Landsskatteretten: Forhøjelse af indkomst på grund af uanmeldte bankindsætninger fra tolkevirksomhed

Klageren blev oprindeligt dømt for overtrædelse af straffeloven vedrørende den udeholdte omsætning, men blev efterfølgende frifundet af Østre Landsret. Frifindelsen skete blandt andet på baggrund af en udtalelse fra SKAT til Statsadvokaten, hvoraf det fremgik, at der ikke kunne føres bevis for, at de største indsætninger på kontoen vedrørte tolkevirksomhed.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at SKATs forhøjelser skulle nedsættes til 0 kr. Repræsentanten anførte, at SKATs afgørelse var truffet på et faktuelt forkert grundlag, idet klageren ikke havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Det blev anført, at indsætningerne på bankkontoen dels vedrørte indbetalinger til klagerens fraskilte ægtefælles virksomhed, som hun var blevet beskattet af, dels lån fra [virksomhed3] til et byggeprojekt i Tyrkiet. Klageren fremlagde en oversigt over valutakøb for i alt 952.192 kr. til [virksomhed3] som dokumentation for tilbagebetaling af lån. Det blev også anført, at en mindre indsætning i 2007 var lejeindtægt fra udlejning af klagerens møblerede lejlighed, som ikke var skattepligtig.

Repræsentanten gjorde desuden gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af tilsidesættelse af fristreglerne i Skatteforvaltningsloven § 27 og bekendtgørelse 1095/2005 om kort ligningsfrist, samt garantiforskrifterne i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Det blev fremhævet, at klageren var omfattet af den korte ansættelsesfrist, da han var lønmodtager og kun havde hjulpet sin tidligere ægtefælle med bankkontoen. Det blev bestridt, at klageren havde handlet groft uagtsomt, hvilket Østre Landsrets frifindelse angiveligt bekræftede. Endvidere blev det anført, at SKAT ikke havde påvist, at klageren havde drevet momspligtig virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Formalitet

Landsskatteretten tog stilling til, om SKATs afgørelse var ugyldig på grund af tilsidesættelse af fristregler og begrundelseskrav.

• Kort ansættelsesfrist: Klageren havde modtaget store indsætninger på sin bankkonto, der indikerede indkomst fra selvstændig virksomhed. Sådanne indkomster er ikke dækket af årsopgørelsens standardtal, og klageren blev derfor med rette ikke anset for omfattet af den korte ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 (via bekendtgørelse 2007-10-23 nr. 1243, § 2, der ændrer bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005).
• Ekstraordinær genoptagelse: Da klageren ikke havde medregnet bankindsætningerne i sin indkomst, ansås han for at have handlet mindst groft uagtsomt. SKAT var derfor berettiget til at foretage ansættelsen efter de ekstraordinære frister i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.
• Varslingsfrist: SKAT modtog bankkontoudskrifter den 29. april 2011 og traf afgørelse den 11. august 2011. Fristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 blev dermed overholdt.
• Begrundelseskrav: SKATs afgørelse af 11. august 2011 opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, jf. Skatteforvaltningsloven § 20. SKAT havde anført de relevante lovbestemmelser og redegjort for de faktiske forhold, herunder manglende udgiftsbilag og klagerens egen oplysning om andel af tolkevirksomhed.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at det var godtgjort, at klageren reelt havde drevet virksomhed i de omhandlede indkomstår, og at afgørelsen var foretaget i henhold til gældende frister og var tilstrækkeligt begrundet. Afgørelsen var derfor ikke ugyldig.

Realitet

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 4, hvorefter al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig. Retten bemærkede, at der var løbende, større indsætninger på klagerens bankkonto, som SKAT havde anset for skattepligtige.

• Bevisbyrde: I henhold til praksis, jf. blandt andet Højesterets dom i SKM2008.905.HR og byretsdommen SKM2016.505.BR, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at løbende større bankindsætninger er foretaget med skattefri eller allerede beskattede midler. Dette gælder uanset en tidligere frifindelse i en straffesag, jf. SKM2012.53.BR.
• Manglende dokumentation: Klageren havde ikke dokumenteret, at indsætningerne var allerede beskattede eller skattefri midler, eller at der var tale om tredjemands penge. Der var ikke fremlagt dokumentation for låneforhold med [virksomhed3] eller for, at beløbene vedrørte omsætning i klagerens fraskilte ægtefælles virksomhed. Den efterfølgende erklæring fra ægtefællen og hendes årsopgørelser for 2008 og 2009, der viste overskud af virksomhed, dokumenterede ikke, at de konkrete bankindsætninger var medregnet.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de store og vedvarende indsætninger på hans bankkonto ikke var skattepligtige. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Bestyrelseshonorar 2011

Klageren havde i perioden 2008-2013 været bestyrelsesmedlem i [finans1] A/S. SKAT konstaterede, at der i regnskabsåret 2011 var udbetalt 119.873 kr. til klageren til dækning af udlæg, som ikke var dokumenteret. Selskabets revisor havde udarbejdet lønoplysningsseddel på beløbet som B-indkomst. Klageren bestred, at beløbet var skattepligtigt honorar, idet han mente, at bilagene var afleveret til selskabet, og at SKAT ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for det opgjorte beløb. Klageren påpegede desuden, at de fremlagte indberetningsblanketter hverken var dateret eller underskrevet.

Ansættelsesfrister

Klageren gjorde gældende, at forhøjelserne for 2009 og 2011 var forældede, da SKAT ikke havde overholdt 6-måneders fristen for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. Klageren henviste til, at SKAT havde haft kendskab til forholdene siden maj 2012, men først varslede forhøjelserne i april 2013. Klageren anførte desuden, at betingelsen om forsæt eller grov uagtsomhed, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, ikke var opfyldt. SKAT fastholdt, at ansættelserne var foretaget inden for de ordinære frister i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, eller at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, herunder at klageren som økonomidirektør måtte anses for groft uagtsom eller forsætlig.