Manglende medregning af uarbejdsdygtighedsperiode ved beregning af alderspension for vandrende arbejdstager

Edgard Mulders, en belgisk statsborger, arbejdede først i Belgien og senere som grænsearbejder i Nederlandene. Efter en arbejdsulykke modtog han ydelser i begge lande. Da han ansøgte om alderspension i Belgien, blev en periode, hvor han modtog uarbejdsdygtighedsydelse i Nederlandene, ikke medregnet som forsikringsperiode.

Tvisten opstod, da Rijksdienst voor Pensioenen (RVP) i Belgien ikke medregnede en periode med uarbejdsdygtighedsydelse fra Nederlandene i beregningen af Edgard Mulders' alderspension. RVP begrundede dette med, at Mulders ikke var bosat i Nederlandene i den pågældende periode, og at han modtog en tilsvarende ydelse i Belgien, hvilket ifølge nederlandsk lovgivning udelukkede medregning af perioden som forsikringsperiode.

Arbeidshof te Antwerpen forelagde sagen for EU-Domstolen for at få afklaret, om denne praksis var i overensstemmelse med EU-retten, særligt forordning nr. 1408/71 om social sikring for vandrende arbejdstagere.

De centrale spørgsmål var:

• Skal en periode med uarbejdsdygtighedsydelse, hvor der er indbetalt bidrag til aldersforsikring, betragtes som en forsikringsperiode?
• Er det foreneligt med EU-retten at nægte at medregne en sådan periode, fordi personen ikke er bosat i den pågældende medlemsstat og/eller modtager en tilsvarende ydelse fra en anden medlemsstat?

Den belgiske regering argumenterede for, at anmodningen om præjudiciel afgørelse burde afvises, da den ikke tilstrækkeligt redegjorde for de faktiske omstændigheder og den relevante lovgivning.

Europa-Kommissionen anførte, at den nederlandske lovgivning, der underlægger modtagelsen af forsikring en betingelse om bopæl, er i strid med forordning nr. 1408/71 og princippet om fri bevægelighed for arbejdstagere.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 1, litra r), og artikel 46 i forordning nr. 1408/71, sammenholdt med artikel 13, stk. 2, litra a), i samme forordning samt artikel 45 og 48 i TEUF, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en uarbejdsdygtighedsperiode, hvorunder der er udbetalt sygeforsikringsydelse med indeholdelse af bidrag til aldersforsikring, ikke anerkendes som forsikringsperiode ved beregning af alderspension, alene fordi den pågældende ikke er bosat i den pågældende medlemsstat og/eller modtager en tilsvarende ydelse fra en anden medlemsstat, der ikke kan kumuleres med sygeforsikringsydelsen.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at en sådan praksis undergraver princippet om fri bevægelighed for arbejdstagere, da det potentielt kan føre til tab af sociale fordele, som er optjent gennem bidrag.

Retlige principper

• Fri bevægelighed for arbejdstagere: Artikel 45 og 48 i TEUF sikrer arbejdstagernes ret til fri bevægelighed. Denne ret ville blive undergravet, hvis vandrende arbejdstagere mister sociale fordele, de har optjent i en medlemsstat.
• Forordning nr. 1408/71, artikel 1, litra r) og artikel 46: Disse bestemmelser omhandler definitionen af forsikringsperioder og beregningen af ydelser. Domstolen præciserede, at medlemsstaterne skal overholde EU-retten og principperne om fri bevægelighed ved fastlæggelsen af betingelser for forsikringsperioder.
• Forordning nr. 1408/71, artikel 13, stk. 2, litra a): Denne artikel fastlægger, hvilken medlemsstats lovgivning der finder anvendelse på en arbejdstager. Domstolen fastslog, at en medlemsstat ikke kan anvende bopælskrav på en måde, der udelukker personer, der er omfattet af denne bestemmelse, fra at opnå sociale sikringsrettigheder.
• Antikumulationsprincippet: Domstolen anerkendte, at antikumulationsregler kan være tilladte, men de må ikke føre til, at bidrag, der er betalt til en forsikringsordning, ikke kommer den pågældende person til gode.

Retlige principper

• Fri bevægelighed for arbejdstagere: EU-retten, særligt artikel 45 og 48 i TEUF, sikrer arbejdstagernes ret til fri bevægelighed. Denne ret ville blive undergravet, hvis vandrende arbejdstagere mister sociale fordele, de har optjent i en medlemsstat.
• Forordning nr. 1408/71, artikel 1, litra r) og artikel 46: Disse bestemmelser omhandler definitionen af forsikringsperioder og beregningen af ydelser. Domstolen præciserede, at medlemsstaterne skal overholde EU-retten og principperne om fri bevægelighed ved fastlæggelsen af betingelser for forsikringsperioder.
• Forordning nr. 1408/71, artikel 13, stk. 2, litra a): Denne artikel fastlægger, hvilken medlemsstats lovgivning der finder anvendelse på en arbejdstager. Domstolen fastslog, at en medlemsstat ikke kan anvende bopælskrav på en måde, der udelukker personer, der er omfattet af denne bestemmelse, fra at opnå sociale sikringsrettigheder.
• Antikumulationsprincippet: Domstolen anerkendte, at antikumulationsregler kan være tilladte, men de må ikke føre til, at bidrag, der er betalt til en forsikringsordning, ikke kommer den pågældende person til gode.