Manglende fradrag for underskud af dambrugsvirksomhed - Ikke erhvervsmæssig virksomhed

Sagen drejede sig om klagerens ret til fradrag for underskud fra en dambrugsvirksomhed i indkomstårene 2012 og 2013. Klageren havde drevet dambruget siden 1969, solgte det til sin søn i 2003 og forpagtede det herefter. I 2005 blev dambruget omlagt til økologisk produktion, og driften ophørte ved årsskiftet 2013/2014.

Virksomheden havde selvangivet underskud i alle år fra 2004 til 2013, med et samlet underskud på 535.572 kr. De påklagede underskud var 18.935 kr. for 2012 og 165.728 kr. for 2013.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT godkendte ikke fradrag for underskuddene, da virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. SKAT lagde vægt på følgende:

• Virksomheden havde selvangivet underskud i samtlige 10 år efter salget i 2003, hvilket viste manglende rentabilitet.
• Der var ikke tale om en indkøringsperiode, da underskuddet var konstant over 10 år.
• Trods konstante underskud var virksomheden fortsat, hvilket ikke er typisk for en virksomhed med indtægtserhvervelse som primært formål.
• SKAT henviste til Højesterets dom af 15. april 1994 (TfS 1994, 364), der fastslår, at en ejendom ikke anses for erhvervsmæssigt drevet, hvis der selv efter en længere årrække ikke er udsigt til overskud.
• SKAT bemærkede, at virksomheden havde skiftet karakter efter 2004, og at klagerens pensionsindtægter muliggjorde den tabsgivende drift. SKAT understregede, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem en faglig vurdering og en skattemæssig vurdering af driften.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod fradragsret og anførte, at virksomheden havde været erhvervsmæssigt drevet i hele driftsperioden. Klagerens repræsentant fremhævede følgende:

• Klagerens lange erfaring med dambrugsdrift siden 1961 og rollen som pioner inden for økologisk dambrug.
• At overgangen til økologisk produktion i 2005 ikke krævede væsentlige ekstra ressourcer, og at faciliteterne var egnede.
• At der var opstået uforudseelige og ikke påregnelige driftsforstyrrelser og -tab over flere år, herunder vandløbsforurening og en betydelig dødelighed i fiskebestanden (f.eks. 1.177 kg i 2011, 1.016 kg i 2013), samt problemer med odderbestand.
• En afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet af 2. maj 2012, der stadfæstede en halvering af vandindtaget, hvilket medførte et væsentligt investeringsbehov og usikkerhed om fremtidig drift.
• At andre instanser (efterløn, økologi, vandmiljø, Danmarks Statistik) havde karakteriseret dambruget som erhverv, hvilket undrede klageren i forhold til SKATs afgørelse.

Klageren fremlagde detaljerede regnskaber for 2011-2013, der viste de løbende underskud, samt dokumentation for vandforurening, odderproblemer og Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse. Klageren argumenterede for, at de uforudseelige driftsforstyrrelser og ændrede forudsætninger var årsagen til de manglende overskud og den endelige indstilling af produktionen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for underskud i 2012 og 2013. Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a om fradrag for udgifter til indkomsterhvervelse og nettoindkomstprincippet, hvorefter underskud fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed ikke kan fradrages i anden indkomst.

Det blev fastslået, at den særlige ligningspraksis for landbrug skulle anvendes, jf. Højesterets dom af 15. april 1994 (TfS 1994, 364) og Højesterets dom af 22. december 2008 (SKM2009.24.HR). Denne praksis gælder, når driften af en landbrugsejendom bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald anses ejendommen for erhvervsmæssigt drevet, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke har udsigt til at kunne give et regnskabsmæssigt resultat på 0 kr. eller derover efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter. For landbrug er der ikke krav om, at virksomhedens resultat skal kunne dække driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital. Udgifter til forpagtning trækkes fra som en almindelig driftsomkostning.

Landsskatteretten fandt, at klageren havde de nødvendige faglige forudsætninger for at drive dambrug fagligt forsvarligt, henset til klagerens mangeårige erfaringer. Retten lagde dog til grund, at dambruget i de påklagede indkomstår, 2012 og 2013, ikke længere var i en indkøringsfase, da det blev omlagt i 2005. De anførte udfordringer med vilde dyr og vandindvinding kunne ikke føre til et andet resultat, da effektiv beskyttelse mod vilde dyr og sikring af vandtilførsel måtte anses for en del af almindelig drift af dambruget. Kontrolrapporten for 2012 nævnte desuden ingen unormalt stigende dødelighed.

Da driften havde været underskudsgivende før renter i alle årene 2005-2013, og virksomheden ophørte med et betydeligt underskud i 2013, var der ikke udsigt til, at virksomheden ville kunne give et resultat på 0 kr. eller derover i de påklagede år. På dette grundlag kunne virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt drevet, og der kunne derfor ikke foretages fradrag for underskuddet i de påklagede år.