Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Underemner
Dokument
Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt vikarbureauet A ApS havde pligt til at sikre overenskomstmæssig løn til tre ansatte (H, I og J), som blev udlejet til planteskolevirksomheden B ApS via tre mellemliggende entrepriseselskaber (D, E og F). Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) for Fagligt Fælles Forbund (3F) rejste krav om efterbetaling samt godtgørelser efter vikarloven og ansættelsesbevisloven.
De tre medarbejdere, H, I og J, var ansat i A ApS i perioder i 2018 og 2019. A ApS indgik i en gruppe af selskaber, 'PF-gruppen', som også omfattede entrepriseselskaberne D, E og F, hvor der var betydeligt personsammenfald i ledelsen (C og K) og fælles adresse. A ApS havde en 'Labour Hire Agreement' med D ApS, hvor A leverede ansatte til D.
B ApS (planteskolen) havde skriftlige entrepriseaftaler med D, E og F, hvoraf det fremgik, at B ikke måtte give instruktioner til entreprenørens medarbejdere. Medarbejdernes ansættelseskontrakter med A ApS fastsatte imidlertid timelønninger på kun 70-80 kr. og angav, at de ikke var omfattet af overenskomst. Dette var væsentligt under planteskolens gældende overenskomst med 3F og GLS-A.
Vidneforklaringer fra H, I og J fastslog, at de i hele deres ansættelsesperiode arbejdede på B ApS under daglig ledelse og instruktion fra B's eget personale (Allan, Martin, Krystof). De kendte intet til entrepriseselskaberne D, E eller F. En tidligere dom af 15. december 2022 mod B ApS havde allerede fastslået, at arbejdet reelt var arbejdsudleje (vikararbejde) til B ApS.
Klager (FH/3F):
Indklagede (A ApS):
| Part | Juridisk Argument | Modpartens modsvar |
|---|
| Klager | A ApS er et vikarbureau og B ApS var reelt brugervirksomheden i vikarlovens forstand (§ 2, nr. 3). | A ApS hævder, at de kun udlejede arbejdskraft til entrepriseselskaberne, ikke direkte til B ApS. |
| Klager | A ApS var forpligtet til at sikre ligebehandling efter vikarlovens § 3, stk. 1, og kunne ikke omgå princippet ved at indsætte et mellemliggende led (D, E, F). | A ApS anfører, at de ikke kunne vide, at B ApS handlede i strid med entrepriseaftalerne ved at instruere medarbejderne. |
| Indklagede | Eventuelle krav vedrørende perioder før juni/juli 2018 er forældede, da den 5-årige forældelse ikke var suspenderet. | Klager hævder, at forældelsesfristen først begyndte at løbe fra Arbejdsrettens dom i 2022, der afklarede retsgrundlaget. |
| Klager | Personsammenfald i PF-gruppen betød, at A ApS havde 'fuldt indseende' i omgåelsen. | A ApS afviser, at personsammenfaldet har betydning, og hævder, at der ikke var tale om omgåelse. |
Arbejdsretten tog klagers påstand til følge og dømte A ApS til at betale et samlet beløb på 855.000 kr. til Fagligt Fælles Forbund i efterbetaling og godtgørelser.
Forældelse: Arbejdsretten afviste indklagedes forældelsespåstande og lagde til grund, at sagerne var anlagt inden for 1-års fristen i forældelseslovens § 21, stk. 1, efter at retsgrundlaget var fastlagt ved dommen af 15. december 2022.
Ansvar for Vikarloven: Retten fastslog, at A ApS var et vikarbureau, og at B ApS var den reelle brugervirksomhed. På grund af det tætte samarbejde, personsammenfald og fælles adresse i PF-gruppen havde A ApS 'fuldt indseende' med, at deres ansatte blev videreudsendt og arbejdede under B's ledelse. Retten henviste til forarbejderne til vikarlovens § 3 og fastslog, at et vikarbureau ikke kan omgå ligebehandlingsprincippet ved at udsende vikarer til en virksomhed, der videreudsender dem til den reelle brugervirksomhed. A ApS var derfor ansvarlig for at sikre overenskomstmæssig aflønning.
