Polens ordning med opdelte momsbetalinger: Begrænsning af kurators adgang til midler på særskilt momskonto under konkurs

Sagen C-709/22 omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Wojewódzki Sąd Administracyjny we Wrocławiu (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Wrocław, Polen) vedrørende fortolkningen af momsdirektivet (2006/112/EF) og EU-principper i relation til Polens nationale ordning for opdelte momsbetalinger (Split Payment Mechanism, SPM).

Tvisten udspringer af, at kurator for et konkursbo (Syndyk Masy Upadłości A) anmodede den polske skattemyndighed (Dyrektor Izby Administracji Skarbowej we Wrocławiu) om tilladelse til at overføre midler fra konkursboets særskilte momskonto. Formålet var at betale kommunal ejendomsskat, men anmodningen blev afvist.

Polen indførte SPM baseret på Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/310 som en særlig foranstaltning til bekæmpelse af momssvig. Ordningen indebærer, at momsen ved visse transaktioner indbetales til en lukket og særskilt momskonto, som kun kan anvendes til begrænsede formål, primært betaling af moms til statskassen eller til leverandører.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om den nationale lovgivning og praksis, der nægter kurator adgang til midlerne til betaling af gæld til andre offentlige kreditorer (kommunen), er i strid med EU-retten, herunder principperne om proportionalitet, momsens neutralitet, retsstatsprincippet og især ejendomsretten i EU-chartrets artikel 17.

Centrale spørgsmål i sagen

• Går den nationale ordning for opdelte betalinger ud over tilladelsen i Gennemførelsesafgørelse 2019/310 og er den i strid med momsdirektivet?
• Er afvisningen af at frigive midlerne i strid med princippet om momsens neutralitet og proportionalitetsprincippet?
• Overtræder indefrysningen af midlerne ejendomsretten (Chartrets artikel 17) for en afgiftspligtig person under konkurs, idet det hindrer kurators arbejde?

Domstolen fastslår, at artikel 273 og 395 i direktiv 2006/112/EF og gennemførelsesafgørelse 2019/310 ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at momsbeløb indsat på en særskilt momskonto kun kan anvendes til begrænsede formål, navnlig betaling af skyldig moms til skattemyndighederne eller moms på fakturaer modtaget fra leverandører.

Domstolen fandt, at den polske ordning som sådan ikke udgør en fravigelse fra direktivets artikel 206 (som fastsætter betaling af momsnettobeløbet efter afgiftsperiodens udløb). Dette skyldes, at indbetalingen til momskontoen ikke er en betaling af momsskyld til staten, men snarere en sikringsforanstaltning, og den afgiftspligtige person kan fortsat bruge midlerne til at betale moms til sine leverandører. Denne begrænsede anvendelse blev anset for proportional med målet om effektivt at bekæmpe momssvig, hvilket var formålet med Gennemførelsesafgørelse 2019/310.