Afvisning af ansøgning om opholdstilladelse under beløbsordningen grundet uafklaret opholdsstatus for tyrkisk statsborger

Udlændingenævnet traf i marts 2025 afgørelse om at stadfæste Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af ansøgningen, dog med en ændret begrundelse.

Nævnets vurdering og begrundelse

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at ansøgeren havde lovligt ophold på ansøgningstidspunktet. Begrundelsen hvilede på flere juridiske søjler:

• Manglende dokumentation for ophold: Da ansøgeren ikke gav samtykke til, at nævnet kunne kontakte de svenske myndigheder jf. Udlændingeloven § 40, stk. 1, kunne det ikke fastslås, om han havde haft lovligt ophold i Sverige i de seneste tre måneder. Han opfyldte derfor ikke betingelserne i Udlændingeloven § 9 p, stk. 2.
• Associeringsaftalen med Tyrkiet: Nævnet vurderede, at de særlige regler om visumfri indrejse for tyrkiske statsborgere (Soysal-dommen) ikke fandt anvendelse. Dette skyldes, at undtagelsen kun gælder for personer, der skal levere en midlertidig tjenesteydelse, og ikke for personer, der søger en tidsubegrænset ansættelseskontrakt hos en dansk arbejdsgiver.
• Internationale konventioner: Nævnet konstaterede analogt med praksis fra EU-Domstolen, at de beskyttende bestemmelser i associeringsaftalen (f.eks. artikel 13 i afgørelse 1/80) som udgangspunkt ikke finder anvendelse på tyrkiske statsborgere, der ikke har lovligt ophold i medlemsstaten.

Konklusion

Da ansøgeren hverken var visumfritaget eller havde dokumenteret lovligt ophold i Danmark eller et andet nordisk land på ansøgningstidspunktet, var der ikke grundlag for at fravige kravet om, at ansøgningen skulle være indgivet fra hjemlandet. Der blev heller ikke fundet tilstrækkelige humanitære hensyn til at tillade indgivelse i Danmark under de foreliggende omstændigheder.

Det var hensigten, at der udover ansøgeren skulle ansættes en medhjælper og en tjener.

Relationer og kontraktuelle forhold

I løbet af sagsbehandlingen fremkom der oplysninger om, at ansøgeren var arbejdsgiverens nevø, selvom det oprindeligt var oplyst, at kontakten var formidlet via fælles bekendte i Tyrkiet. Derudover var der fremsendt en ansættelseskontrakt, som manglede specifikke identifikationer som CVR-nummer eller P-nummer, og hvor vilkårene for ferie og opsigelse ikke var entydigt klarlagt. Sagen rejste spørgsmål om, hvorvidt ansættelsen var reel, eller om den var arrangeret for at sikre ansøgeren opholdsret i Danmark, navnlig efter ansøgerens skilsmisse fra en EU-borger.