Tilbagebetaling af moms på bespisning af forretningsforbindelser og ansatte – manglende dokumentation for tidligere år

Sagen omhandler et selskabs anmodning om tilbagebetaling af indgående moms vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler for perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2001. SKAT havde afvist anmodningen for denne periode med henvisning til manglende dokumentation og en skønsmæssig opgørelse af kravet.

Selskabet havde opgjort kravet for den omstridte periode ved at anvende et gennemsnitligt forholdstal mellem mødebespisningsomkostninger og omsætning fra perioden 1. januar 2002 til 30. september 2010, hvor der forelå dokumentation. Tre atypiske år (2002, 2008, 2009) var udeladt fra gennemsnitsberegningen for at opnå et mere retvisende forholdstal. Kravet for de ældre år blev herefter beregnet som omsætningen det enkelte år ganget med dette gennemsnitlige forholdstal.

SKATs afgørelse var baseret på styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, som fastslår, at virksomheder skal kunne dokumentere tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale. For perioder ældre end 5 år, hvor bilagsmateriale muligvis ikke længere foreligger, kan dokumentationskravet opfyldes ved hjælp af specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller korrespondance. SKAT fremhævede, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et dokumenteret krav for en nyere periode med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for, og at der ikke kan ske tilbagebetaling, hvis der ikke er opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år.

Selskabet bestred SKATs afgørelse og argumenterede for, at selvom der ikke forelå fysisk regnskabsmateriale for den ældre periode (hvilket skyldtes, at der ikke var lovfæstet pligt til at opbevare det ud over 5 år, jf. Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 66, stk. 1), havde selskabet tilstrækkeligt sandsynliggjort kravet. Selskabet henviste til retspraksis, der tillader sandsynliggørelse af fradrag, og fremhævede, at den almindelige drift med møder og kantinevirksomhed var fortsat uændret. Selskabet mente, at det foretagne skøn var rimeligt og korrigeret for atypiske forhold, og at SKAT ikke havde påvist, at skønnet var urimeligt eller foretaget en konkret vurdering af selskabets skøn.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og godkendte selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift på 975.162 kr. for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2001.

Retten lagde til grund, at Momsloven § 37, stk. 1 giver virksomheder ret til at fradrage afgift af indkøb, der udelukkende anvendes til virksomhedens afgiftspligtige leverancer. Selvom Momsloven § 42, stk. 1, nr. 1 og 5 tidligere begrænsede fradragsretten for kost til personale og underholdning/repræsentation, er denne praksis underkendt af EU-Domstolen.

EU-Domstolen fastslog i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, at det er i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, at opretholde en undtagelse fra fradragsretten, hvis medlemsstaten administrativt har anerkendt fuld fradragsret. Domstolen udtalte endvidere, at vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler ikke udløser udtagningsmoms, hvis det er nødvendigt af hensyn til virksomhedens behov, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b).

Som følge af EU-dommen har SKAT offentliggjort styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, der ændrer praksis og åbner for genoptagelse af afgiftstilsvaret. Disse styresignaler understreger dog et dokumentationskrav, der som udgangspunkt kræver relevant regnskabsmateriale og bilagsmateriale. For perioder ældre end 5 år kan dokumentationskravet opfyldes gennem specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller korrespondance, og det accepteres ikke, at virksomheden blot ganger et dokumenteret krav for en nyere periode med antallet af ældre år.

Landsskatteretten bemærkede, at Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 66, stk. 1 kun forpligter virksomheder til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år, hvilket er kortere end den udvidede genoptagelsesperiode.

Retten fandt, at selskabets skøn over de afholdte udgifter til bespisning for den påklagede periode var sandsynliggjort. Dette blev vurderet ud fra selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden og den anvendte beregningsmetode, hvor selskabet havde taget hensyn til omsætningen og et gennemsnitligt forholdstal fra en senere periode, hvor der forelå dokumentation. Selskabet havde desuden korrigeret for atypiske år i beregningen, hvilket bidrog til, at skønnet blev anset for realistisk. På denne baggrund blev selskabets påstand tiltrådt.