Skønsmæssig forhøjelse af indkomst ved udlejning af lokaler i sexklinik og nægtelse af fradrag for healer-kursus

Nægtelse af fradrag for kursus

Klageren havde i 2010 fratrukket 22.000 kr. til et kursus som healer og clairvoyant. SKAT nægtede fradraget med henvisning til, at udgiften ikke var en driftsomkostning efter Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da der var tale om påbegyndelse af en ny uddannelse uden relevans for den eksisterende sexklinik-drift.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse på alle punkter.

Vedrørende ugyldighed

Retten fandt ikke, at afgørelsen var ugyldig. Selvom SKAT havde inddraget irrelevante bemærkninger om privatforbrug, anså retten afgørelsen for værende behørigt begrundet i overensstemmelse med Forvaltningslovens § 24. Da klageren havde fået udleveret annoncelisterne forud for afgørelsen, var kravet om kontradiktion og dokumentindsigt jf. Forvaltningslovens § 9 opfyldt.

Vedrørende den skønsmæssige ansættelse

Landsskatteretten bekræftede, at regnskabet kunne tilsidesættes grundet manglende kasseafstemninger og dokumentation. Retten lagde vægt på:

"Det må således formodes, at klageren ikke blot udlånte sine lokaler til andre uden at tjene på det, idet det derved ville hindre klageren i selv at drive sin virksomhed i de pågældende perioder, hvor lokalerne blev anvendt af andre piger."

Retten fandt SKATs beregningsmodel (500 kr. pr. annonce minus 20 % for aflysninger) for rimelig under hensyntagen til klinikkens generelle prisniveau.

Vedrørende kursusudgifter

Landsskatteretten fastslog, at uddannelse som healer og clairvoyant udgjorde videreuddannelse/ny uddannelse og ikke blot vedligeholdelse af klagerens nuværende faglige viden som sportsmassør. Der var dermed ikke den fornødne direkte sammenhæng med indkomsterhvervelsen jf. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at forhøjelsen skulle nedsættes, idet regnskabsgrundlaget ikke kunne tilsidesættes, og at den skønsmæssige forhøjelse var baseret på et urigtigt og urimeligt grundlag. Det blev desuden anført, at forhøjelsen var baseret på fiktive lejeindtægter, som klageren aldrig havde modtaget, og som ville medføre sigtelse efter Straffeloven § 228.