Kommunes afslag på personlig gennemlæsning af 3.998 dokumenter for ordblind borger var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at den indklagede kommune ikke havde handlet i strid med Handicapdiskriminationsloven § 5.

Vurdering af handicap og forskelsbehandling

Nævnet slog fast, at klagers ordblindhed udgør et handicap i lovens forstand, da en læseundersøgelse dokumenterede væsentlige funktionsbegrænsninger. Kommunens afslag på personlig gennemgang blev vurderet som en praksis, der som udgangspunkt stillede en person med handicap ringere end andre og dermed skabte en formodning for indirekte forskelsbehandling jf. Handicapdiskriminationsloven § 10.

Begrundelse for resultatet

Nævnet fandt dog, at kommunen havde løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen var objektivt og sagligt begrundet jf. Handicapdiskriminationsloven § 7. Nævnet lagde vægt på følgende punkter:

• Ressourcemæssige hensyn: Det blev anset for sagligt at afvise en personlig gennemgang af 3.998 dokumenter grundet det ekstreme tidsforbrug, det ville kræve af personalet.
• Tilstrækkelige alternativer: Kommunen havde tilbudt rimelige kompenserende foranstaltninger ved at udlevere materialet digitalt på et USB-stik og henvise til bibliotekets faciliteter med oplæsningssoftware og høretelefoner.
• Proportionalitet: Der var et rimeligt forhold mellem kommunens ressourcehensyn og den belastning, det påførte klager. Klager måtte i den forbindelse tåle at skulle anvende et ukendt hjælpeprogram og acceptere de fysiske rammer på biblioteket.

Da kommunen desuden havde opfordret klager til at indsnævre sin anmodning for at lette adgangen, vurderede nævnet, at kommunen havde opfyldt sine forpligtelser til at sikre tilgængelighed under de givne omstændigheder. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage over overtrædelse af Handicapdiskriminationsloven § 5.

Klageren gjorde gældende, at afslaget udgjorde direkte forskelsbehandling fra virksomhedens side og indirekte forskelsbehandling fra kommunens side. Han fremhævede, at:

• Kommunikation kunne foregå via tegnsprogstolk eller fjerntolkning.
• Han kunne benytte den særlige alarmtjeneste for døve (SMS til 112) i nødstilfælde.
• Efter få introduktionsbesøg ville borgerne føle sig trygge, og man kunne kommunikere skriftligt eller ved tegn.

Virksomheden og kommunen forsvarede kravet med henvisning til borgernes særlige behov:

Det blev oplyst, at virksomheden allerede beskæftigede fem chauffører, hvoraf to var døve. Disse to varetog dog ruter med erhvervsvask og øvrig vask, hvor den direkte kontakt med sårbare borgere var minimal.