Landsskatteretten stadfæster nægtelse af fradrag for varmepumpe, toilet og leasing samt regulerer afskrivninger på driftsmidler grundet manglende dokumentation og nærtstående lejemål.

Sagen omhandlede et selskabs klage over Skattestyrelsens afgørelser vedrørende fradrag og afskrivninger for indkomstårene 2020, 2021 og 2022, især fokuseret på udgifter relateret til lokaler lejet af nærtstående parter og afskrivninger på en firmabil.

Indkomståret 2020: Varmepumpe og Toilet

Selskabet (hvor eneanpartshaveren var udlejer sammen med ægtefællen) søgte fradrag for afskrivning af udgifter til en varmepumpe på 15.000 kr. installeret i et lokale (en ombygget garage) på udlejerens privatbolig. Selskabet argumenterede for, at dette var nødvendigt for lokalets anvendelse som kontor.

Selskabet søgte også fradrag for 2.200 kr. for køb af et nyt toilet, som ifølge selskabet var blevet ødelagt i privatboligen af en vognmand under et erhvervsmæssigt møde, men som servicerede de lejede erhvervslokaler.

Indkomstårene 2021 og 2022: Leasing og Driftsmidler

For 2021 nægtede Skattestyrelsen fradrag for en sidste leasingydelse på 2.882 kr., da selskabet ikke havde fremlagt fyldestgørende dokumentation for udgiften.

Desuden var der uenighed om opgørelsen af afskrivninger på driftsmiddelsaldoen vedrørende en varebil anskaffet i 2020. Stridens kerne var en afgang på 99.326 kr. i 2021, som selskabet mente skulle ses bort fra i saldoberegningen, da beløbet enten vedrørte tilbagebetalt købsmoms eller registreringsafgift efter omregistrering fra papegøje- til gule plader. Skattestyrelsen havde medregnet afgangen, hvilket reducerede de godkendte afskrivninger til henholdsvis 102.769 kr. (2021) og 77.077 kr. (2022). Selskabet ønskede afskrivninger på henholdsvis 127.600 kr. og 95.700 kr.

Landsskatteretten (LSR) stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse på alle punkter, da selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for hverken erhvervsmæssig fradragsret eller korrekt opgørelse af afskrivningsgrundlaget.

Varmepumpe (Afskrivning på lejede lokaler)

LSR afviste fradrag for afskrivning på varmepumpen, primært fordi det ikke kunne lægges til grund, at selskabet selv var lejer af lokalet, da lejen alene blev betalt af et andet selskab. Afskrivning efter Afskrivningsloven § 39, stk. 1 var derfor udelukket.

Selv hvis et lejeforhold havde eksisteret, fandt LSR, at afskrivning var udelukket jf. Afskrivningsloven § 39, stk. 2, da udlejeren (eneanpartshaveren) havde bestemmende indflydelse på selskabets handlemåde. Endvidere blev der henvist til, at da lokalet blev anvendt til kontor, var de mildere afskrivningssatser for bygninger i Afskrivningsloven § 17, stk. 1 ikke relevante, jf. begrænsningen i .