Kommunal sagsbehandlers spørgsmål om personlig hygiejne vurderet som ulovlig chikane mod borger med handicap

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at indklagede havde udsat klageren for chikane i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, stk. 4.

Nævnets begrundelse og vurdering

Nævnet fastslog indledningsvist, at klageren lider af et handicap i lovens forstand, da hans fysiske begrænsninger er langvarige og hindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre. Da mødet hos jobcentret vedrørte anvisning af beskæftigelse, fandt Ligebehandlingsloven anvendelse i sagen frem for Handicapdiskriminationsloven, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2, stk. 2.

Nævnet lagde vægt på følgende i vurderingen af chikanen:

• Det var ubestridt, at sagsbehandleren havde spurgt ind til toiletbesøg og fastholdt spørgsmålet, selv efter klageren udtrykte ubehag.
• Spørgsmålene havde en direkte sammenhæng med klagerens handicap.
• Spørgsmålenes karakter var egnede til at krænke klagerens værdighed og skabe et nedværdigende klima.

Nævnet afviste kommunens forsvar om, at spørgsmålene var nødvendige for sagens oplysning. Nævnet vurderede, at kommunen kunne have oplyst sagen ved at spørge ind til andre, mindre indgribende dagligdagsaktiviteter.

Resultat og godtgørelse

Klageren blev tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr. Beløbet blev fastsat ud fra et skøn over overtrædelsens alvor og karakter under hensyn til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7, stk. 1. Der blev desuden anvendt reglerne om delt bevisbyrde, jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

Kommunens redegørelse for forløbet

Indklagede kommune afviste alle anklager om chikane og forskelsbehandling. De gjorde gældende, at klager fulgte et standardiseret introduktionsprogram, som alle praktikanter gennemgår. Ifølge kommunen er brugen af bordkort og papsedler en standardprocedure for at hjælpe nyt personale med at navigere i beboernes behov, især i forhold til demente beboere.

Kommunen fremhævede desuden, at de var meget tilfredse med klagers arbejde, og at hun faktisk blev tilbudt en fastansættelse efter praktikken, forudsat at der kunne opnås en aftale med Jobcentret. De anførte, at dialogen om hendes handicap var naturlig i forhold til eventuelle behov for arbejdsredskaber, og at de ikke kunne genkende beskrivelsen af et fjendtligt arbejdsmiljø.