Kroatisk lovgivning, der retroaktivt ugyldiggør grænseoverskridende låneaftaler med uautoriserede kreditorer, strider mod fri bevægelighed for tjenesteydelser

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører en tvist mellem Anica Milivojević, bosat i Kroatien, og Raiffeisenbank St. Stefan-Jagerberg-Wolfsberg eGen, en østrigsk bank, om gyldigheden af en låneaftale indgået i 2007, som var sikret ved pant i fast ejendom i Kroatien. Milivojević anvendte lånet til renovering af sit hus med henblik på turistindkvartering.

Sagens kerne ligger i en kroatisk lovgivning fra 2017 ("Lov om ugyldighed af låneaftaler med international tilknytning"), der med tilbagevirkende kraft erklærede låneaftaler indgået med uautoriserede udenlandske kreditorer (som Raiffeisenbank) for ugyldige. Denne lovgivning rejste spørgsmål om dens forenelighed med EU-retten, navnlig princippet om fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEUF).

Centrale spørgsmål forelagt Domstolen

Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om:

• Den nationale lovgivning om retroaktiv ugyldighed var forenelig med artikel 56 TEUF og artikel 63 TEUF.
• De nationale særregler for kompetence i disse tvister var forenelige med Bruxelles I-forordningen (Forordning 1215/2012), især artikel 4 (almindelig kompetence) og artikel 25 (værnetingsaftaler).
• Milivojević kunne kvalificeres som "forbruger" i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, givet lånets dobbelte formål (privat bolig og turistudlejning).
• Et søgsmål om ugyldighed af en aftale og sletning af pant i ejendomsregistret faldt ind under enekompetencen i sager om rettigheder over fast ejendom (artikel 24, nr. 1, i forordning nr. 1215/2012).

Domstolen fastslog, at den kroatiske lovgivning om retroaktiv ugyldighed af låneaftaler med uautoriserede udenlandske kreditorer udgjorde en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, som ikke var proportional og dermed var i strid med EU-retten. Domstolen besvarede de fire præjudicielle spørgsmål som følger:

Vurdering af den frie udveksling af tjenesteydelser (Artikel 56 TEUF)

Domstolen fandt, at loven udgjorde en hindring for adgangen til det kroatiske marked for udenlandske tjenesteydere, og at denne restriktion var direkte forskelsbehandling i perioden fra Kroatiens tiltrædelse til 2015, og efterfølgende en uberettiget restriktion.

"Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede... [der] er ugyldige fra den dag, de blev indgået, selv om de blev indgået, inden den nævnte lovgivning trådte i kraft."

Domstolen understregede, at lovens generelle og automatiske ugyldighedsregel med tilbagevirkende kraft gik langt ud over, hvad der var nødvendigt for at opnå legitime mål såsom forbrugerbeskyttelse eller bevarelse af den finansielle sektors omdømme (proportionalitetsprincippet).