Manglende fradrag for underskud ved rederivirksomhed – Ikke erhvervsmæssig virksomhed i 2005 og 2006 – Stadfæstelse af SKATs afgørelse

For 2005 og 2006 var de selvangivne underskud henholdsvis 130.591 kr. og 201.556 kr. Rederivirksomheden ophørte pr. 30. juni 2006.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at rederivirksomheden ikke skulle bedømmes særskilt, men som en integreret del af klagerens øvrige erhvervsmæssige aktiviteter. Klageren argumenterede for, at skibet indgik som et aktiv i den samlede virksomhed, og at afskrivningsadgangen derfor skulle bedømmes i tilknytning hertil. Det blev fremhævet, at skibet ikke var anvendt til private formål, og at en positiv saldoværdi fra 2002 på 1.229.682 kr. skulle videreføres til efterfølgende indkomstår i henhold til Afskrivningsloven § 9, stk. 2. Klageren henviste desuden til Afskrivningsloven § 5 vedrørende afskrivning af erhvervsmæssigt anvendte skibe og til ligningspraksis om samlede virksomheder, herunder SKM2001.394.

Subsidiært anmodede klageren om hjemvisning af spørgsmålet om opgørelse af tabsfradrag ved ophør af rederivirksomhed, jf. Afskrivningsloven § 9.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og nægtede fradrag for underskud i rederivirksomheden for indkomstårene 2005 og 2006. Afgørelsen bygger på Landsskatterettens tidligere kendelse af 7. august 2008 vedrørende indkomstårene 2002-2004, hvor det blev fastslået, at rederivirksomheden:

• Ikke kunne anses som en del af en samlet virksomhed.
• Kunne anses for erhvervsmæssigt drevet i 2002, men ikke i 2003 og 2004.

Landsskatteretten lagde vægt på, at der ikke var udsigt til, at virksomheden ville blive overskudsgivende i 2003 og 2004, og at skibet kun havde været udlejet i 38 timer efter aftalen med [virksomhed4] A/S i januar 2002. Desuden blev det tillagt vægt, at der var tale om virksomhedens andet og tredje driftsår.

Landsskatteretten nægtede den 19. november 2008 at genoptage afgørelsen for 2003 og 2004, da de fremlagte oplysninger om, at kontrakten med [virksomhed4] efterfølgende var opfyldt, ikke vurderedes at kunne have medført et andet udfald af sagen. Dette skyldtes, at der ikke var indregnet afskrivninger på skibet i regnskabet, og selv med de angivne 53 timer (senere korrigeret til 100 timer), skønnedes det ikke at kunne have medført et positivt driftsresultat.

I overensstemmelse med disse tidligere afgørelser, og da der ikke er fremkommet nye oplysninger, der kan medføre et andet resultat, ansås rederivirksomheden heller ikke i 2005 og 2006 for en del af klagerens øvrige virksomheder eller for erhvervsmæssigt drevet i disse år.

I relation til ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan der alene foretages fradrag for udgifter – herunder afskrivninger – som er forbundet med den ikke-erhvervsmæssige virksomhed, men kun i det omfang de kan rummes i samme virksomheds indtægter. Dette fremgår af Statsskatteloven § 6, sammenholdt med princippet om nettoindkomst. Der kan herefter ikke foretages fradrag for underskud af ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Subsidiær påstand om hjemvisning

For så vidt angår den nedlagte subsidiære påstand om hjemvisning af spørgsmålet om opgørelse af tabsfradrag ved ophør af rederivirksomhed, jf. Afskrivningsloven § 9, bemærkede Landsskatteretten, at retten ikke har kompetence til at hjemvise sagen til SKAT, da SKATs afgørelse alene indeholder en stillingtagen til fradrag for tab i henholdsvis 2005 og 2006. Hvis klageren ønsker spørgsmålet behandlet af SKAT, skal han derfor rette henvendelse til SKAT herom.

Baggrund og tidligere afgørelser

Sagen har en forhistorie, idet Retten i [by1] den 20. august 2012 afsagde dom vedrørende klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 2005-2007. Byretten fandt, at motorsportsvirksomheden havde karakter af en fritidsinteresse/hobby og ikke var erhvervsmæssig. Retten fastslog også, at de to aktiviteter (malerfirma og motorsport) ikke havde tilstrækkelig forretningsmæssig sammenhæng til at blive anset som én virksomhed. Denne dom blev anket til Landsretten, men sagen blev hævet efter Landsrettens tilkendegivelse om at lægge byrettens resultat til grund.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at [virksomhed3] udgjorde en selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Argumenterne inkluderede:

• Klagerens faglige forudsætninger og ekspertise inden for motorsport.
• Virksomhedens professionelle og intensive drift, herunder overgangen fra gokart til DTC-løb med bedre indtjeningsmuligheder.
• Stigende reklameindtægter og professionel eksponering af kørerne, hvilket dokumenterede fremtidig mulighed for overskud og forrentning af investeret kapital samt driftsherreløn.
• Finanskrisen som en uforudsigelig og særlig omstændighed, der påvirkede virksomhedens rentabilitet i 2010, men ikke burde ændre dens erhvervsmæssige karakter.

Skatteankenævnets begrundelse

Skatteankenævnet var enig i byrettens afgørelse og begrundelse. Nævnet fandt, at malervirksomheden og motorsportsvirksomheden ikke havde en sådan forretningsmæssig sammenhæng, at de kunne anses for én virksomhed. Desuden vurderede nævnet, at det var usandsynligt, at [virksomhed3] ville blive rentabel, givet de mange års underskud. Nævnet afviste også, at klageren havde fået en berettiget forventning om fradragsret fra skattemyndighederne, da tidligere afgørelser kun havde taget stilling til indehaverforholdet og ikke virksomhedens erhvervsmæssige karakter. Angivelser af overskud i klagerens regnskaber for 2008-2010 dækkede den samlede virksomhed, hvor overskud fra malerfirmaet var reduceret med underskud fra motorsportsvirksomheden, og motorsportsvirksomheden havde isoleret set ikke givet overskud i disse år.

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse, idet den fandt, at virksomheden ikke opfyldte kriterierne for at være erhvervsmæssig, og at der derfor ikke kunne foretages fradrag for underskud eller afskrivninger.