Landsrettens stadfæstelse af varetægtsfængsling og besøgskontrol i sag om hjemmerøveri og grov vold

• Kollisionsfare: Da ingen af de tre tiltalte har afgivet forklaring, er der en betydelig risiko for, at de vil samstemme deres forklaringer, hvis de løslades.
• Vidnepåvirkning: Tiltalte har forudgående kendskab til forurettede, hvilket øger risikoen for utilbørlig påvirkning af sagens hovedvidne.
• Proportionalitet: En samlet varetægtsfængsling på ca. 9,5 måneder vurderes at stå i rimeligt forhold til den forventede straf for så alvorlig personfarlig kriminalitet.

Forsvareren argumenterede for løsladelse og anførte, at politiets efterforskning var afsluttet, og at der kun forelå en teoretisk risiko for påvirkning. Forsvareren lagde ligeledes vægt på tiltaltes unge alder og det forhold, at han er ustraffet.

Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelser om både fortsat varetægtsfængsling og opretholdelse af besøgskontrol.

Landsretten fandt, at der fortsat er begrundet mistanke om tiltaltes skyld i de alvorlige forhold vedrørende røveri og grov vold. Retten lagde vægt på følgende punkter i sin afgørelse:

• Særlig påvirkningsrisiko: Da kriminaliteten er begået i forening, og ingen af de tiltalte har ønsket at udtale sig til politiet eller retten, foreligger der bestemte grunde til at antage, at tiltalte vil vanskeliggøre forfølgningen ved at påvirke vidner eller samstemme forklaringer, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3.
• Besøgskontrol: Behovet for at beskytte sagens oplysning medfører, at besøg fra forældre og søskende fortsat skal være under kontrol, jf. Retsplejeloven § 771, stk. 1.
• Fængslingens længde: Retten vurderede, at fængsling frem til dom ikke strider mod proportionalitetsprincippet i Retsplejeloven § 762, stk. 3, uanset tiltaltes unge alder.

Varetægtsfængslingen blev derfor opretholdt i medfør af Retsplejeloven § 767, stk. 2 frem til domsafsigelse.

Hjemmerøveri med grov vold i Ødsted

Tre unge mænd blev straffet med fængsel i 4 år, 2 år hhv. 1 år og 8 måneder for hjemmerøveri og grov vold natten til den 10. oktober 2024 hos to forurettede i et privat hjem i Ødsted ved Vejle

Varetægtsfængsling frem til dom i voldtægtssag

I en ankesag om bl.a. voldtægt kunne landsrettens berammelsestid på ca. 1 år og 9 måneder ikke føre til løsladelse fra varetægtsfængsling

Anklagemyndigheden anmodede retten om at afhøre Vidne 1 og Vidne 2 indenretligt på nuværende tidspunkt, uden at sigtede blev underrettet om retsmødet. Dette blev begrundet med Retsplejeloven § 747, stk. 1 og Retsplejeloven § 748, stk. 1, subsidiært Retsplejeloven § 848, stk. 1. Begrundelsen var, at vidnerne havde underskrevet politirapporter, men at en indenretlig afhøring var nødvendig af hensyn til efterforskningen og for at sikre beviser, da der var risiko for, at vidnerne ikke ville afgive troværdige forklaringer under domsforhandlingen, især i sager med tilknytning til rockerklubber.

Endvidere anmodede anklagemyndigheden om varetægtsfængsling af sigtede i medfør af Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 (risiko for vanskeliggørelse af efterforskningen og påvirkning af medgerningsmænd) og Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 2 (retshåndhævelse).

Forsvarerens Indsigelser

Den beskikkede forsvarer protesterede mod anmodningerne. Vedrørende vidneafhøringen anførte forsvareren, at vidnerne allerede havde afgivet underskrevne forklaringer til politiet, og at der ikke forelå ekstraordinære forhold, der berettigede en indenretlig afhøring uden sigtedes underretning. Forsvareren fremhævede princippet om direkte bevisførelse.

Vedrørende varetægtsfængslingen anførte forsvareren, at der ikke var begrundet mistanke om overtrædelse af Straffeloven § 244 eller Straffeloven § 123, og at beviserne var sikret, hvorfor der ikke var grundlag for at antage, at sigtede ville påvirke efterforskningen. Betingelserne for varetægtsfængsling i Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 og Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 2 var derfor ikke opfyldt.

Kæremål

Efter rettens kendelse kærede forsvareren afgørelsen til landsretten med påstand om løsladelse og anmodede om opsættende virkning. Anklageren protesterede mod opsættende virkning, da forklaringerne kunne udelukkes fra sagens bevisførelse, hvis kendelsen blev ændret af landsretten. Retten bestemte, at kæremålet ikke blev tillagt opsættende virkning.