Beskatning af befordringsgodtgørelse - manglende dokumentation for brug af egen bil og manglende kontrol fra arbejdsgiver

Klagerens repræsentant argumenterede for, at klageren havde afholdt alle omkostninger forbundet med transporten, herunder brændstof, og at den betalte leje for arbejdsgiverens bil dækkede kapitalomkostninger, faste udgifter og øvrige variable udgifter, som klageren ville have haft som bilejer. Repræsentanten henviste til, at klageren havde fælles økonomi med sin samlever i den periode, hvor han benyttede samleverens bil, og at dette burde sidestilles med brug af egen bil i henhold til praksis.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs ansættelse og fandt, at den udbetalte befordringsgodtgørelse på 150.342 kr. var skattepligtig. Afgørelsen blev truffet på baggrund af følgende:

• Krav om egen bil: Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at lønmodtageren benytter sin egen bil, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og praksis, herunder Landsskatterettens ikke offentliggjorte kendelser journalnummer 09-00240 og 11-0298834.
• Dokumentation for ejerskab/brug: Klageren ejede kun en bil i perioden 7. maj 2010 til 21. juni 2010. For perioden 1. januar 2010 til 7. maj 2010 benyttede han sin samlevers bil, og for den resterende del af året (21. juni 2010 til 31. december 2010) havde han lejet en bil af sin arbejdsgiver. Klageren havde ikke dokumenteret, at han havde benyttet sin samlevers bil eller sin egen bil til erhvervsmæssig kørsel i de relevante perioder. Ligeledes havde han ikke dokumenteret at have ejet, leaset en bil personligt eller personligt tegnet abonnement på en "delebilordning" i de øvrige perioder.
• Arbejdsgivers kontrol: Det blev lagt til grund, at arbejdsgiveren ikke havde ført kontrol med antallet af kørte kilometer i klagerens egen bil, hvilket er et afgørende krav for skattefri godtgørelse i henhold til Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse, og ansættelsen blev derfor stadfæstet.

Selskabets betaling af leje for privatboligen

Selskabet havde fratrukket 2.759.040 kr. i husleje, hvoraf en del vedrørte lejemål med hovedaktionæren. SKAT fandt, at lejeaftalen for hovedaktionærens privatbolig på [adresse1] var upræcis og ikke indgået på armlængdevilkår. SKAT skønnede, at selskabet havde ydet et ikke-fradragsberettiget tilskud på 96.000 kr. til hovedaktionæren ved at betale for leje af dennes private bopæl. Selskabet bestred dette og fremlagde en mæglervurdering af markedslejen for de erhvervsmæssige lokaler, der understøttede den samlede leje. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, da lejeaftalen mellem interesseforbundne parter ikke kunne lægges til grund på grund af dens uklarhed og mangler, herunder at den omfattede en ejendom, hovedaktionæren ikke længere ejede. Retten henviste til Ligningsloven § 2, stk. 1 og Ligningsloven § 2, stk. 5 vedrørende betalingskorrektion.

Skattefri kørselsgodtgørelse

Selskabet havde udbetalt 69.533 kr. i skattefri befordringsgodtgørelse til hovedaktionæren og dennes samleverske. SKAT underkendte den skattefri status, da kørselsregnskaberne manglede væsentlige oplysninger som kilometerstand, præcise bestemmelsessteder, formål og tidspunkter. Der var også uoverensstemmelser vedrørende brug af biler. Selskabet fastholdt, at dokumentationen var tilstrækkelig. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at selskabet ikke havde udført den påkrævede kontrol med kørselsregnskabet, jf. Ligningsloven § 9, stk. 5 og Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Beløbet blev derfor anset som skattepligtig løn for modtagerne, men fradragsberettiget for selskabet i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.