Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en handicaphjælper, der er ansat hos en privat virksomhed, som varetager arbejdsgiverrollen for borgere i eget hjem. Klageren anførte, at hendes aflønning var i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2, idet hendes løn blev fastsat på baggrund af den kommune, hun selv havde bopæl i, fremfor den kommune, hvor arbejdet blev udført.
Klageren er ansat som handicaphjælper, og hendes ansættelse er reguleret af en landsoverenskomst for handicaphjælp. I forbindelse med arbejdsgiverens tiltrædelse af denne overenskomst blev der indgået en særregel, som betød, at grund- og erfaringslønnen blev fastsat efter hjælperens egen bopælskommune i stedet for borgerens bopæl. Dette medførte, at klageren, der er bosat i en såkaldt "yderkommune" (løngruppe 0), modtog en lavere timeløn end kolleger, der udførte det samme arbejde, men som var bosat i kommuner med højere lønsatser (f.eks. København eller Aarhus).
Klageren argumenterede for, at denne aflønningsmodel var udtryk for forskelsbehandling på grund af social oprindelse. Hun beskrev sin baggrund som værende præget af en opvækst uden stabilitet og uden tradition for videregående uddannelse i familien. Hun gjorde gældende, at hendes bopæl i en yderkommune var tæt knyttet til hendes sociale status og lave indkomstniveau, og at arbejdsgiveren udnyttede dette til at fastholde hende i den laveste lønkategori.
| Part | Argumentation | Fokusområde |
|---|---|---|
| Klager | Løn efter bopæl rammer socialt svage grupper og skaber ulighed på samme arbejdsplads. | Social oprindelse |
| Aflønningen er baseret på objektive geografiske kriterier og administrative hensyn. Bopæl er ikke beskyttet. |
| Geografi og administration |
| Indklagede 2 (Fagforening) | Overenskomsten sikrede samlet set bedre vilkår, selvom bopælsreglen var et specifikt ønske fra arbejdsgiveren. | Overenskomstforhold |
Arbejdsgiveren og fagforeningen afviste, at der var tale om diskrimination. De anførte, at bopæl er et geografisk kriterium og ikke et udtryk for social oprindelse. Arbejdsgiveren bemærkede desuden, at systemet med stedtillæg historisk er indført for at kompensere for forskellige leveomkostninger i forskellige dele af landet.
Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at det ikke var i strid med Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1, at klagerens løn blev fastsat efter hendes bopæl.
Nævnet lagde i sin vurdering vægt på definitionen af begrebet "social oprindelse". Nævnet præciserede følgende:
"'Social oprindelse' relaterer sig til den gængse opfattelse af sociale klasser, således at det for eksempel vil være udtryk for forskelsbehandling på grund af social oprindelse, hvis en person behandles anderledes end andre personer, fordi pågældendes forældre har ikke-akademisk baggrund, eller fordi den pågældende kommer fra et social belastet område."
Nævnet vurderede heroverfor, at forskelsbehandling på grund af bopæl ikke kan sidestilles med eller anses for at være forskelsbehandling på grund af social oprindelse i lovens forstand. Da bopæl ikke er et beskyttet kriterium under Forskelsbehandlingsloven § 1, fandt nævnet, at de ikke havde kompetence til at tage stilling til selve den geografiske forskelsbehandling.
Som følge af at bopælskriteriet ikke faldt ind under lovens beskyttelse mod diskrimination, fik klageren ikke medhold. Nævnet fandt det herefter ikke nødvendigt at vurdere, om de øvrige bestemmelser som Forskelsbehandlingsloven § 5a eller Forskelsbehandlingsloven § 7a var relevante for sagen.

En omfattende undersøgelse fra BDO bekræfter, at kommunerne generelt følger lovgivningen vedrørende personlig assistance, men peger på et stort potentiale for administrative forenklinger og bedre udbredelse af ordningen.


Sagen omhandler en kvindelig kontormedarbejder, der er ansat i et fleksjob i en kommune på grund af diagnosen fibromyalgi, som medfører kroniske smerter i muskler, sener og bindevæv. Grundet sit handicap arbejder hun 17 timer ugentligt, men er ansat efter de overenskomstmæssige regler for fleksjobansatte.
Kernen i sagen er uenighed om udbetalingen af et specifikt kvalifikationstillæg. Efter syv års beskæftigelse inden for faget udløser overenskomsten et tillæg på seks løntrin. Kommunen valgte at udbetale dette tillæg i forhold til klagerens faktiske arbejdstid på 17 timer, fremfor at udbetale det fulde beløb svarende til en fuldtidsstilling på 37 timer.
Thomas er 12 år, og på grund af underretninger og udfordringer i hjemmet har han brug for at blive anbragt. Bor han i én kommune, vil man også nå frem til, at han skal anbringes uden for hjemmet. Men bor han i en anden kommune, vil man nå til den modsatte beslutning. Nyt studie finder, at selv når man statistisk renser for baggrundskarakteristika og historik blandt børnene, de unge og deres familier, er der stadig betydelig forskel på anbringelsesbeslutninger på tværs af kommuner.
Denne publikation beskriver Lønningsrådets sammensætning, opgaver, sagsbehandling mv.
Klageren, støttet af sin faglige organisation, gjorde gældende, at den proportionale nedsættelse af tillægget udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap. Hun argumenterede for, at hun som fleksjobansat følger den kollektive overenskomst, og at hendes kolleger, der er ansat på ordinære vilkår på fuld tid, modtager det fulde tillæg. Klageren henviste desuden til udtalelser fra den daværende beskæftigelsesminister om, at fleksjobansatte skal have krav på lønstigninger og tillæg på lige fod med ordinært ansatte.
Indklagede kommune anførte derimod:
Sagen rejste spørgsmålet om, hvorvidt det i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling at anvende et proportionalitetsprincip for løntillæg, når nedsættelsen af arbejdstiden skyldes et handicap.

Sagen omhandler en tidligere studentermedhjælper, der i perioden 2007 til 2009 var ansat i en IT-supportfunktion hos en ...
Læs mere
Sagen omhandler en person, der efter en alvorlig trafikulykke i 2004 har lidt af vedvarende kognitive forstyrrelser, sme...
Læs mere