Rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse forhindrer udelukkelse af katolske religionslærere fra beskyttelse mod misbrug af successive kontrakter (Italien)

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Tribunale di Napoli (retten i Napoli, Italien) vedrørende katolske religionslærere (YT m.fl.) ansat i italienske offentlige skoler. Disse lærere havde i mange år været beskæftiget på successive, årlige tidsbegrænsede kontrakter gennem Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca (MIUR), men var udelukket fra de nationale retsmidler, der gjaldt for andre lærere i den offentlige sektor, herunder konvertering af kontrakten til tidsubegrænset ansættelse efter 36 måneder eller ret til erstatning ved misbrug.

Lærerne gjorde gældende, at den italienske lovgivning var i strid med EU-retten, navnlig Rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse (bilag til direktiv 1999/70/EF) og Direktiv 2000/78/EF om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse, idet de blev udsat for diskrimination på grund af religion og manglede beskyttelse mod misbrug af de tidsbegrænsede ansættelsesforhold.

Den italienske regering argumenterede for, at undervisningen i katolsk religion, i henhold til Konkordatet mellem Italien og Vatikanstaten, krævede et særligt tillidsforhold og et 'egnethedsbevis' udstedt af stiftsbiskoppen, og at dette krav samt behovet for fleksibilitet i skolesektoren udgjorde en objektiv omstændighed, der berettigede brugen af de successive tidsbegrænsede kontrakter.

EU-Domstolen fastslog, at den italienske lovgivning var til hinder for Rammeaftalens § 5, da den udelukkede katolske religionslærere fra effektive sanktioner mod misbrug af successive tidsbegrænsede kontrakter, uden at der var fastsat tilsvarende alternative retsregler.

Afvisning af diskrimination på grund af religion

Domstolen afviste indledningsvis, at der forelå direkte forskelsbehandling på grund af religion i henhold til Direktiv 2000/78. Den ulige behandling skyldtes alene den særlige ansættelsesordning i den offentlige skolesektor, som udelukkede denne specifikke kategori af lærere fra de beskyttelsesforanstaltninger, der gjaldt for andre lærere, og ikke deres religiøse tilhørsforhold eller tro.

Fortolkning af 'Objektiv omstændighed' og Rammeaftalens § 5

Domstolen præciserede fortolkningen af begrebet »objektiv omstændighed« i Rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a):

• Kravet om stiftsbiskoppens udstedelse af et 'egnethedsbevis' udgør ikke en objektiv omstændighed, der kan begrunde fornyelsen af tidsbegrænsede kontrakter, da dette bevis (og den eventuelle tilbagekaldelse heraf) gælder for både fastansatte og tidsbegrænsede religionslærere og normalt udstedes en enkelt gang.
• Selvom skolesektorens behov for fleksibilitet (pga. den valgfrie religionsundervisning) potentielt kan udgøre en objektiv omstændighed til dækning af midlertidige behov, kan successive kontrakter ikke lovligt fornys for fast og varigt at varetage opgaver, der henhører under den normale aktivitet i skolesektoren. Hvis kontrakterne dækker et permanent behov, er der tale om misbrug i strid med Rammeaftalen.