Beskatning af gaver fra selskab til ikke-ansat: Afholdte biludgifter, rejser og diverse udgifter

Repræsentanten fremhævede, at der var økonomiske transaktioner mellem moderselskabet og datterselskabet, herunder udleje af biler, og fremlagde erklæringer om erhvervsmæssig anvendelse af køretøjerne, underskrevet af selskabets direktør. Klagerens lejekontrakt for boligen viste, at indvendig vedligeholdelse påhvilede lejeren.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten nedsatte SKATs forhøjelse af klagerens personlige indkomst fra 340.000 kr. til 169.714 kr. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en vurdering af, hvilke udgifter afholdt af selskabet der kunne anses for skattepligtige gaver til klageren, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c.

Landsskatteretten fandt, at klageren var skattepligtig af følgende udgifter:

• Biludgifter: Klageren blev kun anset for at have haft rådighed over privatbilen (Volvo V70), og de afholdte udgifter hertil udgjorde 52.298 kr. Retten fandt ikke tilstrækkelig dokumentation for, at klageren havde rådighed over varevognene (Fiat Ducato), og det forhold, at klageren eller dennes ægtefælle ikke ejede et køretøj, var ikke tilstrækkelig dokumentation for yderligere beskatning af biludgifter.
• Personlige udgifter: Klageren blev anset for skattepligtig af udgifter til en vaskemaskine (1.995 kr.), installation af TV (1.283 kr.), spartel af gulv (1.752 kr.) og broafgift (2.024 kr.). Disse udgifter blev anset for afholdt i klagerens private interesse, idet klageren ikke var ansat i selskabet. Vedrørende vaskemaskinen blev det bemærket, at selskabet havde afholdt udgifter til to maskiner med ni dages mellemrum, hvoraf kun den ene blev anset for omfattet af lejekontrakten. Indvendig vedligeholdelse af lejemålet påhvilede klageren ifølge lejekontrakten.
• Rejseudgifter til Thailand: Udgifterne til rejser til Thailand blev anset for at have haft privat karakter, uanset klagerens rådgivning til selskabet. Dog blev udgifter til en rejse den 9. august 2008 (14.655 kr.) og rejseforsikring (1.245 kr.), hvor en anden person også deltog, kun beskattet med halvdelen (7.950 kr.) hos klageren. De samlede skattepligtige rejseudgifter udgjorde herefter 29.972 kr.

Samlet set blev klageren anset for skattepligtig af 52.298 kr. (biludgifter) + 29.972 kr. (rejseudgifter) + 1.995 kr. (vaskemaskine) + 1.283 kr. (TV-installation) + 1.752 kr. (gulvspartel) + 2.024 kr. (broafgift) = 89.324 kr. Hertil kom ikke-påklagede forhøjelser på 80.390 kr., hvilket resulterede i en samlet skattepligtig indkomst på 169.714 kr.

Yderligere løn

Skattestyrelsen forhøjede klagerens personlige indkomst for 2015 og 2016 med henholdsvis 494.822 kr. og 626.331 kr. Disse beløb var omkonteret fra en mellemregningskonto med klageren til en lønkonto i selskabet. Skattestyrelsen anså beløbene for skattepligtig løn, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c, Personskatteloven § 3 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsen fremhævede, at klageren, som direktør med rådighed over selskabets midler, havde en skærpet bevisbyrde for at godtgøre, at midlerne var brugt i selskabets interesse, især da bilags- og bogføringsmaterialet var mangelfuldt. Selskabets årsrapporter for 2015 og 2016 viste, at bogføringsloven ikke var overholdt, og at A-skat og AM-bidrag ikke var indberettet korrekt. Klagerens repræsentant bestred forhøjelserne og anførte, at beløbene vedrørte løn til udenlandske ansatte, og at mellemregningskontoen var en "skraldespandskonto" for uplacerede beløb. Der blev dog ikke fremlagt dokumentation til støtte herfor.

Rejseudgifter

For indkomståret 2015 forhøjede Skattestyrelsen klagerens personlige indkomst med 106.872 kr. vedrørende rejseudgifter til Kina. Skattestyrelsen mente, at rejserne var af privat karakter og udgjorde et skattepligtigt personalegode, jf. Ligningsloven § 16, stk. 1 og Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c. Værdien af godet skulle værdiansættes til markedsprisen, jf. Ligningsloven § 16, stk. 3. Skattestyrelsen henviste igen til manglende dokumentation for rejsernes erhvervsmæssige indhold og tilknytning til selskabets aktiviteter. Klagerens repræsentant fastholdt, at rejsen var en firmarejse og derfor ikke skulle beskattes hos klageren, men fremlagde ingen dokumentation.