrække selvangivet betydelige underskud fra sine virksomheder. For indkomståret 2012 selvangav klageren et underskud på 119.699 kr. før renter og 153.918 kr. efter renter. SKAT foretog desuden korrektioner af visse driftsomkostninger, som blev anset for at være af privat karakter eller mangelfuldt dokumenteret.

De selvangivne resultater for klagerens virksomheder i årene op til 2012 var som følger:

Klagerens repræsentant anfægtede SKATs afgørelse på både formelle og materielle punkter. De formelle indvendinger omfattede mangelfuld begrundelse for skønsmæssige reguleringer, manglende stillingtagen til nye oplysninger, fratagelse af mulighed for at kommentere på SKATs forslag grundet manglende bilag, samt manglende overholdelse af høringsreglerne i Skatteforvaltningsloven § 19 og Skatteforvaltningsloven § 20. Materielt påberåbte klageren sig forventningsprincippet baseret på en Landsskatteretskendelse fra 1996, der anerkendte virksomhedens erhvervsmæssige karakter og retten til at anvende virksomhedsordningen. Klageren bestred også SKATs ret til at støtte sig på en tidligere kommunal afgørelse.

SKAT afviste klagerens indvendinger og fastholdt, at virksomhederne ikke var drevet med den fornødne intensitet og rentabilitetshensyn, der kendetegner en erhvervsmæssig virksomhed. SKAT påpegede den vedvarende nedgang i omsætning og de store underskud, som ikke var mødt med tilstrækkelige aktivitetsfremmende tiltag. SKAT anførte desuden, at klagerens regnskabsmateriale ikke opfyldte bogføringslovens krav.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten vurderede både de formelle og materielle aspekter af sagen.

Formelle mangler

Landsskatteretten fandt, at SKAT havde begået visse formelle fejl, men vurderede dem som "konkret uvæsentlige", hvilket betyder, at de ikke havde indflydelse på sagens materielle udfald.

• Begrundelse af skøn: SKAT havde ikke tilstrækkeligt begrundet skøn over fradragsberettigede udgifter til el, vand og kontorhold. Retten bemærkede, at selv hvis de selvangivne beløb var godkendt, ville det samlede underskud stadig have været betydeligt, og dermed ville vurderingen af erhvervsmæssighed ikke have ændret sig. Dette var en mangel i henhold til Forvaltningsloven § 24, men blev anset for uvæsentlig.
• Manglende inddragelse af nye oplysninger: SKAT havde ved en fejl ikke taget stilling til oplysninger om salg af køretøjer og reparationsydelser. Retten fandt dette uvæsentligt, da indtægterne var uspecificerede og af mindre omfang, og det ikke ville have ændret sagens udfald.
• Mulighed for at kommentere: Klagerens påstand om, at manglende adgang til bilag forhindrede en kvalificeret indsigelse, blev afvist. SKAT har ikke pligt til at medsende bilag ved partshøring, og klageren kunne have anmodet om aktindsigt. Dette udgjorde heller ikke et brud på officialprincippet.
• Høring over nye oplysninger: SKAT inddrog nye, væsentlige oplysninger fra en tidligere kommunal afgørelse (2003) og arkivmateriale (1994-2004) i den endelige afgørelse uden fornyet høring. Landsskatteretten var enig i, at SKAT burde have udsendt en ny sagsfremstilling i henhold til Skatteforvaltningsloven § 19, stk. 1, Skatteforvaltningsloven § 19, stk. 2 og Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1. Dog blev fejlen anset for konkret uvæsentlig, da de nye oplysninger ikke ændrede SKATs retlige vurdering af sagen.

Materielle forhold

• Erhvervsmæssig virksomhed: Landsskatteretten lagde vægt på, at bedømmelsen af erhvervsmæssighed sker ud fra en samlet konkret vurdering, hvor udsigt til rimelig fortjeneste er afgørende. Retten henviste til Højesterets domme (TfS 1999, 863 og SKM2007.107.HR), der fastslår, at en virksomhed over en længere periode skal give overskud eller have udsigt hertil for at blive anset som erhvervsmæssig. Klagerens virksomheder havde udvist vedvarende underskud over en lang årrække uden udsigt til overskud. Derfor fandt retten, at aktiviteterne ikke var drevet med indtægtserhvervelse som primært formål.
  • I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der kun fradrages udgifter, der er forbundet med indkomsterhvervelsen (nettoindkomstprincippet), jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2. Underskud kan ikke fradrages i anden indkomst, jf. Personskatteloven § 13 modsætningsvis.
  • Indtægter fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed er almindelig skattepligtig indkomst, jf. Statsskatteloven § 4.
• Berettiget forventning: Klagerens påstand om berettiget forventning baseret på Landsskatterettens kendelse af 7. november 1996 blev afvist. Retten fastslog, at den tidligere kendelse beroede på en konkret vurdering af virksomhedens aktiviteter og resultater i perioden 1991-1996, og at de faktiske forhold i 2012 ikke længere var sammenlignelige. Der var således ikke grundlag for en ubetinget anvendelse af virksomhedsordningen eller anerkendelse af erhvervsmæssighed for 2012.
  • Adgang til virksomhedsordningen forudsætter erhvervsmæssig virksomhed, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1.
  • Fradrag for renteudgifter uden for virksomhedsordningen fratrækkes i kapitalindkomsten, jf. Personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 1.
• Kommunal afgørelse: SKATs inddragelse af den tidligere kommunale afgørelse fra [by1] Kommune blev godkendt, da SKAT anvendte den til at inddrage faktuelle oplysninger og ikke som en retskilde.
• Regnskabsmateriale: Retten bemærkede, at klagerens regnskabsmateriale og bogføring ikke opfyldte kravene i Bogføringsloven § 4, stk. 1 og Bogføringsloven § 8, da der manglede bilag og et intakt transaktions- og kontrolspor.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse fuldt ud.