Fortolkning af overgangsbestemmelser for kvalificeret flertal (QMV) – Hvornår ophører retten til at kræve 'Nice'-reglerne?

Retten konkluderede, at en fortolkning, der krævede, at afstemningen skulle finde sted inden fristens udløb, ville berøve medlemsstaterne muligheden for effektivt at udøve deres ret frem til den sidste dag af perioden, da de ikke havde kontrol over afstemningsdatoen. Kommissionen appellerede denne fortolkning til Domstolen.

Domstolen forkastede Europa-Kommissionens appel i sin helhed og stadfæstede dermed Rettens annullation af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1442.

Domstolen fandt, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at fortolke artikel 3, stk. 2, i protokol nr. 36 således, at et krav fra en medlemsstat om at anvende QMV-reglerne fra Nicetraktaten (artikel 3, stk. 3) er gyldigt, selvom selve afstemningen finder sted efter udløbet af overgangsperioden den 31. marts 2017, forudsat at kravet er fremsat inden denne dato.

Domstolens begrundelse

• Overholdelse af primær ret: Fortolkningen var ikke i strid med artikel 16, stk. 5, TEU, da denne bestemmelse henviser til protokol nr. 36 for at fastlægge overgangsbestemmelserne.
• Effektiv virkning (effet utile): Domstolen understregede, at hvis afstemningsdatoen var afgørende, ville det fratage medlemsstaterne retten til at udøve denne mulighed indtil den 31. marts 2017, da fastsættelsen af afstemningsdatoen i vid udstrækning ligger uden for deres kontrol.
• Retssikkerhed: Fortolkningen sikrer forudsigelighed, idet alle interesserede parter straks ved kravets fremsættelse får kendskab til de gældende afstemningsregler. Den fortolkning, Kommissionen støttede, ville derimod underlægge anvendelsen af reglerne formandskabets (Kommissionens) skønsbeføjelser, hvilket er i strid med retssikkerhedsprincippet.
• Demokratisk legitimitet: Argumentet fra Kommissionen om, at en udvidelse af Nice-reglerne undergravede det demokratiske princip i artikel 16, stk. 4, TEU (befolkningsbaseret QMV), blev afvist, idet protokollens formål netop var at sikre en fleksibel overgang, og Retten havde anlagt en streng fortolkning, der overholdt datoen for kravets fremsættelse.

Kernen i Søgsmålet

Sagsøgerne gjorde gældende, at Lissabontraktaten medførte en overladelse af beføjelser til Den Europæiske Union, som var af et sådant omfang og karakter, at den enten:

• Krævede en folkeafstemning i henhold til Grundloven § 42.
• Krævede et kvalificeret flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer i henhold til Grundloven § 19.
• Eller, hvis den kunne vedtages efter Grundloven § 20, at den foreskrevne procedure for denne bestemmelse ikke var fulgt korrekt.

Proceshistorik

• Sagen blev oprindeligt anlagt ved Københavns Byret, men blev henvist til Østre Landsret i henhold til Retsplejeloven § 226, stk. 1, grundet sagens principielle karakter.
• Højesteret havde den 11. januar 2011 ophævet en tidligere landsretsdom og hjemvist sagen til realitetsbehandling ved landsretten.
• Folkefstemningskomité 2010, repræsenteret af Ole Krarup, indtrådte som biintervenient til støtte for sagsøgerne.

Sagsøgernes Hovedpåstand

Sagsøgernes hovedpåstand var, at Lissabontraktaten indebar en overladelse af beføjelser, der gik ud over "nøje bestemt omfang" som krævet af Grundloven § 20, og at den derfor var forfatningsstridig. De argumenterede for, at de ændringer, Lissabontraktaten medførte, var så væsentlige, at de enten krævede en folkeafstemning eller et 5/6 flertal i Folketinget, og at den anvendte procedure under Grundloven § 20 ikke var tilstrækkelig.