Skattepligt af rejsegodtgørelse og rejsefradrag – mulighed for overnatning på sædvanlig bopæl

Landsskatteretten bemærkede, at efter den dagældende Ligningsloven § 9, stk. 4 (tidligere stk. 5), skal godtgørelser fra arbejdsgiveren for udgifter påført af arbejdet medregnes i indkomstopgørelsen, medmindre de er omfattet af Ligningsloven § 9a. En forudsætning for skattefrihed er, at arbejdsgiveren fører kontrol med, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1.

Vurdering af overnatningsmulighed

Landsskatteretten vurderede, om klageren havde mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl i forbindelse med arbejdet i [by1]. Denne vurdering skulle baseres på en samlet bedømmelse af afstand, transporttid, arbejdsforhold og arbejdstid, jf. eksempelvis SKM2009.627. Det blev konstateret, at:

• Klageren havde 1 time og 15 minutter i bil til det midlertidige arbejdssted i [by1].
• Den normale arbejdstid var 7,5 timer, hvortil skulle lægges 0,5 times frokostpause samt tid til omklædning og bad.

Landsskatteretten fandt, at disse forhold ikke umuliggjorde overnatning på den sædvanlige bopæl. Klageren havde heller ikke godtgjort, at særlige vejrlige forhold havde forlænget transporttiden i et omfang, der umuliggjorde overnatning på den sædvanlige bopæl.

Konklusion

Da klageren ikke skattemæssigt kunne anses for at være på rejse i forbindelse med arbejdet i [by1], var den udbetalte godtgørelse skattepligtig i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4. Det var derfor med rette, at SKAT havde anset den udbetalte skattefrie godtgørelse for skattepligtig og nægtet rejsefradrag i den skattepligtige indkomst.

Landsskatteretten bemærkede endvidere, at den alene har kompetence til at træffe afgørelse i forbindelse med klager over afgørelser truffet af SKAT, jf. Skatteforvaltningsloven § 11. Da SKATs afgørelse ikke vedrørte befordringsgodtgørelse eller befordringsfradrag, tog Landsskatteretten ikke stilling hertil.

Skatteankenævnet anførte, at det er en betingelse for skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren er på rejse, hvilket kræver, at man på grund af afstanden til et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, og at rejsen har en varighed på mindst 24 timer, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 1 og Ligningsloven § 9 A, stk. 5. Nævnet mente, at klageren havde et fast arbejdssted på lageret i [by2], og at rejsen derfor blev afbrudt ved tilbagevenden hertil, hvorfor 24-timers reglen ikke var opfyldt. Desuden henviste nævnet til TfS2009.519, der fastslog, at en kort afstand (her 38,3 km) i sig selv kan betyde, at overnatning på bopælen er mulig, uanset arbejdsmiljølovens hviletidsbestemmelser. Endelig påpegede nævnet manglende dokumentation i henhold til bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, herunder manglende afstemning mellem afregningsbilag og lønsedler, og understregede de strenge dokumentationskrav for hovedanpartshavere.

Klagerens argumentation

Klageren argumenterede for, at hans arbejdssted var midlertidigt, idet lastbilen og de skiftende leveringssteder udgjorde arbejdsstedet. Han henviste til SKM2009.129HR og Ligningsvejledningen, afsnit A.B.1.7.1, der anser et bevægeligt arbejdssted (lastbilen) som midlertidigt. Klageren fremhævede, at køre- og hviletidsbestemmelserne (Forordning nr. 561/2006) nødvendiggjorde overnatning i lastbilen, da transporttid mellem bopæl og køretøj anses for arbejdstid, hvilket ville forhindre ham i at udføre den påkrævede arbejdsmængde. Dette behov for overnatning på det midlertidige arbejdssted, som følge af arbejdsforholdene og arbejdsmiljøretlige regler, skulle ifølge klageren indgå i en samlet vurdering, jf. SKM2009.333HR. Klageren anførte, at rejsen varede fra mandag morgen til fredag aften, da køre- og hviletidsbestemmelserne forhindrede ham i at vende hjem dagligt. Han bestred også, at manglende udbud til alle ansatte skulle være afgørende, da andre ansatte kunne opnå samme retsstilling via fradrag efter Ligningsloven § 9 A, stk. 7.