Tilbagebetaling af moms på bespisning af forretningsforbindelser og ansatte for perioden 1994-2005 godkendt

Sagen omhandler klagerens anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift på 934.126 kr. for udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2005. SKAT havde afvist kravet for denne periode med henvisning til manglende dokumentation, idet klageren ikke havde indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende bilagsmateriale. SKAT havde dog godkendt og udbetalt et beløb for perioden 1. januar 2006 til 31. december 2010.

Klageren anførte, at opgørelsen for den ældre periode var baseret på et gennemsnit af de dokumenterede udgifter fra 2006-2010, justeret med et fradrag på 5% for at afspejle et skønnet lavere aktivitetsniveau. Klageren argumenterede for, at virksomhedens aktivitet var stort set identisk i de to perioder, hvilket gjorde skønnet sandsynligt. Det blev fremhævet, at Bogføringsloven § 10 kun kræver opbevaring af regnskabsmateriale i 5 år, og at det derfor ikke kunne forventes, at klageren havde detaljeret dokumentation for den ældre periode. Klageren mente, at SKATs afvisning var en mekanisk anvendelse af styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT uden en konkret vurdering, og at dette stred mod det EU-retlige effektivitetsprincip, som forhindrer, at nationale regler gør det praktisk umuligt at opnå tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede afgifter, jf. C-291/03, My Travel Plc og C-35/05, Reemtsma Cigarettenfabrikken GmbH.

Landsskatteretten fandt, at klagerens opgørelse af udgifterne for den ældre periode var sandsynliggjort. Retten lagde vægt på, at opgørelsen var baseret på dokumenteret forbrug fra en senere, sammenlignelig periode, og at klageren havde taget højde for et skønnet lavere aktivitetsniveau. Landsskatteretten konkluderede, at klageren havde sandsynliggjort både afholdelsen af udgifterne og størrelsen af kravet, og ændrede derfor SKATs afgørelse til gunst for klageren.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om SKAT med rette havde afvist klagerens anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2005, i alt 934.126 kr.

Sagen omhandlede fradragsret for moms i henhold til Momsloven § 37, stk. 1 og begrænsninger i Momsloven § 42, stk. 1, nr. 1 og Momsloven § 42, stk. 1, nr. 5. Genoptagelse af afgiftstilsvaret var reguleret af dagældende Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2 og Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten bemærkede, at EU-domstolen i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, havde fastslået, at momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke kunne anvendes til at begrænse fradragsretten for indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine under møder i virksomheden. Dette medførte en praksisændring, som blev offentliggjort i styresignal SKM2010.622.SKAT.

Dokumentationskravene for genoptagelse var uddybet i styresignal SKM2011.829.SKAT, som angav, at virksomheden skulle kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og bilagsmateriale. For perioder ældre end 5 år, hvor bilagsmateriale muligvis ikke længere forelå, kunne dokumentationskravet efter en konkret vurdering opfyldes gennem specifikationer til regnskabsmateriale, mødekalendere eller korrespondance. Det blev dog også anført, at hvis virksomheden ikke havde opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kunne dokumentere udgifterne, kunne der ikke ske tilbagebetaling.

Landsskatteretten fremhævede, at styresignalerne gengiver SKATs opfattelse, og at Bogføringsloven § 10, stk. 1 og Momsbekendtgørelsen § 66, stk. 1 kun forpligter virksomheder til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag strakte sig langt ud over denne opbevaringsperiode.

Landsskatteretten fandt, at klagerens opgørelse af udgifterne for årene 1994-2005, baseret på et gennemsnit af de dokumenterede tal for 2006-2010 fratrukket 5% for at afspejle et skønnet lavere aktivitetsniveau, var sandsynliggjort. Retten lagde vægt på, at klageren havde taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode og foretaget et realistisk skøn. Klagerens aktivitet var i det væsentlige identisk før og efter 2005/2006, hvilket underbyggede sandsynligheden af de opgjorte tal.

På baggrund af en konkret vurdering af klagerens aktivitet og den fremlagte opgørelsesmetode, fandt Landsskatteretten, at klageren havde sandsynliggjort, at der var afholdt udgifter af den omhandlede karakter, og at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort. Landsskatteretten ændrede derfor SKATs afgørelse og tiltrådte den nedlagte principale påstand om yderligere tilbagebetaling af indgående afgift.