Nægtelse af betalingskorrektion vedrørende bestyrelseshonorar anset for rette indkomstmodtager

Sagen omhandlede Landsskatterettens stadfæstelse af SKATs afgørelse om at nægte betalingskorrektion for indkomståret 2012. Baggrunden var, at SKAT havde anset kapitalejeren, [person1], som den rette indkomstmodtager af et bestyrelseshonorar på 50.000 kr., som oprindeligt var indtægtsført i selskabet [virksomhed1] ApS. Som konsekvens heraf blev [person1]s skattepligtige indkomst forhøjet, og selskabets indkomst nedsat med samme beløb. Samtidig forhøjede SKAT selskabets indkomst med beløbet, idet overførslen blev anset som et skattepligtigt tilskud fra [person1] til selskabet. Alle ændringer blev foretaget med hjemmel i Statsskatteloven § 4.

SKAT nægtede betalingskorrektion med henvisning til, at Ligningsloven § 2, stk. 5 kun finder anvendelse, når en ansættelse er forhøjet til markedsværdien efter Ligningsloven § 2, stk. 1. SKAT argumenterede, at sager om "rette indkomstmodtager" ikke er omfattet af Ligningsloven § 2, men derimod af Statsskatteloven § 4.

Selskabet, repræsenteret af [person1], påstod, at betalingskorrektion skulle imødekommes. De anførte, at der var tale om en enkeltstående kontorfejl, og at hensigten ikke havde været skatteudskydelse. Selskabet henviste til tidligere afgørelser fra Landsskatteretten og en artikel, samt argumenterede for, at Højesterets dom i SKM2015.717.HR ikke var direkte relevant, da den omhandlede en situation med formodet skatteudskydelse, i modsætning til nærværende sag.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten henviste til Højesterets dom af 16. november 2015 (SKM2015.717.HR), som fastslog, at ændringer foretaget efter praksis om "rette indkomstmodtager" ikke er omfattet af Ligningsloven § 2. Højesteret havde i den dom henvist til landsrettens præmisser, der understregede, at når der ikke var foretaget en korrektion af pris eller vilkår til armslængdevilkår, men derimod en skattemæssig henførsel af indkomsten til den rette indkomstmodtager, var der ikke foretaget en ændring i henhold til Ligningsloven § 2, stk. 1. Landsskatteretten konkluderede derfor, at der ikke var adgang til betalingskorrektion efter Ligningsloven § 2, stk. 5, og at hensigten med indkomsten var uden betydning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte betalingskorrektion. Afgørelsen bygger på en fortolkning af Ligningsloven § 2, stk. 1 og Ligningsloven § 2, stk. 5 i lyset af Højesterets dom i SKM2015.717.HR.

Landsskatteretten fastslog, at:

• Ligningsloven § 2, stk. 5 kun giver adgang til betalingskorrektion, når SKAT har foretaget en forhøjelse af den skattepligtiges ansættelse til markedsværdien efter Ligningsloven § 2, stk. 1.
• Højesteret har i SKM2015.717.HR præciseret, at sager vedrørende princippet om "rette indkomstmodtager", hvor indkomsten henføres med hjemmel i Statsskatteloven § 4, ikke er omfattet af Ligningsloven § 2.
• Da SKATs ændring i nærværende sag var baseret på praksis om "rette indkomstmodtager" og ikke en korrektion af pris eller vilkår til armslængdevilkår efter Ligningsloven § 2, stk. 1, var der ikke adgang til betalingskorrektion efter Ligningsloven § 2, stk. 5.
• Det blev anset for uden betydning, om parterne havde haft hensigt om skatteudskydelse eller om der var tale om en kontorfejl.