Efterbetalingskrav: Selvom klagers opgørelse indikerede et højere krav, og A ApS ikke fremkom med modbevis, fastsatte Arbejdsretten skønsmæssigt efterbetalingskravet til i alt 700.000 kr. på grund af usikkerhed om de enkelte poster.
| Medarbejder | Tilkendt efterbetaling (skøn) |
|---|---|
| H | 360.000 kr. |
| I | 280.000 kr. |
| J | 60.000 kr. |
| I alt | 700.000 kr. |
Godtgørelse for overtrædelse af Vikarloven: Retten fandt, at A ApS havde krænket vikarernes rettigheder i henhold til vikarlovens § 3, stk. 1. Godtgørelsen efter § 8, stk. 3, skal være effektiv og afskrækkende. Retten lagde i skærpende retning vægt på, at udenlandsk arbejdskraft uden kendskab til danske forhold var blevet betydeligt underbetalt over lang tid. Den samlede godtgørelse blev fastsat til 125.000 kr. (50.000 kr. til I, 50.000 kr. til H og 25.000 kr. til J).
Godtgørelse for Ansættelsesbevisloven: Godtgørelse for mangelfulde ansættelsesbeviser, der ikke oplyste korrekt om de overenskomstmæssige forhold, blev fastsat til 10.000 kr. til hver af de tre ansatte, i alt 30.000 kr.
Domsslutning:
Østre Landsret har - i overensstemmelse med byrettens dom - stadfæstet, at handelsplatformen Viagogo AG har overtrådt markedsføringsloven ved at vildlede om priserne på billetter til kultur- og sportsbegivenheder. Landsretten idømmer samtidig virksomheden en bøde på 300.000 kroner.


Sagen omhandler et principielt spørgsmål om, hvorvidt to sagsøgere, der var ansat som vikarer gennem vikarbureauet Adecco A/S og udsendt til Siemens Wind Power A/S (senere Siemens Gamesa Renewable A/S), var omfattet af [Vikarloven] eller [Funktionærloven]. Sagsøgernes ansættelsesforhold varede i alt ca. 25 måneder, fra den 11. september 2017 til den 30. september 2019, og blev forlænget syv gange uden afbrydelser.
Fem virksomheder er idømt bøder for ulovligt prissamarbejde og kundedeling inden for kursusbranchen. Bjarke Elbert har i den forbindelse accepteret en bøde på 39.000 kroner.
Auktionshuset tvang private sælgere til at vente op mod 12 uger på deres penge for at opnå gratis likviditet, vurderer Forbrugerombudsmanden.
Sagsøger 1 og Sagsøger 2 blev tilknyttet Adecco A/S i august 2017 og udsendt til Siemens i september 2017. Deres ansættelser, der oprindeligt var kortvarige, blev forlænget syv gange. Arbejdsopgaverne bestod primært af IT-support og helpdesk-funktioner, som sagsøgerne mente var almindelige driftsopgaver, ikke midlertidige projekter. Siemens var i en periode præget af en fusion og en planlagt outsourcing af IT-afdelingen, hvilket ifølge Adecco A/S begrundede behovet for fleksibel vikaransættelse.
HK/Danmark, som mandatar for sagsøgerne, påstod, at Adecco A/S skulle betale betydelige beløb i erstatning for manglende løn i opsigelsesperioden og under sygdom. De argumenterede for, at sagsøgernes ansættelsesforhold ikke var omfattet af vikarloven, men derimod af funktionærloven, da den lange varighed og de gentagne forlængelser betød, at ansættelsen reelt var tidsubegrænset og ikke midlertidig. De mente, at dette udgjorde en omgåelse af lovgivningen.
Dansk Erhverv, som mandatar for Adecco A/S, påstod frifindelse. De gjorde gældende, at vikarloven var gældende, og at forlængelserne var sagligt begrundede i Siemens' behov for fleksibilitet under fusionen og outsourcingprocessen. De bestred, at sagsøgerne havde funktionærstatus, da de ikke indtog en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet eller brugervirksomheden.
HK/Danmark argumenterede for:
Dansk Erhverv argumenterede for:
Dette lovforslag har to hovedformål: For det første at implementere EU's reviderede udstationeringsdirektiv (direktiv 20...
Læs mereDette lovforslag implementerer EU-direktivet om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår (2019/1152) i dansk lovgivn...
Læs mere