Misbrug af tidsbegrænsede ansættelser i undervisningssektoren

Sagen omhandler flere anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse (direktiv 1999/70/EF) i relation til italiensk lovgivning om tidsbegrænsede ansættelser i den offentlige undervisningssektor.

Sagsøgerne, Raffaella Mascolo m.fl., var ansat på gentagne tidsbegrænsede kontrakter som undervisere og administrativt personale ved Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca og Comune di Napoli. De anførte, at disse kontrakter var ulovlige og krævede fastansættelse eller erstatning.

De forelæggende retter, Tribunale di Napoli og Corte costituzionale, stillede spørgsmål om, hvorvidt den italienske lovgivning var i overensstemmelse med EU-retten, særligt rammeaftalens § 4 og § 5, stk. 1, vedrørende misbrug af tidsbegrænsede ansættelser.

De centrale spørgsmål var:

• Om den italienske lovgivning, der tillader gentagne tidsbegrænsede ansættelser indtil afslutningen af udvælgelsesprocedurer, er forenelig med rammeaftalen.
• Om fraværet af en fast tidsplan for udvælgelsesprocedurer og manglende mulighed for erstatning udgør en overtrædelse af EU-retten.
• Om behovet for fleksibilitet i undervisningssektoren kan begrunde en særordning.

Ministero og Comune di Napoli argumenterede for, at artikel 36, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 165/2001 forhindrer fastansættelse, og at der ikke var tale om misbrug, da ansættelsesproceduren var lovlig.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at § 5, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse er til hinder for national lovgivning, der tillader fornyelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for lærere og administrativt personale, indtil udvælgelsesprocedurer for fastansættelse er afsluttet, uden en fast tidsplan for disse procedurer og uden mulighed for erstatning for tab som følge af fornyelsen.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med, at den nationale lovgivning ikke sikrer objektive og gennemsigtige kriterier for at vurdere, om fornyelsen af kontrakterne opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte mål og er nødvendig. Desuden indeholder lovgivningen ingen foranstaltninger til at forhindre og sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

Centrale EU-retlige principper

• Rammeaftalens formål: Rammeaftalen har til formål at begrænse brugen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for at undgå misbrug.
• Objektive omstændigheder: Fornyelse af tidsbegrænsede kontrakter skal være begrundet i præcise og konkrete omstændigheder.
• Effektiv sanktionering: Medlemsstaterne skal sikre effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner ved misbrug af tidsbegrænsede ansættelser.
• Medlemsstaternes skønsmargen: Medlemsstaterne har en vis skønsmargen ved valg af midler til at forhindre misbrug, men skal sikre rammeaftalens effektive virkning.
• Forbud mod misbrug: National lovgivning må ikke dække behov, der ikke er midlertidige, men faste og varige.