Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD): Udvisning af langtidsboende efter grov vold krænker ikke privat- og familielivet (EMRK Art. 8)

Sagen omhandler udvisningen af klageren, Al-Habeeb, som havde boet lovligt i Danmark i 21 år, siden han indrejste som 7-årig. Klageren var gift med en dansk statsborger og havde et barn, som også var dansk statsborger. På trods af den stærke tilknytning til Danmark traf de danske domstole afgørelse om udvisning på grund af klagerens alvorlige kriminalitet.

Forbrydelsen og den nationale dom

Klageren blev idømt fængsel i 2 år og 3 måneder for grov vold, begået ved at stikke en forurettet med kniv. Udover fængselsstraffen blev klageren udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende i 12 år. Det blev tillagt vægt, at klageren tidligere var straffet for vold og i den forbindelse havde modtaget en klar advarsel om, at yderligere kriminalitet ville kunne føre til udvisning, jf. bestemmelserne i Udlændingeloven § 22.

Klagerens påstand for EMD

Klageren gjorde gældende over for EMD, at den danske afgørelse om udvisning var i strid med hans ret til respekt for privat- og familieliv, som sikret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Han argumenterede for, at udvisningen var uforholdsmæssig i forhold til hans lange ophold i landet, samt at den udgjorde en alvorlig og uacceptabel indgriben i hans families liv, da hans hustru og barn er danske statsborgere.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt enstemmigt, at der ikke var sket en krænkelse af EMRK artikel 8 (retten til respekt for privat- og familieliv).

EMD lagde vægt på den alvorlige karakter af den kriminalitet, klageren var dømt for, særligt den grove vold med knivstik. Domstolen fremhævede, at de danske domstole havde foretaget en behørig og grundig proportionalitetsvurdering, hvor alle relevante elementer, herunder klagerens tilknytning til Danmark og hans familiesituation, var blevet vejet op imod samfundsinteressen i at beskytte offentligheden mod alvorlig kriminalitet.

EMD bemærkede især:

• At de danske domstole havde korrekt tillagt vægt til klagerens tidligere advarsel om udvisning.
• At muligheden for, at familien kunne genforenes uden for Danmark, eller at klageren kunne opnå genindrejse i Danmark efter indrejseforbuddets udløb (via familiesammenføring), ikke var udelukkende teoretisk. Dette afbødede delvist indgrebets alvor.

EMD konkluderede, at den indgriben i klagerens familieliv, som udvisningen med 12 års indrejseforbud udgjorde, var nødvendig i et demokratisk samfund og stod i et rimeligt proportionalt forhold til det legitime formål at forebygge uorden og kriminalitet. Dermed stadfæstede EMD de danske domstoles afgørelse om udvisning.