Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet: Eksport af social sikringstillæg nægtes borgere med dobbelt statsborgerskab, der har flyttet bopæl til Tyrkiet

Denne sag vedrører en præjudiciel anmodning fra Centrale Raad van Beroep (Nederlandene) om fortolkningen af associeringsrådets afgørelse nr. 3/80 i forbindelse med retten til social sikring for tidligere tyrkiske vandrende arbejdstagere, der har opnået nederlandsk statsborgerskab.

Sagsøgerne (M.S. Demirci m.fl.) er tidligere tyrkiske arbejdstagere, der lovligt havde tilknytning til det nederlandske arbejdsmarked. De blev invaliderede og modtog en invalidepension (WAO) samt en særlig ikke-bidragspligtig tillægsydelse (TW – Toeslagenwet), der skulle sikre dem et eksistensminimum.

Efter at have opnået nederlandsk statsborgerskab (samtidig med at de bevarede deres tyrkiske statsborgerskab) flyttede de til Tyrkiet. Den nederlandske myndighed (Uwv) besluttede gradvist at nedsætte og ophæve tillægsydelsen, fordi en ny national lov (BEU) indførte et bopælskrav for denne type ydelse.

Hovedspørgsmålet for Domstolen var, om disse personer, ved at påberåbe sig deres fortsatte tyrkiske statsborgerskab og artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 3/80, kunne undgå det nationale bopælskrav og dermed få ydelsen eksporteret til Tyrkiet, på trods af at de nu også var nederlandske statsborgere og unionsborgere.

Domstolen konkluderede, at de pågældende personer, efter at have opnået nederlandsk statsborgerskab, ikke længere kan påberåbe sig de gunstige bestemmelser i associeringsaftalen og afgørelse nr. 3/80 for at tilsidesætte det nationale bopælskrav for tillægsydelsen.

Domstolens Begrundelse

Domstolen fastslog, at erhvervelsen af statsborgerskab i værtsmedlemsstaten sætter de tidligere tyrkiske arbejdstagere i en særlig situation, som fundamentally ændrer den retlige ramme:

• Højeste Integrationsgrad: Opnåelsen af statsborgerskab i værtsmedlemsstaten repræsenterer den højst opnåelige grad af integration, hvilket er hovedformålet med associeringsordningen EØF-Tyrkiet. Deres rettigheder er herefter primært knyttet til deres status som statsborgere i medlemsstaten og som unionsborgere.
• Forbud mod Dobbelt Fordel: Hvis de kunne påberåbe sig afgørelse nr. 3/80 (som ophæver bopælskravet) efter at have opnået nederlandsk statsborgerskab, ville de blive behandlet mere fordelagtigt end:
  • Andre unionsborgere, der er underlagt bopælskravet for denne type særlig ikke-bidragspligtig ydelse (jf. forordning nr. 1408/71, artikel 10a).
  • Tyrkiske statsborgere, der ikke har opnået statsborgerskab i værtslandet.
• Artikel 59 i Tillægsprotokollen: Denne artikel forbyder at give Tyrkiet gunstigere betingelser end dem, som medlemsstaterne indrømmer hinanden. En fortolkning, der gav dobbelt statsborgere en ret til eksport af ydelser, som unionsborgere ikke har, ville være i strid med dette princip.