EU-kompetence: Tvist om salg af ægtefælles fælleseje efter skilsmisse falder uden for Bruxelles I Recast-forordningens anvendelsesområde

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rayonen sad Varna (Bulgarien) vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (Bruxelles I Recast-forordningen).

Tvisten i hovedsagen stod mellem de tidligere ægtefæller Todor Iliev og Blagovesta Ilieva, som begge var statsborgere i en medlemsstat, men som havde fast bopæl i Italien på det relevante tidspunkt for ægteskabet, anskaffelsen af godet og skilsmissen.

Efter opløsningen af ægteskabet i 2015 anlagde Todor Iliev sag ved den bulgarske ret med krav om salg af en bil, der var anskaffet under ægteskabet, og som ifølge bulgarsk familielov (artikel 21 og 28) udgjorde ægtefællernes fælleseje. Blagovesta Ilieva bestred de bulgarske retters kompetence og hævdede, at de italienske domstole burde have kompetence i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, da hun var bosiddende i Italien.

Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt en tvist om deling af et gode, der er anskaffet under ægteskabet og betragtes som fælleseje, henhørte under undtagelsen for "formueforholdet mellem ægtefæller" i forordningens artikel 1, stk. 2, litra a). Hvis tvisten var udelukket, skulle kompetencen fastlægges efter national bulgarsk ret; hvis den var omfattet, skulle italienske domstole have kompetence i henhold til EU-retten.

Centrale præjudicielle spørgsmål

De tre spørgsmål handlede samlet om, hvorvidt:

• En retstvist mellem tidligere ægtefæller om deling af løsøre erhvervet under ægteskabet (fælleseje) udgør et formueforhold mellem ægtefæller som omhandlet i undtagelsesbestemmelsen (artikel 1, stk. 2, litra a)).
• Forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse på sådanne tvister, når parterne har bopæl i en anden medlemsstat end sagsøgerens nationalitetsstat.

Domstolens afgørelse og begrundelse

Domstolen (Sjette Afdeling) fastslog ved kendelse, at en tvist som den i hovedsagen omhandlede, vedrørende salg og deling af et gode erhvervet under ægteskabet efter afsigelse af skilsmissedom, ikke henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012.

Domstolen begrundede sin afgørelse med henvisning til kontinuitetsprincippet mellem fortolkningen af Bruxelles I Recast-forordningen og den tidligere Bruxelles-konvention. Da artikel 1, stk. 2, litra a), i forordningen er sammenfaldende med den tilsvarende bestemmelse i konventionen, anvendtes den etablerede retspraksis, især fra de Cavel-dommen (143/78).

Domstolen fastslog, at begrebet »formueforhold mellem ægtefæller« omhandlet i Bruxelleskonventionens artikel 1, stk. 2, nr. 1), ikke alene omfatter formueordninger, som af visse nationale lovgivninger specielt og udelukkende er udformet med henblik på ægteskabet, men også alle formueretlige forhold, som er en direkte følge af ægteskabet eller af dettes opløsning (præmis 28).