Landsskatteretten: Fradrag for rejseudgifter og befordringsgodtgørelse for norsk håndboldspiller i Danmark – Indkomstår 2004

Et arbejdssted kan højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder ved anvendelse af standardsatserne i Ligningsloven § 9 A, stk. 2, nr. 1-3. Dog kan et arbejdssted anses for midlertidigt i mere end 12 måneder ved godtgørelse for logi efter standardsatserne, ved udlæg efter regning eller ved fradrag for dokumenterede udgifter.

Landsskatteretten lagde til grund, at klageren i 2004 havde sin primære tilknytning til sin bopæl i Norge, og at afstanden til arbejdsstedet i Danmark forhindrede overnatning på den sædvanlige bopæl. Da klagerens spillerkontrakt løb fra 1. juli 2003 til 30. juni 2005, kunne hun foretage fradrag for rejseudgifter efter standardsatserne til kost og småfornødenheder frem til 30. juni 2004. For 1. halvår af 2004, hvor klageren opholdt sig 150 dage i Danmark, blev fradraget beregnet til 54.950 kr.

For 2. halvår af 2004 fandt Landsskatteretten det ikke godtgjort, at klagerens faktiske rejseudgifter havde været 60.659 kr., da det fremlagte kontoudtog fra finans1 uden specifikation af betalinger ikke var tilstrækkeligt. Med henvisning til kontoudtoget og Byrettens afgørelse af 10. juni 2014 (vedrørende 2005) fastsatte Landsskatteretten et skønsmæssigt fradrag på 18.000 kr. til kost og rejsefornødenheder for 2. halvår af 2004.

Landsskatteretten ændrede Skatteankenævnets afgørelse, således at klageren var berettiget til et samlet fradrag for rejseudgifter på 72.950 kr. for indkomstår 2004.

Skattefri befordringsgodtgørelse

Godtgørelser for arbejdsrelaterede udgifter medregnes ved indkomstopgørelsen, medmindre de er omfattet af Ligningsloven § 9 B og ikke overstiger Skatterådets satser, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4. Erhvervsmæssig befordring omfatter bl.a. befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i op til 60 arbejdsdage inden for 12 måneder, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 1.

Det er en betingelse for skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol, og at der foreligger bogføringsbilag med specifikke oplysninger som navn, adresse, CPR-nr., formål, dato, mål, antal kørte kilometer, satser og beregning, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13.03.2000 § 2.

Da den indsendte opgørelse over klagerens kørsel ikke opfyldte disse krav (mangler CPR-nr., datering, kilometerantal for enkelte datoer, præcise adresser og tilstrækkelig kontrol), stadfæstede Landsskatteretten Skatteankenævnets afgørelse om, at godtgørelsen ikke kunne udbetales skattefrit. Klagerens påstand om ugyldighed af nævnets afgørelse blev afvist, da de samme forhold havde været gældende gennem hele sagsbehandlingen.

Befordringsfradrag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes ud fra den normale transportvej ved bilkørsel og en kilometertakst fastsat af Skatterådet. Fradrag gives kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km, jf. Ligningsloven § 9 C. Hvis afstanden er ekstraordinært lang, har klageren bevisbyrden for den påståede kørsel, jf. SKM2004.162.HR.

Reglerne for normal transportvej og fradrag for færgetransport fremgår af Bekendtgørelse nr. 512 af 10. juni 2004 §§ 1-3.

Landsskatteretten godkendte ikke fradrag for kørsel mellem klagerens bopæl i Danmark og lokale arbejdssteder, da disse ture var kortere end 24 km per tur. For øvrige ture (træningskampe, -lejr, Cup) blev befordringsfradraget opgjort til 2.274 kr.

For de 5 ture mellem Danmark og Norge, som klageren opgjorde til mellem 1.823 km og 1.836 km retur, ansås disse for ekstraordinært lange. Med henvisning til kontoudtog, der viste betalinger i lufthavn og for flytog, samt klagerens egen forklaring i byretten om at flyve til Norge, lagde Landsskatteretten til grund, at klageren havde benyttet fly. Befordringsfradraget skulle beregnes efter den normale transportvej via færge mellem Hirtshals og Kristiansand, som er 649 km retur, jf. SKM2001.580.TSS.

Befordringsfradraget for de 5 ture mellem Danmark og Norge blev beregnet som følger:

Da der ikke var fremlagt dokumentation for faktiske udgifter til færge, fly eller Brobizz, blev der ikke godkendt fradrag herfor.

Landsskatteretten ændrede nævnets afgørelse, således at klagerens befordringsfradrag for indkomstår 2004 blev nedsat til 5.114 kr. (2.274 kr. + 2.840 kr.).

Baggrund og Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet var enig med SKAT i, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelser ikke var opfyldt. Dette skyldtes, at rejsegodtgørelser var udbetalt til arbejdssteder, der ikke kunne karakteriseres som midlertidige jf. Ligningsloven § 9a, og befordringsgodtgørelse var udbetalt i strid med 60-dages reglen i Ligningsloven § 9b, stk. 1. Ankenævnet henviste til SKM2003.317.ØLR, der fastslog, at manglende kontrol medfører, at al udbetalt skattefri godtgørelse anses for skattepligtig personlig indkomst. Det blev også fremhævet, at klageren allerede i 2008 var blevet gjort opmærksom på lignende forhold for tidligere indkomstår, men ikke havde rettet ind efter retningslinjerne i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Ankenævnet afviste, at klagerens bopæl på Fyn kunne anses for en af flere arbejdspladser, og at befordring mellem klagerens to boliger ikke faldt ind under Ligningsloven § 9b eller Ligningsloven § 9c. Fradrag for rejseudgifter og befordring skulle derfor ansættes skønsmæssigt som et ligningsmæssigt fradrag.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at der skulle godkendes befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c og et højere skønnet fradrag for rejseudgifter. Det blev anført, at klageren er hovedaktionær i flere selskaber med forretningsadresser på Sjælland og en delvis drift fra bopælsadressen på Fyn, som var virksomhedens oprindelige hjemsted. Klageren arbejder primært på Sjælland, hvor han overnatter i sin ejendom i [by2] og dagligt kører til firmaadresser i [by3] og [by4]. Klageren havde fremlagt kørselsopgørelser og dagbøger, men havde svært ved at dokumentere rejseaktiviteter med overnatning, især for udlandsrejser, da udgifterne var afholdt privat.