Landsskatteretten: Skattepligt af lønindkomst og rejsegodtgørelse – Journalnr. 16-0586819
Dato
29. juni 2017
Hoved Emner
Indkomstarter
Eksterne links
Læs hele sagenUnder Emner
Lønmodtager, Selvstændig erhvervsvirksomhed, Begrænset skattepligt, Rejsegodtgørelse, Skattefri godtgørelse, Rette indkomstmodtager, Kontrolkrav
Sagen omhandler en klager, der er bosiddende i Sverige og har modtaget betalinger fra [virksomhed1] ApS via et Gibraltar-registreret selskab, [virksomhed2] Ltd., for udført transportarbejde i Danmark. SKAT forhøjede klagerens indkomst for indkomståret 2013 med 328.825 kr., idet de anså klageren for at være rette indkomstmodtager af beløbet og dermed begrænset skattepligtig til Danmark. SKAT afviste desuden klagerens anmodning om skattefri rejsegodtgørelse.
Klageren nedlagde påstand om, at betalingerne ikke udgjorde løn til ham personligt, men derimod betaling til [virksomhed2] Ltd. for ad hoc-transporter. Subsidiært påstod klageren, at en del af indkomsten skulle anses for skattefri rejsegodtgørelse på 136.500 kr. for 300 overnatninger i lastbilen. Mere subsidiært anmodede klageren om fradrag for rejseudgifter med grundbeløbet.
SKATs afgørelse var baseret på en række observationer, herunder at klageren udførte arbejdet, [virksomhed1] ApS stillede bil til rådighed, [virksomhed2] Ltd. ikke havde andre kunder end [virksomhed1] ApS, og klageren havde fuldmagt til selskabets bankkonto, hvor indtægterne blev indsat og løbende hævet af klageren. SKAT fandt, at klageren havde bestemmende indflydelse i selskabet. Vedrørende rejsegodtgørelsen afviste SKAT kravet, da klageren ikke havde fremlagt et rejseregnskab eller anden dokumentation, der opfyldte betingelserne i Ligningsloven § 9a og den relevante bekendtgørelse om arbejdsgivers kontrol.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten fandt, at klageren skulle anses for lønmodtager i relation til arbejdet for [virksomhed1] ApS. Denne vurdering byggede på en samlet bedømmelse af forholdet, hvor følgende elementer blev tillagt vægt:
- Klageren fik stillet en lastbil til rådighed af [virksomhed1] ApS.
- Klageren boede i lastbilen i hele perioden, hvor han stillede sin arbejdskraft til rådighed for virksomheden, hvilket indikerer et tjenesteforhold.
- Der var ingen andre hvervgivere end [virksomhed1] ApS i indkomståret 2013.
- [virksomhed1] ApS instruerede klageren i den kørsel, der skulle udføres.
- Det forhold, at klageren ikke havde en fast rute og kørte ad hoc-transporter, ændrede ikke ved vurderingen af et lønmodtagerforhold.
- Der var ikke fremlagt regnskaber for [virksomhed2] Ltd., og det var ikke dokumenteret, at honorarer fra [virksomhed1] ApS var indtægtsført i selskabet, eller at selskabet havde afholdt udgifter i forbindelse med arbejdet. Det fremgik heller ikke, om [virksomhed2] Ltd. havde andre ansatte.
- Klageren havde fuldmagt til selskabets bankkonto, og hævninger blev foretaget af klageren i Danmark og Sverige.
Retten fastslog således, at klageren, og ikke selskabet, var rette indkomstmodtager af den optjente indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4 og Kildeskatteloven § 43, stk. 1.
Vedrørende spørgsmålet om skattefri rejsegodtgørelse fandt Landsskatteretten, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt. Dette skyldtes især manglende dokumentation for arbejdsgivers kontrol med den udbetalte rejsegodtgørelse, som krævet i Ligningsloven § 9, stk. 4 og Ligningsloven § 9a, stk. 5 samt bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1. Der var ikke fremlagt rejseregnskaber, kørselsrapporter eller oplysninger om, hvordan arbejdsgiveren havde beregnet en eventuel skattefri godtgørelse og efter hvilken sats. Retten henviste til domspraksis, herunder TfS 1994.495Ø, SKM2001.504ØLR, og SKM2007.247H, der fastslår, at arbejdsgivers fornødne kontrol er en forudsætning for skattefrihed.
Den mere subsidiære påstand om fradrag for rejseudgifter i henhold til Ligningsloven § 9a, stk. 7 blev ikke behandlet af Landsskatteretten, da det blev anset for en ændringsanmodning, der skulle rettes til SKAT med henblik på genoptagelse af skatteansættelsen, og SKAT ikke havde truffet afgørelse herom.
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at forhøje klagerens indkomst med 328.825 kr. og anse hele beløbet som skattepligtig indkomst, jf. Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, stk. 1.
Lignende afgørelser